Indsigelse mod særlige indfrielsesvilkår på fast forrentet boliglån i Tyskland formidlet af tysk filial af dansk pengeinstitut

Sagsnummer:221/2013
Dato:18-06-2014
Ankenævn:Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Anita Nedergaard og Astrid Thomas
Klageemne:Formalitetsafgørelse - ankenævnets kompetence
Udlån - særlige indfrielsesvilkår
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Udlån - udlandslån/valutalån
Ledetekst:Indsigelse mod særlige indfrielsesvilkår på fast forrentet boliglån i Tyskland formidlet af tysk filial af dansk pengeinstitut
Indklagede:Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod særlige indfrielsesvilkår på et fast forrentet tysk boliglån, der blev formidlet af en tysk filial af et dansk pengeinstitut.

Sagens omstændigheder

Klageren og H, der har bopæl i Danmark, ejer en anpart af en lejlighed i Berlin (Tyskland).

I oktober 2009 henvendte klageren sig til Sydbanks afdeling i Flensborg (Tyskland) om et lån til finansiering af lejligheden. Ved e-mail af 21. oktober 2009 oplyste banken, at man ville give ansøgningen videre til en samarbejdspartner i Tyskland som ville indhente tilbud fra forskellige hypotekbanker ”det kan sammenlignes med når bankerne i Danmark laver byggelån med for eksempel Nykredit.”

Ved e-mail af 28. oktober 2009 sendte banken et tilbud om et lån på 72.000 EUR med en afdragssats på 1 % om året, hvilket svarer til en løbetid på ca. 33 år. Rentesatsen var fastlåst til 4,85 % om året de første 10 år.

På en forespørgsel fra klageren om renten oplyste banken ved e-mail af 14. december 2009 blandt andet, at man efter de 10 år skulle forhandle en ny rente, og at man efter 10 år også kunne indfri hele lånet.

Ved aftale af 12. januar 2010 om åbning af en konto blev klageren kunde i banken.

Den 25. januar 2010 underskrev klageren og H en aftale med et tysk pengeinstitut, P, om lånet. Af de almindelige bestemmelser for lånet fremgår oversat til brug for sagen af Sydbank fra tysk til dansk blandt andet:

” …

6. Opsigelse, godtgørelse

6.1 Låntagerne har ikke almindelig opsigelsesret. Opsigelsesretten i henhold til BGB’s § 489 samt anden opsigelsesret i henhold til lovgivningen berøres ikke heraf.

...

Skulle banken på låntagernes ønske undtagelsesvis være indforstået med, at låneaftalen ophører før tid, selv om låntagerne ikke har ret til at opsige lånet, skal låntagerne erstatte det tab, som banken lider i forbindelse med den førtidige tilbagebetaling.

…”

Af P’s almindelige forretningsbetingelser, hvoraf klageren i forbindelse med underskrivelse af låneaftalen underskrev et eksemplar på engelsk, fremgår blandt andet:

”…

(1) Applicability of German law

German law shall apply to the business relationship between the Customer and the bank.

Consumers may have any disputes with the Bank resolved by the German private bank’s Ombudsman. …”

I forbindelse med lånet underskrev klageren og H ”Tillægsbetingelser for lån, udlændinge”. Heraf fremgår oversat til brug for sagen af Sydbank fra tysk til dansk:

”…

Værneting

Værneting for alle retstvister i henhold til eller i forbindelse med nærværende aftale er domstolene ved hjemstedet for bankfilialen, der har ydet lånet.

Lovvalg

For nærværende kontrakt gælder tysk ret.

…”

I slutningen af 2012 ønskede klageren at indfri lånet. Banken oplyste i den forbindelse, at han i så fald skulle betale ”strafrenter”. Om baggrunden herfor oplyste banken, at fundingomkostningerne for P var højere for et lån med fast rente, og at P havde krav på erstatning for mistede renteindtægter, hvis lånet blev indfriet før tid.

Pr. den 31. marts 2013 skulle der i tillæg til restgælden, som var 69.675,13 EUR, betales strafrenter på 14.242,76 EUR med tillæg af 300 EUR.

Den 1. juli 2013 indgav klageren en klage over Sydbank til Ankenævnet.

Ved brev af 12. februar 2014 til klageren og H oplyste P, at strafrenterne ved indfrielse pr. den 1. april 2014 ville udgøre13.010 EUR. Af brevet fremgår i øvrigt blandt andet oversat til brug for sagen af Sydbank fra tysk til dansk:

”...

I har krav på under visse forudsætninger at opsige lånet førtidigt. På grund af den førtidige tilbagebetaling af lånet inden fastrenteaftalens udløb er I jf. loven (§ 490, stk. 2, 3. punktum i BGB (den tyske civillovbog)) forpligtet til at erstatte det tab, banken lider som følge af den førtidige tilbagebetaling.

...”

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Sydbank skal dække strafrenterne i forbindelse med indfrielse af lånet.

Sydbank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Sydbank som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen bør dække strafrenterne ved indfrielse af lånet.

Banken undlod at informere om vilkåret om strafrenter, selvom han og H spurgte direkte ind til, om der var særlige vilkår, som de burde være opmærksomme på. De var ikke i stand til at forstå låneaftalen, som var affattet på tysk, og forventede, at banken gav tilstrækkelig og relevant rådgivning.

Kontakten med banken foregik alene pr. e-mail. Det af banken anførte om rådgivning pr. telefon bestrides.

Banken sammenlignede lånet med et lån i Nykredit, hvorved de fik det indtryk, at lånevilkårene svarede til danske forhold.

Sagen bør realitetsbehandles af Ankenævnet. Det bør ikke komme dem til skade, at banken bevæger sig mellem to forskellige retssystemer uden at der følger tilstrækkelig rådgivning med. Sagen må afgøres på grundlag af, hvad der som minimum kan forventes af rådgivning i den givne situation.

Henvendelsen til banken skete via bankens hjemmeside. Det fremgik ikke, at kundeforholdet ville være underlagt det tyske finanstilsyn, og at en eventuel sag mod banken skulle føres på tysk.

Truslen om strafrenter har medført, at de har været afskåret fra at sælge lejligheden.

Hans uddannelsesmæssige baggrund er statskundskab, hvilket imidlertid er uden relevans for bankens rådgivningsansvar og nærværende sag.

Sydbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører rådgivning ydet af bankens tyske filial vedrørende et lån optaget i en tysk bank til finansiering af klagerens ejendom beliggende i Tyskland. Der består ikke et kundeforhold i Danmark. Det er aftalt, at eventuelle tvister skal afgøres i Tyskland og efter tysk ret.

Sagen er endvidere uegnet til behandling i Ankenævnet, idet bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer må anses for nødvendige.

Til støtte for frifindelsespåstanden har Sydbank anført, at banken ikke er erstatningsansvarlig over for klageren.

Klageren efterspurgte på eget initiativ tysk finansiering af sin ejendom via bankens filial i Tyskland. Forud for låneoptagelsen blev klageren oplyst om lånets indfrielsesvilkår.

Der var både telefonisk- og mailkontakt med klageren, hvilket understøttes af e-mailen af 14. december 2009, der indledes med ”Tak for det hurtige svar – jeg vender tilbage til dig snarest”. Herefter er der ikke yderligere e-mailkorrespondance før den 25. januar 2010, hvor låneaftalen blev underskrevet. To medarbejdere i filialen erindrer at have talt i telefon med klageren, herunder at klageren blev rådgivet om lånets uopsigelighed og konsekvenserne heraf i fastrenteperioden.

Det er klagerens ansvar og risiko, hvis han har underskrevet låneaftalen med P uden at have forstået indholdet. Banken burde ikke have indset, at klageren ikke forstod aftalen. Forud for underskriften stillede klageren specifikke spørgsmål til indholdet uden at oplyse om problemer med at forstå det tilsendte materiale. Af bankens svar til klageren fremgår blandt andet, at lånet kan indfries efter 10 år.

Banken har ikke sammenlignet lånet med en låneoptagelse i Nykredit men alene oplyst, at der i Tyskland – ligesom i Danmark – finder samarbejder mellem banker og kreditforeninger sted.

Der blev ikke udarbejdet skriftlig dokumentation for rådgivningen, hvilket heller ikke kræves ifølge tysk ret.

Klageren rettede direkte henvendelse til filialen i Flensborg vedrørende finansieringen. Bankens hjemmeside har ikke haft nogen indflydelse på klagerens valg af lån.

Lånet er ikke indfriet, og klageren har ikke solgt ejendommen. Klageren har således ikke realiseret et tab, der kan danne grundlag for et erstatningskrav. Klagerens uddannelsesmæssige baggrund, som efter det oplyste er en kandidatgrad i statskundskab, betyder, at den erstatningsretlige vurdering af klagerens egen skyld må skærpes til skade for klageren.

Ankenævnets bemærkninger

I begyndelsen af 2010 formidlede Sydbanks filial i Flensborg et lån til klageren på 72.000 EUR til finansiering af klagerens ejerlejlighed i Berlin, Tyskland. Lånet blev ydet af P, der er et tysk pengeinstitut. Ydelserne på lånet skulle trækkes på en konto i Flensborg afdelingen, som blev oprettet til klageren forud for låneoptagelsen. Lånet var med fast rente i 10 år.

En eventuel klage over P vedrørende låneaftalen er ikke omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 1, første punktum. En eventuel klage over P, herunder vedrørende strafrenter og opgørelsen heraf, må som anført i låneaftalen afgøres under en sag i Tyskland og efter tysk ret.

Ankenævnet kan således alene behandle klagen for så vidt angår Sydbanks rådgivning af klageren i forbindelse med låneoptagelsen, idet den omstændighed, at klagen er rettet mod bankens Flensborg afdeling, Tyskland, ikke findes at afskære Ankenævnet fra at behandle klagen.

Det kan på det foreliggende grundlag ikke fastslås, at Sydbank i forbindelse med låneoptagelsen ydede klageren fyldestgørende rådgivning om de særlige indfrielsesvilkår, der var forbundet med aftalen om fast rente i 10 år. Banken har anført, at to medarbejdere i afdelingen husker at have rådgivet klageren telefonisk herom. Klageren har bestridt dette. Ankenævnet finder herefter, at en afgørelse af sagen ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage