Krav om udlevering af værdipapirer.

Sagsnummer:271/2006
Dato:22-06-2007
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lotte Aakjær Jensen, Jørn Ravn, Ole Simonsen, Astrid Thomas
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Depot - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Krav om udlevering af værdipapirer.
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om udlevering af en post værdipapirer.

Sagens omstændigheder.

Klageren i denne sag er udlænding med bopæl i Tyskland. I 1990-erne blev klagerens formue, der bl.a. bestod af værdipapirerne nominelt 450.000 ZAR 13,75 % Euro Inv. Bank 2007, forvaltet af et selskab.

Indklagede har oplyst, at man i 1990-erne indgik et privat kundeforhold med hver af personerne A og B, som ifølge klageren var repræsentanter/direktører i selskabet. Kundeforholdene blev oprettet i indklagedes Private Banking International afdeling, som beskæftiger sig med lånefinansieret investering i værdipapirer. De to private engagementer blev i 1998 lagt sammen til et fælles privat engagement med kontohaverne A og B c/o selskabet.

Indklagede har anført, at man ikke på noget tidspunkt har oprettet konti eller depoter til selskabet eller i øvrigt haft et engagement med dette. Indklagede har ingen viden om selskabets virksomhed og heller ikke om eventuelle aftaler indgået mellem selskabet og selskabets kunder.

Klageren har anført, at A og B kontaktede indklagede, som ved massiv markedsføring tilbød en høj belåning af værdipapirer. A og B ønskede selskabets i alt ca. 80 kunders konti og depoter, der på daværende tidspunkt var placeret i Schweiz, samt selskabets egenkapital overført til indklagede. Indklagede afviste at oprette særskilte kundekonti og -depoter og anbefalede i stedet, at engagementet blev samlet til et fælles engagement. Indklagede har anført, at man ikke har nogen erindring om et møde mellem indklagede og A og B i forbindelse med etableringen af kundeforholdet. Man var ikke informeret om, at de midler, der af A og B blev overført til indklagede, tilhørte andre, herunder selskabets kunder. Det var indklagedes opfattelse, at midlerne tilhørte A og B, og man havde ikke grund til at betvivle ejerforholdet. Markedsføringen svarede til indklagedes normale markedsføring, og kan ikke betegnes som massiv.

Af en depotoversigt udstedt af indklagede til A den 11. januar 1999 fremgår et sikkerhedsdepot nr. -631 indeholdende værdipapirer til en værdi på i alt 512.418 DEM, herunder nominelt 1 mio. ZAR 13,75 % Euro Inv. Bank 2007 til en værdi svarende til 274.938 DEM.

Ifølge en af indklagede udarbejdet oversigt pr. den 3. september 1999 bestod engagementet med A og B c/o selskabet af to lån i CHF med en restgæld svarende til 3.361.517 DEM, valutaindlån med en værdi svarende til i alt 767.028 DEM og to sikkerhedsdepoter (nr. -564 og -332) med værdipapirer til en værdi svarende til i alt 3.718.859 DEM.

Af en depotoversigt udstedt af selskabet til klageren den 19. december 2000 fremgår en beholdning på i alt nominelt 450.000 ZAR 13,75 % Euro Inv. Bank 2007.

Ved skrivelse af 11. november 2004 rettede klageren henvendelse til indklagede med krav om udlevering af værdipapirerne eller et beløb svarende til værdien heraf, hvilket blev afvist af indklagede.

A har ved skrivelse af 30. december 2006 til Ankenævnet erklæret, at værdipapirerne nominelt 450.000 ZAR 13,75 % Euro Inv. Bank 2007, der lå i hans depot hos indklagede, tilhører klageren. Ved skrivelsen har A samtidig anmodet indklagede om at udlevere papirerne til klageren.

Parternes påstande.

Den 29. november 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal udlevere hans værdipapirer med påløbne renter.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede begik en ansvarspådragende fejl ved at anbefale og medvirke til, at de af selskabet forvaltede midler og selskabets egne midler blev samlet til et engagement i A's og B's navn. A og B var ikke klar over, at de ved at følge indklagedes anbefaling reelt stjal selskabets kunders penge.

Indklagede var eller burde have været klar over med, at de overførte midler, som var på i alt ca. 12 mio. DEM, stammede fra kundekonti og -depoter i Schweiz. Ifølge A og B blev indklagede informeret om, at der var tale om klientmidler. Indklagede burde i hvert fald have undersøgt, hvem de overførte midler tilhørte. En sædvanlig kreditvurdering ved etablering af engagementet ville have vist, at A og B var ubemidlede. A havde i 1998 været involveret i underslæb og efterfølgende konkurs i en sag svarende til nærværende. Konstruktionen med en fælleskonto for to ikke familiært forbundne personer med adresse hos et finansselskab burde i sig selv have vakt mistanke.

På indklagedes anbefaling blev midlerne investeret i spekulative aktier, og da der opstod tab herved, blev værdipapirerne i sikkerhedsdepoterne tvangssolgt af indklagede. A og B protesterede mod tvangssalget navnlig med henvisning til, at værdipapirerne tilhørte selskabets kunder. Indklagede ignorerede imidlertid protesterne.

Indklagede var ikke berettiget til at søge sig fyldestgjort i de værdipapirer, som rettelig tilhørte ham.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstande anført, at man hverken har rådgivet om eller medvirket til overdragelse af klagerens midler. En eventuel overdragelse må være sket på andres foranledning, og klageren må rette sit krav mod de pågældende. Indklagede ville aldrig rådgive om, at personers kontante midler og værdipapirer uden videre krediteres konti eller indlægges i depoter, som tilhører andre.

A og B har tilsyneladende været formidlere/forvaltere for en række kunder. Det bestrides, at A og B skulle have informeret om, at de overførte midler tilhørte selskabets kunder. Hvis man havde været bekendt med, at midlerne tilhørte andre end A og B, ville man have stillet krav om, at der skulle have været oprettet individuelle kundedepoter.

A og B forekom i enhver henseende kompetente og havde indsigt i de dispositioner, som blev foretaget. A og B blev rådgivet om placeringen af midlerne, der fremstod som deres egne. Da der var tale om lånefinansieret værdipapirhandel, indeholdt aftalerne med A og B vilkår om realisation af de pantsatte værdier, hvis værdien af lånet steg, eller værdien af de pantsatte aktiver faldt i forhold til de forud aftalte grænser. Man er ikke bekendt med, at A skulle have protesteret mod realisationen af sikkerheden.

I den type investeringsengagementer, som der er tale om i denne sag, baseres kreditvurderingen på den egenkapital og de sikkerheder, som kunden kan præstere. Kreditvurderingen suppleres af præcise og vidtgående regler om stop loss.

Fælleskonti er sædvanlig kontoform, som kan anvendes af alle, der ønsker at have konti sammen. En kontohavers ønske om registrering af en c/o adresse imødekommes, hvis man har kendskab til den pågældendes reelle adresse.

Klageren har ikke dokumenteret sit krav. De transaktioner, som sagen vedrører, ligger så langt tilbage i tiden, at det nu ikke er muligt at fremskaffe alle relevante oplysninger. Ifølge de tilgængelige oplysninger har der aldrig i engagementet været handlet den type værdipapirer af den nominelle størrelse, som klageren oplyser.

De af klageren anførte papirer blev på et tidligt tidspunkt handlet ud af engagementet på foranledning af A og B, som af denne grund og som følge af det i øvrigt anførte må anses for ansvarlige over for klageren over for den påstået uberettigede råden over papirerne.

Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at klageren aldrig har haft et kundeforhold til indklagede, og at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerens krav mod indklagede er hovedsagelig begrundet i forhold vedrørende A's og B's etablering af et engagement med indklagede i 1998. På den baggrund og idet en afklaring af hændelsesforløbet ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, afviser Ankenævnet sagen i medfør af nævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.