Manglende gennemførelse af betaling, for hvilken der blev udstedt kvittering.

Sagsnummer:338/2007
Dato:08-04-2008
Ankenævn:John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Bent Olufsen, Erik Sevaldsen.
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingsformidling - gennemførelse
Ledetekst:Manglende gennemførelse af betaling, for hvilken der blev udstedt kvittering.
Indklagede:Amagerbanken
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører Amagerbankens manglende gennemførelse af en betaling, for hvilken der blev udstedt kvittering.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Amagerbanken, hvor hun har en lønkonto.

Den 31. juli 2007 hævede klageren et lønbeløb på 7.366 kr., som samme dag var blevet indsat på kontoen. Ved ekspeditionen medbragte klageren tre indbetalingskort på henholdsvis 138 kr., 540,36 kr. og 1.081,67 kr. De 1.081,67 kr. vedrørte klagerens betaling af licens til Danmarks Radio. Indbetalingskortene blev stemplet som kvitterede af banken.

Banken har oplyst, at licensbetalingen på 1.081,67 kr. ikke blev betalt ved ekspeditionen den 31. juli 2007. Ifølge bankens journalposteringer, som er fremlagt under klagesagen, blev der ved ekspeditionen hævet 7.366 kr. på kontoen, betalt to indbetalingskort på henholdsvis 138 kr. og 540,36 kr. samt 30 kr. i gebyr (indbetalingsgebyr på 2 x 15 kr.), og udbetalt 6.657,64 kr. kontant til klageren. Klageren har bestridt, at hun fik udbetalt 6.657 kr.

Ved brev af 6. oktober 2007 rykkede Danmarks Radio klageren for licensbetalingen på 1.081,67 kr. med tillæg af et rykkergebyr på 100 kr.

Klageren og dennes far rettede henvendelse til banken om den manglende licensbetaling. Betalingen blev herefter gennemført. De 1.081,67 kr. blev hævet på klagerens konto, mens banken afholdt rykkergebyret på 100 kr.

Parternes påstande.

Den 2. januar 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Amagerbanken skal tilbageføre hævningen på 1.081,67 kr.

Amagerbanken har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun ikke fik udbetalt 6.657 kr. ved ekspeditionen den 31. juli 2007, og at den af banken fremlagte udskrift ikke udgør dokumentation herfor. Der fremgår ingen datoer på udskriften.

Hun husker ikke, om licensen blev betalt før eller efter hun fik sine penge udbetalt.

Banken afslog en anmodning fra hende om at få sagen undersøgt hos bankens interne revision.

Som følge af bankens fejl er hun kommet til at betale licensen to gange.

Amagerbanken har anført, at det beror på en fejl, at alle tre indbetalingskort blev stemplet som kvitteret, idet kun to af betalingerne blev gennemført. Licensbetalingen på 1.081,67 kr. blev ikke betalt.

Det fremgår af den fremlagte journaludskrift, at klageren fik udbetalt resten af det hævede beløb efter gennemførelsen af de to øvrige betalinger.

Licensbetalingen blev omkring den 1. november 2007 gennemført efter anmodning fra klageren.

Banken har ikke begået en ansvarspådragende fejl, der har påført klageren noget formuetab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Amagerbanken har oplyst, at indbetalingskortet for klagerens licensbetaling på 1.081,67 kr. i forbindelse med ekspeditionen den 31. juli 2007 ved en fejl blev stemplet som kvitteret, idet betalingen hverken blev gennemført eller opkrævet hos klageren.

Der er mellem parterne enighed om, at klageren ved ekspeditionen hævede 7.366 kr. på sin konto, og at i alt 708,36 heraf blev anvendt til betaling af to indbetalingskort på henholdsvis 138 kr. og 540,36 kr. med tillæg af gebyrer. Ifølge banken fik klageren udbetalt restbeløbet på 6.657,64 kr. (7.366 kr. - 708,36 kr.), hvilket klageren har bestridt.

Tre medlemmer - John Mosegaard, Karin Duerlund og Erik Sevaldsen - udtaler:

Vi finder, at en afgørelse af sagen vil forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for en domstol. Vi stemmer derfor for, at Ankenævnet afviser sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

To medlemmer - Carsten Holdum og Bent Olufsen - udtaler:

Mod klagerens benægtelse finder vi ikke, at den fremlagte udskrift af bankens journalposteringer udgør tilstrækkelig dokumentation for, at klageren fik udbetalt 6.657,64 kr. På baggrund af bankens kvittering for licensbetalingen var banken derfor forpligtet til at gennemføre denne uden yderligere beregning. Vi stemmer derfor for, at klagerens påstand tages til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.