Kassekredit, dispositionsadgang efter separation.

Sagsnummer:326/1992
Dato:19-02-1993
Ankenævn:Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Allan Pedersen, Lars Pedersen
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Kassekredit, dispositionsadgang efter separation.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I forbindelse med at klageren og dennes nu afdøde ægtefælle blev separeret i november 1989, blev det mellem klageren og ægtefællen aftalt, at ægtefællen efter klagerens fraflytning i en kortere tid skulle blive boende på en klageren tilhørende landbrugsejendom med henblik på videre drift af ejendommen. På separationstidspunktet udgjorde saldoen på klagerens og ægtefællens fælles kassekredit i indklagedes Viby J afdeling 158.138,90 kr. I perioden frem til december 1990, hvor kontoen indfriedes i forbindelse med salg af ejendommen, hævede ægtefællen ialt 365.329,02 kr. på kontoen, hvis saldo herefter udgjorde 523.467,98 kr. Boet efter klagerens ægtefælle er udlagt for begravelsesomkostningerne.

Efter at have brevvekslet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende et tab, der foreløbigt er opgjort til 169.987,47 kr.

Indklagede har principalt nedlagt påstand om afvisning i medfør af vedtægternes §§ 2 eller 7, subsidiært om frifindelse og mest subsidiært om frifindelse mod betaling af et mindre beløb.

Klageren har anført, at hun i forbindelse med separationen i 1989 oprettede en selvstændig lønkonto. Uanset klagerens meddelelse til afdelingen om separationen undlod afdelingen at spærre ægtefællernes fælles kassekredit, således at ægtefællen fortsat kunne hæve på kontoen, ligesom der månedligt blev overført et beløb til ægtefællens private konto. Det var alene aftalt, at ægtefællen kunne hæve på kassekreditten til terminsydelser og andre faste udgifter vedrørende ejendommen. Det bør være indklagedes risiko, at man tillod ægtefællen at anvende betalingsmidler, som bevirkede, at indklagede ikke havde overblik over, i hvilket omfang kontoen misbrugtes. Klageren blev først ved indfrielsen af kontoen i december 1990 gjort opmærksom på forholdet, idet indklagede under hele forløbet undlod at fremsende kontoudtog til klageren. Af de ialt 365.329,02 kr., ægtefællen har hævet på kontoen, er 195.341,55 kr. anvendt til betaling af terminer, ydelser på en lånekonto hos indklagede, forsikringer, ejendomsskat, stempling af skøde, renter og overtræksgebyrer, mens 169.987,47 kr. er hævet til ægtefællens privatforbrug. Indklagede har undladt at inddrage ægtefællens checkhæfte. Indklagede bør derfor godtgøre klageren det tab, hun har lidt, opgjort som de hævede beløb med fradrag af de anerkendte debiteringer.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er tale om et erhvervsmæssigt engagement, hvorfor sagen bør afvises i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2. Der er endvidere uenighed om de faktisk fremkomne oplysninger, hvorfor sagen bør afvises i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at der blev indgået en aftale mellem indklagede og ægtefællerne om, at klagerens ægtefælle fortsat kunne hæve på kontoen til den løbende drift af landbrugsejendommen og til de faste udgifter. Endvidere blev der senere indgået aftale om, at der hver måned skulle overføres et beløb på 2.500 kr. til en konto tilhørende ægtefællen. Klageren har ikke dokumenteret, at hendes tidligere ægtefælle herudover har hævet til eget forbrug på kontoen. Uanset om dette kunne dokumenteres, har indklagede ikke haft pligt til at undersøge, hvad PBS-betalinger/udstedelse af checks på kontoen er anvendt til. Indklagede har således handlet i overensstemmelse med den mellem ægtefællerne indgåede aftale, hvorfor indklagede ikke er erstatningsansvarlig.

Ankenævnets bemærkninger:

Der er mellem klageren og indklagede ikke enighed om, hvad der i forbindelse med klagerens og ægtefællens separation blev aftalt med hensyn til ægtefællens adgang til fortsat at hæve på kassekreditten, ligesom der ikke er enighed om, hvorvidt det tillige blev aftalt, at der månedligt skulle overføres et beløb til en konto tilhørende ægtefællen. Allerede af disse grunde findes en stillingtagen til sagen at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.