Sagsnummer: | 15/2024 |
Dato: | 14-11-2024 |
Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Morten Winther Christensen, Jimmy Bak, Tina Thygesen og Jørn Ravn. |
Klageemne: | Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål Konto - øvrige spørgsmål |
Ledetekst: | Indsigelse vedrørende indfrielser og posteringer på klagerens konti i 2022 og 2023 i forbindelse med ejendomshandler. |
Indklagede: | Arbejdernes Landsbank |
Øvrige oplysninger: | |
Senere dom: | |
Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelser vedrørende posteringer og indfrielser på klagerens konti i 2022 og 2023 i forbindelse med ejendomshandler.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Arbejdernes Landsbank, hvor han havde nogle konti, blandt andet en lønkonto -264.
Banken har oplyst, at klageren var den ene af to privatskiftende arvinger i dødsboet efter A. Klageren gav i juni 2022 den anden privatskiftende arving i dødsboet skiftefuldmagt.
Dødsboet efter A solgte en ejendom, E1. Banken har fremlagt ”Aftale om håndtering af salg”, hvoraf fremgår, at banken sørgede for indfrielse af lån. Banken har fremlagt kontoudskrift af konto -839 for perioden fra den 27. juni 2022 til den 12. august 2022, hvoraf fremgår alle ind- og udbetalinger i forbindelse med ejendomssalget. Da salget var afsluttet, blev kontoen ophævet, og provenuet fra salget på ca. 450.000 kr. blev den 26. juli 2022 overført til boets konto -858. Banken har fremlagt kontoudskrift for boets konto -858 for perioden fra den 31. maj 2022 til den 4. maj 2023, hvoraf blandt andet fremgår, at der den 12. oktober 2022 blev overført 150.000 kr. til klagerens lønkonto -264, som blev hævet igen samme dag, og der den 4. maj 2023 blev overført 106.084,11 kr. fra boets konto til klagerens kredit -804.
Banken har oplyst, at klageren endvidere solgte en ejendom, E2. Banken har fremlagt ”Aftale om håndtering af salg” underskrevet af klageren den 14. oktober 2022, hvoraf fremgår, at banken sørgede for indfrielse af lån. Banken har fremlagt en kontoudskrift af konto -548 for perioden fra den 15. marts 2023 til den 29. december 2023, hvoraf fremgår alle ind- og udbetalinger i forbindelse med ejendomssalget.
Banken har oplyst, at klageren ligeledes købte en ejendom, E3. Til brug for mellemfinansiering af købet af E3 optog klageren den 12. oktober 2022 en kredit med et maksimum på 1.890.000 kr. Banken har fremlagt kontoudskrift for kredit -804 for perioden fra den 12. oktober 2022 til kreditten blev indfriet den 4. maj 2023. Heraf fremgår, at der den 30. marts 2023 indgik et provenu fra salget af E2 på 1.825.000 kr., og der den 4. maj 2023 indgik arv fra boet efter A på 106.084,11 kr.
Banken har yderligere fremlagt kontoudskrift for klagerens lønkonto -264 for perioden fra den 8. oktober 2022 til den 1. marts 2023.
Parternes påstande
Den 9. januar 2024 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Arbejdernes Landsbank skal give ham indsigt i, hvad der er indfriet, og skal finde 500.000 kr., som er forsvundet.
Arbejdernes Landsbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at han solgte ejendommen E2 i 2022 til overtagelse i 2023. Han blev forhåndsgodkendt til at købe E3, hvis der blev stillet sikkerhed på 150.000 kr. Han stillede denne garanti over for banken.
Han er ikke blevet informeret om indfrielser af lån, og hans konti er blevet lukket, herunder lønkontoen, uden at han kunne se resultatet af salget.
Han har fået afslag på lånemuligheder til istandsættelse af E3. Ejendommen blev købt kontant. Indkomst og indestående på konti i starten af 2023 var 843.000 kr. Han er ikke enig i, at han skulle have brugt dette beløb på et år. Pengene er væk. Han har bedt om en redegørelse, men banken mener, at det ser rigtigt ud. Han solgte ejendommen E2 for 3.750.000 kr., og der var en gæld i E2 på 1.850.000 kr. Han købte ejendommen E3 for 1.950.000 kr. med en privat garanti på 150.000 kr.
Han fik en forhåndsgodkendelse på 500.000 kr. til istandsættelse, men fik afslag i midten af 2023 efter købet af E3. Fire forskellige bankrådgivere var involveret i sagen indenfor halvandet år med mangel på samarbejde, information og hjælpsomhed.
Han har ikke accepteret beslutningerne om indfrielser, lukninger og overførsler, og han er heller ikke blevet informeret om dem.
Han har måttet låne til istandsættelse af E3 hos en privat låneudbyder, ellers var han gået konkurs.
Han kræver fuld indsigt i, hvor og hvad der er indfriet. I beløbet på 843.000 kr. indgik en arv på 440.000 kr., salg af effekter samt løn, så hans krav er, at banken finder beløbet på 500.000 kr.
Arbejdernes Landsbank har anført, at banken forstår klagen således, at klageren anfører, at banken skulle have givet klageren tilsagn om finansiering af ejendommen E3 mod en sikkerhedsstillelse på 150.000 kr. Banken kan ikke genkende til at have givet tilsagn om finansiering af ejendommen. De 150.000 kr. er en kontant udbetaling i forbindelse med købet af E3.
Banken har indfriet eksisterende gæld i ejendommene E1 og E2 henholdsvis efter aftale med boet efter A og med klageren, jf. aftalerne om håndtering af salg.
Der ikke er forsvundet et beløb på 500.000 kr.
Klageren kan ved gennemgang af de fremlagte kontoudtog følge posteringerne vedrørende salget af E1 og E2 og købet af E3.
Klageren har under sagen anført diverse beløb. En forudsætning for at banken kan forholde sig til de nævnte beløb er, at der tilknyttes en specifikation af, hvordan klageren er kommet frem til disse beløb. Banken har derfor opfordret klageren til at specificere beløbene med posteringsdato og kontonummer, samt en forklaring af hvori klagerens indsigelse og manglende forståelse af de enkelte poster består. Dette har klageren imidlertid ikke efterkommet.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Arbejdernes Landsbank, hvor han havde nogle konti, blandt an-det en lønkonto -264.
Banken har oplyst, at klageren var den ene af to privatskiftende arvinger i dødsboet efter A. Klageren gav i juni 2022 den anden privatskiftende arving i dødsboet skifte-fuldmagt.
Dødsboet efter A solgte i 2022 en ejendom, E1. Banken har fremlagt ”Aftale om håndtering af salg”, hvoraf fremgår, at banken sørgede for indfrielse af lån.
Klageren solgte endvidere selv en ejendom, E2, i 2022. Banken har fremlagt ”Aftale om håndtering af salg” underskrevet af klageren den 14. oktober 2022, hvoraf fremgår, at banken sørgede for indfrielse af lån.
Klageren købte ligeledes en ejendom, E3. Til brug for mellemfinansiering af købet af E3 optog klageren den 12. oktober 2022 en kredit med et maksimum på 1.890.000 kr. i banken.
Klageren har nedlagt påstand om, at banken skal give ham indsigt i, hvad der er indfriet, og skal finde 500.000 kr., som er forsvundet.
Banken har fremlagt kontoudskrifter for de konti i banken, som boet efter A og klageren havde i forbindelse med de ovennævnte ejendomshandler, hvoraf fremgår de indfrielser og posteringer, der blev foretaget i den anledning.
Ankenævnet finder det efter det foreliggende ikke godtgjort, at der er forsvundet 500.000 kr., som klageren har anført.
Ankenævnet må henvise klageren til at gennemgå de fremlagte kontoudskrifter og posteringerne foretaget mellem de forskellige konti, idet Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en sådan gennemgang.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.