Spørgsmål om ekstinktion af håndpanthavers rettighed.

Sagsnummer:363/2000
Dato:19-06-2001
Ankenævn:John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Leif Nielsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne:Ejerpantebrev - frigivelse af håndpantsætning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ejerpantebrev - øvrige spørgsmål
Pant - stiftelse
Ledetekst:Spørgsmål om ekstinktion af håndpanthavers rettighed.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: SD
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet, om klageren kan gøre krav gældende over for indklagede i anledning af, at klagerens søn håndpantsatte et ejerpantebrev til fordel for indklagede, i hvilken forbindelse klageren gør gældende, at denne håndpantsætning var i strid med en pantsætning af ejerpantebrevet til fordel for ham.

Sagens omstændigheder.

Den 30. juni 1997 underskrev klagerens søn et ejerpantebrev på 350.000 kr. med pant i sin daværende ejendom. Meddelelser i henhold til retsplejelovens kap. 51 m.v. skulle tilgå klageren.

Klageren har anført, at baggrunden for udstedelsen af ejerpantebrevet og en håndpantsætning heraf til fordel for ham skete i anledning af, at han over nogen tid havde lånt en del penge til sønnen, der var kommet i økonomiske problemer efter lukningen af en forretning. Sønnen er permanent invalideret og kørestolsbruger efter en ulykke i 1992. Sønnen modtog en invaliditetserstatning, der muliggjorde købet af den pågældende ejendom.

Medio 1998 ønskede sønnen at sælge sin faste ejendom og samtidig erhverve en anden fast ejendom.

Indklagede har anført, at sønnen ønskede at anvende ejendommens friværdi på 600.000 kr. som udbetaling ved købet af den nye ejendom. Sønnens engagement med indklagede blev af denne grund ikke nedbragt. Sønnen gav i stedet indklagede håndpant i ejerpantebrevet på 350.000 kr.

Den 14. oktober 1998 underskrev sønnen en håndpantsætningserklæring, hvorefter han stillede ejerpantebrevet - nu med pant i den nye ejendom - til sikkerhed for opfyldelsen af sine forpligtelser over for indklagede.

Indklagede har om omstændighederne ved ejerpantebrevets modtagelse anført, at sønnen meddelte, at han hentede ejerpantebrevet hjemme hos sig selv, idet det ikke var håndpantsat til anden side.

Klageren har anført, at der i forbindelse med sønnens erhvervelse af den nye ejendom mellem ham og sønnen var enighed om, at ejerpantebrevet skulle overflyttes til den nye ejendom, da der ikke var sket nogen nedbringelse af sønnens gæld. Sønnen har oplyst, at indklagedes medarbejder ST meddelte, at denne nok skulle ordne det med ejerpantebrevet, såfremt sønnen ville afhente dette hos klageren og derpå aflevere det til indklagede. Sønnen hentede herefter pantebrevet hos klageren og afleverede det til indklagede.

Klageren har yderligere anført, at da han efter et stykke tid endnu ikke modtog ejerpantebrevet retur, henvendte han sig til indklagede, hvor medarbejderen ST oplyste, at alt var i orden, og at pantebrevet henlå i indklagedes sikkerhedsboks for "der ligger det jo bedre beskyttet mod tyveri og brand end hjemme ved Dem selv".

I efteråret 1999 blev der indgivet konkursbegæring mod klagerens søn. I forbindelse med bestræbelserne på at opnå en ordning med kreditorerne overgav indklagede ejerpantebrevet til sønnens advokat. Advokaten tilbageholdt ejerpantebrevet med henvisning til, at klageren havde sikkerhed heri. Efter at indklagede havde meddelt, at man ved en fortsat tilbageholdelse ville tage de fornødne skridt mod advokaten, blev ejerpantebrevet overgivet indklagede.

Ved skrivelse af 23. marts 2000 meddelte sønnens advokat, der også er klagerens advokat, indklagede, at klageren stillede sig uforstående over for, hvorledes indklagede var kommet i besiddelse af ejerpantebrevet, der oprindeligt var pantsat til klageren. Indklagede afslog at udlevere ejerpantebrevet.

Af tingbogsoplysning af 14. januar 1999 fremgår, at der den 17. august 1998 på sønnens faste ejendom er lyst et dokument om forbud mod kreditorforfølgning, jf. retsplejelovens § 513.

Parternes påstande.

Klageren har den 20. september 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udlevere ejerpantebrevet til klageren.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede ved modtagelsen af ejerpantebrevet var fuldt bekendt med og orienteret om, at han havde håndpant i ejerpantebrevet.

I forbindelse med erhvervelsen af den nye ejendom meddelte sønnen, at han ønskede at få bragt forholdene om ejerpantebrevet i orden. Da indklagede på daværende tidspunkt var sønnens pengeinstitut, talte sønnen med indklagede om spørgsmålet. Ifølge sønnen påtog indklagede sig at ekspedere ejerpantebrevet, og i denne forbindelse afhentede sønnen ejerpantebrevet.

Han var af den opfattelse, at pantebrevet blot skulle overflyttes til den nye ejendom, hvorefter han ville modtage det retur til fortsat opbevaring.

Ved hans efterfølgende henvendelse om udlevering af ejerpantebrevet meddelte medarbejderen ST, at indklagede ville underrette ham, hvis der blev forsøgt økonomiske ting med ejendommen eller ejerpantebrevet. Dette lod han sig berolige med, da han ikke da havde grund til mistanke om, at han ikke længere var håndpanthaver. Først langt senere blev han bekendt med, at han var blevet ført bag lyset af indklagede.

Både på sønnens tidligere ejendom og nuværende var der tinglyst dokument om forbud mod kreditorforfølgning. Dette må vurderes som en skærpende omstændighed, da indklagede konverterede et usikret krav til et fuldt pantsikret krav.

Ejerpantebrevet bærer påtegning om, at dette var håndpantsat til klageren. Også af denne grund må indklagede anses for at være i ond tro om sønnens ret til at disponere over dette.

Indklagede har tilsidesat sin undersøgelse- og informationspligt.

Håndpantsætningen i forhold til indklagede bør tilsidesættes i medfør af aftalelovens §§ 31, 33 eller 36.

Indklagede har anført, at man fra klagerens søn var bekendt med, at der var et mellemværende mellem denne og klageren. Sønnen oplyste, at mellemværendet var væsentligt nedbragt og i øvrigt problemfrit for engagementet med indklagede. Sønnen nævnte på intet tidspunkt, at klageren havde håndpant i ejerpantebrevet. Dette er i øvrigt heller ikke dokumenteret af klageren.

Klagerens søn oplyste direkte, at han hentede ejerpantebrevet hjemme hos sig selv, da det ikke var håndpantsat til anden side.

Det bestrides ikke, at indklagede modtog pant for tidligere stiftet gæld.

Indklagede var bekendt med noteringen i tingbogen om retsplejelovens § 513. Dette hindrer dog ikke, at klageren selv disponerer over en modtaget erstatning ved aftale med en kreditor. Indklagedes erhvervelse af pant i ejendommen er ikke i strid med § 513.

Indklagede stiller sig uforstående over for, at man skulle have tilsidesat en informationspligt, eller at dispositionen kan tilsidesættes efter aftalelovens ugyldighedsbestemmelser. Indklagede har opnået sædvanlig håndpant i et ejerpantebrev i en kundes ejendom til sikkerhed for kundens engagement.

Ejerpantebrevet er et negotiabelt dokument, og erhververen, her indklagede, vinder ret til dette, såfremt erhververen er i god tro ved overdragelsen. Indklagede var i det hele i god tro ved overdragelsen af ejerpantebrevet og har derfor efter gældsbrevslovens § 14 i det hele eksstingveret andres eventuelle rettigheder. Sønnen fremstod ved overdragelsen som berettiget til at råde over ejerpantebrevet.

At klageren ifølge ejerpantebrevet var berettiget til at modtage meddelelser m.v. vedrørende ejerpantebrevet medfører ikke, at klageren havde håndpant i ejerpantebrevet.

Indklagede finder, at Ankenævnet subsidiært bør afvise sagen, da en afgørelse vil forudsætte en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Klageren har anført, at indklagede ved modtagelsen af ejerpantebrevet fra hans søn ikke var i den fornødne gode tro med hensyn til dennes ret til at råde over ejerpantebrevet, mens indklagede har anført, at man var i god tro om sønnens ret til at råde.

Ankenævnet finder, at en afgørelse af dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf bestemmes:

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage.



Klagegebyret tilbagebetales klageren.