Sagsnummer: | 570/2024 |
Dato: | 27-02-2025 |
Ankenævn: | Ankenævnets formand, Bo Østergaard i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22. |
Klageemne: | Indlån - øvrige spørgsmål Formandsafgørelse - Formandsafgørelse |
Ledetekst: | Indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask. |
Indklagede: | Sparekassen Danmark |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Sparekassen Danmark, hvor hun blandt andet havde en konto -633.
Sparekassen har oplyst, at sparekassen den 21. august 2024 anmodede klageren om at fremsende dokumentation for en række ind- og udgående transaktioner på konto -633:
”20-08-2024 kr. – 6.663,33 Visa/Dankort
19-08-2024 kr. 6.680,00 [fra A]
09-08-2024 kr. – 16.190,00 [til B]
01-08-2024 kr. – 15.383,51 [til C]
31-07-2024 kr. 15.383,00 [fra D]
31-07-2024 kr. 23.070,00 Lønoverførsel
29-07-2024 kr. – 16.167,21 videre jf. aftale
26-07-2024 kr. 16.467,21 [fra D]
12-07-2024 kr. 3.200,00 [fra D]
11-07-2024 kr. – 3.200,00 [til -4509].”
Sparekassen har herudover oplyst, at den anmodede klageren om at oplyse, hvordan hun forventede at anvende sin konto det kommende år, herudover oplyse sine forventninger i forhold til indtægter, kontante ind- og udbetalinger, overførsler til og fra udlandet og MobilePay mv. Sparekassen har endvidere oplyst, at klageren blev oplyst, at hun fremadrettet skulle dokumentere sine indbetalinger, og at det ikke var tilladt at modtage beløb for at sende dem videre (gennemstrømning), at gennemføre transaktioner for tredjemand eller at have erhvervsmæssige transaktioner på sin private konto.
Sparekassen har oplyst, at sparekassen den 28. august 2024 modtog et svar fra klageren. Sparekassen har anført, at den ikke fik bedre indsigt i klagerens brug af kontoen ved klagerens svar. Sparekassen har herudover oplyst, at klageren ikke oplyste, hvordan hun forventede at anvende sin konto det kommende år.
Sparekassen har oplyst, at sparekassen den 21. oktober 2024 anmodede klageren om at fremsende dokumentation og at redegøre for nye transaktioner på konto -633:
”11-10-2024 kr. 8.000,00 [fra D]
11-10-2024 kr. -1.500,00 Dankort
10-10-2024 kr. – 2.000,00 Dankort
10-10-2024 kr. – 2.000,00 Dankort
10-10-2024 kr. – 2.000,00 Dankort
10-10-2024 kr. – 2.000,00 Dankort
09-10-2024 kr. 2.500,00 MobilePay [fra KK]
30-09-2024 kr. 3.000,00 MobilePay [fra JM].”
Sparekassen har oplyst, at der den 14. oktober 2024 blev indbetalt 100.000 kr. på konto -633 for at dække et overtræk på kontoen. Sparekassen har oplyst, at den i en e-mail af 21. oktober 2024 anmodede klageren om at oplyse, hvor beløbet stammede fra. Sparekassen har herudover oplyst, at den gentog overfor klageren, at det ikke var tilladt at modtage beløb for at sende dem videre eller at gennemføre transaktioner for tredjemand, og at klageren blev gjort bekendt med, at sparekassen ville være nødt til at opsige kundeforholdet uden yderligere varsel, hvis den ikke modtog en tilstrækkelig betryggende redegørelse og dokumentation for overførslerne, hvis hun fortsatte med at anvende kontoen til gennemstrømning eller til at foretage transaktioner på vegne af tredjemand.
Sparekassen har oplyst, at sparekassen den 25. oktober 2024 modtog klagerens redegørelse og dokumentation vedrørende transaktionerne, og at klageren svarede, at transaktionerne ikke skete som led i gennemstrømning eller på vegne af tredjemand. Sparekassen har oplyst, at klageren undlod at redegøre for indbetalingen på 100.000 kr.
Sparekassen har oplyst, at sparekassen den 5. november 2024 vurderede, at den ikke var betrygget i kundekendskabet, hvorfor sparekassen opsagde klagerens kundeforhold med tre måneders varsel, da der ikke var en anden passende foranstaltning, idet det ikke var muligt at opnå betryggende kendskab til klagerens brug af kontoen.
Parternes påstande
Den 19. november 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Danmark skal tilbagekalde sin opsigelse af klagerens kundeforhold.
Sparekassen Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun to gange er blevet bedt om at redegøre for nogle ind- og udgående transaktioner. Begge gange har hun gjort dette, men har ikke hørt yderligere fra sparekassen.
Sparekassen har opsagt hendes kundeforhold, hvilket hun er meget uforstående overfor. Sparekassens begrundelse er, at den ikke kender hende. Hun har været i tæt dialog med sparekassens filialdirektør i otte til ti måneder. Han ved alt om hendes liv, herunder også om hendes nuværende skilsmisse.
Sparekassen har tilstrækkeligt kendskab til hende til at opretholde kundeforholdet.
Sparekassen Danmark har anført, at sparekassen er forpligtet til at forstå klagerens brug af sparekassen og være i stand til at godtgøre dette, jf. hvidvaskloven § 11.
Sammenholdes posteringerne på lønkontoen, klagerens adfærd i økonomisk henseende samt en række øvrige forhold, som er underlagt sparekassens tavshedspligt, er det sparekassens vurdering, at sparekassen ikke er betrygget i kundekendskabet.
Sparekassen er forpligtet til at træffe passende foranstaltninger for at imødegå risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme, hvis sparekassen bliver bekendt med, at indhentede oplysninger om klageren er utilstrækkelige og ikke kan ajourføres, jf. hvidvaskloven § 15.
Sparekassen var berettiget til at opsige kundeforholdet, da sparekassen ikke var betrygget i kundekendskabet og derfor ikke kunne opfylde kravene i hvidvasklovens kap. 3 ved en fortsat opretholdelse af kundeforholdet.
Ankenævnet har i tidligere afgørelser fastslået, at det som udgangspunkt er op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelsen af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille til dokumentation og forklaringer.
Sparekassen kan i henhold til sparekassens Almindelige Forretningsbetingelser opsige en kundes engagement, hvis sparekassen vurderer, at sparekassen ved en opretholdelse af kundeforholdet ikke kan opfylde kravene i hvidvasklovgivningen.
Sparekassens opsigelse var sagligt begrundet og i overensstemmelse med god skik for finansielle virksomheder § 6, stk. 5.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22, jf. bemyndigelse af 5. februar 2025 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.
Klageren var kunde i sparekassen, hvor hun blandt andet havde en konto -633.
Den 21. august og 21. oktober 2024 anmodede sparekassen klageren om at redegøre for en række ind- og udbetalinger til konto -633 samt give en redegørelse og dokumentation for en indbetaling på 100.000 kr. på hendes konto. Sparekassen har herudover oplyst, at den meddelte klageren, at det ikke var tilladt at bruge kontoen til at modtage penge og sende disse videre, at gennemføre transaktioner for tredjemand eller at have erhvervsmæssige transaktioner på sin private konto, og at sparekassen ville være nødt til at opsige kundeforholdet uden yderligere varsel, hvis den ikke modtog tilstrækkelig redegørelse eller dokumentation for brugen af kontoen.
Den 5. november 2024 vurderede sparekassen, at den ikke var betrygget i kundekendskabet, hvorfor sparekassen opsagde klagerens kundeforhold med tre måneders varsel, da der ikke var en anden passende foranstaltning, idet det ikke var muligt at opnå betryggende kendskab til klagerens brug af kontoen.
I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.
Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i sparekassen. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at sparekassens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.