Spørgsmål om bortfald af kautionsforpligtelse.

Sagsnummer:458/1998
Dato:03-06-1999
Ankenævn:Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen
Klageemne:Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om bortfald af kautionsforpligtelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede kan gøre en kautionsforpligtelse på 50.000 kr. gældende over for klageren afgivet af klageren til sikkerhed for hans tidligere ægtefælles engagement med indklagede.

Sagens omstændigheder.

Af særskilt kautionserklæring underskrevet af klageren den 17. august 1995 fremgår, at klageren kautionerede til sikkerhed for opfyldelsen af, hvad hans daværende ægtefælle måtte være eller blive indklagede skyldig i henhold til konto -15041 med en saldo på 123.870,50 kr. Af erklæringen fremgår:

"Kautionistens forpligtelse er begrænset til kr. 50.000 af det til enhver tid skyldige beløb. Nedskrivning af kautionsforpligtelsen påbegyndes uanset nedenstående først, når restgælden er afviklet til kr. 87.000,00. Kontoen er med variabel udnyttelse. Låntagers udnyttelse af kontoen forud for det tidspunkt, hvor banken eventuelt vil gøre kautionen gældende, påvirker derfor ikke den enkelte kautionists eller tredjemandspantsætters forpligtelse. Kontoen afvikles med en fast månedlig ydelse kr. 2.300,00 første gang den 01.07.96. Kautionsforpligtelsen nedskrives med den del af ydelsen, der ikke forlods anvendes til betaling af tilskrevne og skyldige renter. Kontoen afdrages ekstraordinært, månedligt med kr. 1.300,00, 10 gange første gang den 01.09.95. Kautionsforpligtelsen bortfalder, når maximum og saldo er nedbragt til kr. 37.000,00. Undertegnede er gjort bekendt med og erklærer sig indforstået med, at kautionsforpligtelsen omfatter allerede etableret gæld."

I februar 1996 blev klageren og ægtefællen separeret. Ifølge separationsvilkårene skulle klageren i 5 år betale 1.200 kr. månedligt i hustrubidrag fra separationsdatoen den 22. februar 1996.

Indklagede har oplyst, at ægtefællens trækningsret i henhold til kreditten blev forhøjet den 15. marts 1996 til 128.623,58 kr. Trækningsretten blev efterfølgende forhøjet flere gange senest den 21. april 1997 til 160.000 kr.

I marts 1998 overgav indklagede kravet mod den tidligere ægtefælle til inkasso. I samme forbindelse anmodede indklagedes advokat ved skrivelse af 2. marts 1998 klageren om at indbetale kautionsforpligtelsen på 50.000 kr., idet det oplystes, at saldoen på kreditten var ca. 163.000 kr. Med skrivelsen fulgte en opgørelse over et beregnet afviklingsforløb, forudsat at den kautionssikrede kredit var nedbragt i overensstemmelse med vilkårene for kautionsforpligtelsen. Det fremgik heraf, at saldoen pr. 1. marts 1998 ville have været 90.507,04 kr.

Klageren nægtede at indfri kautionsforpligtelsen, hvorefter indklagede den 22. oktober 1998 anlagde sag mod klageren med påstand om betaling af 50.000 kr. med renter 11% p.a. fra den 2. marts 1998. Sagen er af retten udsat i medfør af retsplejelovens § 361 på forelæggelse for Ankenævnet.

Parternes påstande.

Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært at klageren hæfter for et mindre beløb end 50.000 kr.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, idet han ikke blev underrettet i forbindelse med den henstand, der er givet. Hvis han var blevet underrettet, ville han have haft mulighed for at modregne de hustrubidrag, som han har betalt siden 1. marts 1996. Hans regreskrav er således blevet forringet som følge af den manglende orientering. Han finder ikke, at den af indklagede påberåbte afgørelse fra U 1992.498 V har betydning for sagen. Inden separationen havde han bidraget til ægtefællens låns afvikling med en indbetaling på 900 kr. om måneden. I forbindelse med bodelingen aftaltes det, at han i stedet for de 900 kr. skulle betale 1.200 kr. i hustrubidrag, men beløbet skulle stadig indgå på lånet. Betalingen skete på den måde, at kommunen trak beløbet fra hans folkepension og overførte det til indklagede.

Indklagede har anført, at man var berettiget til uden samtykke fra klageren at give henstand med betalingen. Det er uden betydning, at klageren ikke blev orienteret i overensstemmelse med § 41, idet klagerens regreskrav ikke er blevet forringet som følge af undladelsen. Selv hvis kreditten havde været nedbragt i overensstemmelse med afviklingsaftalen, ville gælden ikke være nedbragt til 87.000 kr. Klageren var ikke berettiget til at modregne et regreskrav i hustrubidraget jf. afgørelsen i U 1992.498 V.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at indklagede, hvis advokat i skrivelsen af 2. marts 1998 afgav rentepåkrav, i hvert fald ikke har krav på betaling af renter fra et tidligere tidspunkt end 2. april 1998.

Som erkendt af indklagede blev klageren ikke orienteret i overensstemmelse med bank og sparekasselovens § 41. Klageren gør gældende, at hans regreskrav mod den tidligere ægtefælle er blevet forringet som følge af den manglende orientering, hvilket bestrides af indklagede. Spørgsmålet om, hvorvidt den mangelfulde underretning af klageren om debitors misligholdelse af kreditaftalen har forringet hans regresmuligheder, findes at måtte bero på en bevisførelse, der ikke kan ske ved Ankenævnet, men må ske ved den ret, hvor sag mod klageren til betaling af kautionsbeløbet er anlagt. Herefter afviser Ankenævnet klagen i medfør af § 7, stk. 1, hvorfor

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.