Byggesag.

Sagsnummer:143/1989
Dato:29-06-1989
Ankenævn:Peter Blok, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Byggesag.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Den 24. juni 1987 anlagde indklagede ved retten i Maribo retssag imod klageren til betaling af tilgodehavende på ca. 139.000 kr., som udgjorde saldoen pr. 9. juni 1987 på en lånekonto oprettet af klageren i anledning af en ombygning på hendes faste ejendom.

Under domsforhandlingen i sagen den 9. januar 1989 forligtes denne først for så vidt angår et beløb på ca. 96.000 kr., der udgjorde det beløb, hvormed indklagede havde indfriet 4 pantebreve i klagerens faste ejendom. Efter at indklagedes advokat havde nedsat påstanden i overensstemmelse hermed, afgav klageren partsforklaring. Herefter forligtes resten af sagen i overensstemmelse med den nedsatte påstand.

Klageren advokat tog i forbindelse med indgåelsen af forliget forbehold om overfor vedkommende klagenævn at klage over indklagedes mangelfulde vejledning og rådgivning med hensyn til byggesagen og tog forbehold om erstatningskrav i forbindelse hermed. Indklagedes advokat erklærede i påkommende fald overfor nævnet at ville nedlægge påstand om afvisning under henvisning til, at klagen er endeligt afgjort i forbindelse med det indgåede retsforlig.

Klagerens advokat har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren en skøns mæssigt fastsat erstatning i anledning af sin ansvarspådragende rådgivning af klageren og ekspedition af den gennemførte byggesag.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning og har forbeholdt sig sin stilling med hensyn til sagens realitet.

Spørgsmålet om Ankenævnets kompetence til at behandle klagen er udskilt til forlods behandling.

Klagerens advokat har til støtte for, at sagen kan behandles af Ankenævnet, gjort gældende, at den nu afsluttede retssag blev anlagt af indklagede, før Ankenævnet blev oprettet, og på grund af bestemmelsen i retsplejelovens § 361, stk. 2, har det ikke været muligt i rette tid at fremsætte begæring om udsættelse af retssagen med henblik på forelæggelse for Ankenævnet. Hertil kommer, at forbehold om indbringelse for Ankenævnet blev tilført retsbogen i forbindelse med indgåelse af retsforliget den 9. januar 1989. Under en realitetsbehandling af klagen vil det blive gjort gældende, at indklagede ved klagerens henvendelse om rådgivning og bistand i forbindelse med finansiering af den påtænkte ombygning af ejendommen burde have udarbejdet et budget for finansiering af ombygningen, og herunder burde have oplyst, at der skulle ske indfrielse af de 4 private pantebreve, at indklagede i overensstemmelse med klagerens anmodning herom burde have udarbejdet et egentligt byggeregnskab, indeholdende opgørelser over, hvilke beløb, der var betalt til de forskellige håndværkere, og at disse betalinger ikke som sket burde have fundet sted, uden at klageren havde anvist de respektive fakturaer til udbetaling. Disse forhold har, som det vil fremgå, ikke været inddraget under behandlingen af sagen ved retten i Maribo.

Indklagedes advokat har til støtte for den nedlagte påstand om afvisning gjort gældende, at parternes mellemværende i det hele er afgjort med det den 9. januar 1989 indgåede retsforlig, hvis gyldighed ikke bestrides af klageren. Under alle omstændigheder burde begæringen om sagens forlæggelse for Ankenævnet være fremsat på et langt tidligere tidspunkt, jf. herved bestemmelsen i retsplejelovens § 361, stk. 2.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt indklagede ved mangelfuld rådgivning eller på anden måde har pådraget sig erstatningsansvar overfor klageren i forbindelse med behandlingen af den omhandlede byggesag.

Klageren har ikke været forpligtet til at gøre sit erstatningskrav gældende som modkrav under den af indklagede anlagte retssag om betaling af lånekontoens saldo, og klageren har i forbindelse med indgåelsen af retsforlig den 9. januar 1989 udtrykkeligt taget forbehold om eventuelt at gøre et erstatningskrav gældende. Herefter er hverken retsplejelovens § 361, stk. 2, eller § 5, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter til hinder for, at Ankenævnet kan behandle den indgivne klage.

Det bemærkes, at der ikke herved er taget stilling til, hvorvidt sagen under hensyn til omfanget og karakteren af den nødvendige bevisførelse måtte være uegnet til behandling ved Ankenævnet, jf. herved vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Indklagedes formalitetsindsigelse tages ikke til følge. Sagen udsat til realitetsbehandling.