Tilbagesøgning af betaling i forbindelse udlevering af ejerpantebrev.

Sagsnummer:223/2000
Dato:29-12-2000
Ankenævn:John Mosegaard, Jette Frøland, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne:Forlig - krav om tilsidesættelse
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Akkord - indgåelse
Ledetekst:Tilbagesøgning af betaling i forbindelse udlevering af ejerpantebrev.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører et af klagerne fremsat krav om tilbagebetaling af et beløb på 166.743,75 kr., som indklagede fik udbetalt i 1998 i forbindelse med udlevering af et ejerpantebrev.

Sagens omstændigheder.

I 1990 overførte klagerne, A og B, deres engagement med et andet pengeinstitut til indklagede.

Klagerne drev via et interessentskab erhvervsmæssig udlejning af en fabriksbygning. Endvidere stiftede klagerne et aktieselskab med henblik på at drive produktionsvirksomhed i fabriksbygningen ved det aktuelle lejemåls udløb.

Fabriksbygningen blev finansieret ved bl.a. et lån hos indklagede. Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev med pant i ejendommen.

Indklagede finansierede endvidere nogle valuta- og aktieinvesteringer, som klagerne hver for sig deltog i.

Såvel klagernes erhvervsvirksomhed som klagernes valuta- og aktieinvesteringer udviklede sig negativt. Til inddækning af tabet vedrørende investeringerne blev der oprettet et lån for hver af klagerne (investeringslån).

Den 30. juni 1993 afskrev indklagede restgælden på A's investeringslån, som udgjorde 1.025.251,30 kr. Af kontoudskriften for lånet fremgår den 30. juni 1993 en kreditering på 1.025.251,30 kr. med posteringsteksten "ophævet", hvorefter saldoen er opgjort til "0,00".

Ifølge klagerne blev der den 11. august 1993 afskrevet 100.000 kr. vedrørende B's investeringslån. Indklagede har anført, at afskrivningen fandt sted den 16. februar 1994.

Ifølge indklagede blev restgælden på engagementet med interessentskabet på 750.000 kr. afskrevet den 16. december 1994. Ifølge klagerne blev der den 19. december 1994 akkorderet 750.000 kr. i selskabet.

Af kontoudskriften for interessentskabets konto fremgår en række posteringer den 19. december 1994, herunder en kreditering på 750.000 kr. med teksten "Indbetalt". Den sidste postering den pågældende dag er på 0,01 kr. og med teksten "ophævet", hvorefter saldoen er anført til "0,00".

Af årsoversigten pr. 30. december 1994 for interessentskabet fremgår et udlån og en kassekredit "Udgået 19.12.1994" og med saldo "0,00".

I september 1995 blev klagernes pensionskonti og løbende konti overført til et andet pengeinstitut.

Af årsoversigterne, der blev fremsendt til klagerne den 29. december 1995, fremgår samtlige konti som "Udgået" og med saldo "0,00".

I november 1997 blev fabriksbygningen solgt. I forbindelse hermed rettede klagerne henvendelse til indklagede med anmodning om aflysning af ejerpantebrevet.

Ved skrivelse af 23. december 1997 til klagernes advokat opgjorde indklagede sit tilgodehavende til 2.593.315 kr., svarende til 750.000 kr. + 1.025.246 kr. + 100.000 kr. med tillæg af renter.

I maj 1998 blev der indgået et forlig, hvorefter klagerne skulle betale 163.782,02 kr. med tillæg af renter 3,5% p.a. beregnet fra den 15. november 1997 mod indklagedes frigivelse af pantet. Af forligsteksten fremgår i øvrigt bl.a.:

"Betaling af forligsbeløbet sker til fuld og endelig afgørelse af ethvert mellemværende mellem [indklagede] og [klagerne], således at indbetaling er ensbetydende med, at [indklagede] udsteder saldokvittering for ethvert tilgodehavende hos [klagerne] samtidig med indbetalingen."

Ved skrivelse af 25. maj 1998 fremsendte klagernes advokat 166.743,75 kr. til opfyldelse af forliget, idet det samtidig blev præciseret, at forliget omfattede såvel interessentskabet som A og B. Den 28. maj 1998 frigav indklagede pantet.

Ved skrivelse af 28. september 1998 rettede klagerne via deres advokat på ny henvendelse til indklagede. Under henvisning til nogle bestyrelsesmødereferater og en revisionsrapport mente klagerne nu at kunne dokumentere, at der i 1994 blev aftalt en akkord, hvilket klagerne til stadighed havde hævdet. Baggrunden for betalingen af forligsbeløbet i 1998 var, at de ønskede ejendomshandlen afsluttet, og at de på daværende tidspunkt manglede fuldstændig dokumentation for aftalerne om saldokvittering.

Ved skrivelse af 5. november 1998 meddelte indklagede via sin advokat, at man fortsat bestred, at der tidligere skulle være indgået aftale om saldokvittering.

Parternes påstande.

Den 2. juni 2000 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 166.743,75 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at der i 1994 blev indgået en akkordaftale med indklagede vedrørende engagementet med interessentskabet og tabet på valuta- og aktieinvesteringerne. De indlagte private sikkerheder blev realiseret, og indklagede erklærede ikke længere at ville "vide noget som helst omkring [interessentskabet] og fremtidige forhold omkring fabriksbygningen". Formålet var angiveligt at frigøre indklagede for risikoen på ejendommen, for efterfølgende udelukkende at betragte engagementet som privat sikret ved håndpant i private effekter. Der er følgelig ikke tale om et erhvervsengagement på akkorderingstidspunktet.

De blev hver især pålignet skat af de akkorderede beløb.

Ved overførslen af engagementerne i 1995 blev der ikke oplyst om, at der bestod et restmellemværende med indklagede, hvilket ej heller fremgik af de tilsendte årsoversigter.

Det er uden betydning, på hvilket tidspunkt indklagede foretog regnskabsmæssig afskrivning, idet sagen vedrører akkorderingen i 1994.

Indklagedes krav om betaling i forbindelse med udleveringen af ejerpantebrevet var uberettiget, idet der på tidspunktet for salget af ejendommen ikke bestod noget mellemværende mellem dem og indklagede. Indklagede har således uberettiget modtaget 166.743,75 kr.

De fik først efterfølgende aktindsigt i dokumenter, der beviser, at akkordering blev besluttet af indklagedes bestyrelse og efterfølgende gennemført.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er tale om finansiering af erhvervsmæssig virksomhed og i tilknytning hertil personlige engagementer tilhørende interessenterne. Klagen falder derfor uden for Ankenævnets kompetence.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det bestrides, at man har indgået akkordaftaler med klagerne eller udstedt nogen form for saldokvittering. Man har alene foretaget interne regnskabsmæssige afskrivninger til imødegåelse af tab.

Ifølge et bestyrelsesreferat af 9. november 1994 blev kreditafdelingen bemyndiget til at indgå en akkordaftale vedrørende interessentskabet. En akkordering blev dog aldrig aktuel.

Under et møde i december 1994 krævede man på baggrund af engagementets negative udvikling de deponerede sikkerheder realiseret, idet det dog ikke var muligt at afhænde erhvervsejendommen. Restengagementet med interessentskabet blev internt afskrevet og pantet i ejendommen bibeholdt, ligesom engagementerne med A og B blev opretholdt.

Af revisionsprotokollen, som klagerne henviser til, fremgår alene, at man i 1994 afskrev 850.000 kr. på engagementet.

I maj 1998 blev der indgået frivilligt forlig med klagerne uden forbehold. Forliget blev indgået efter, at klagerne havde gjort gældende, at der forelå en akkordaftale, hvilket man efterfølgende frafaldt.

Klagernes adgang til indklagedes interne notater har ikke bibragt sagen noget nyt.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klagen bør afvises som erhvervsmæssig i medfør af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3. Det bemærkes herved, at sagen vedrører klagernes mellemværende med indklagede efter ophøret af den erhvervsmæssige virksomhed.

Ankenævnet finder imidlertid, at spørgsmålet om, hvorvidt indklagede i 1994 helt eller delvist frafaldt sine tilgodehavender hos klagerne, og i givet fald om de nye oplysninger, som klagerne påberåber sig, medfører, at klagerne uanset indgåelsen af forliget i maj 1998 ikke er afskåret fra at gøre sit krav gældende mod indklagede, findes at forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.