Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantindskud i 2008.

Sagsnummer:248/2009
Dato:04-05-2010
Ankenævn:John Mosegaard, Søren Geckler, Troels Hauer Holmberg og Erik Sevaldsen.
Klageemne:Garantbeviser - rådgivning
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantindskud i 2008.
Indklagede:Løkken Sparebank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantindskud i Løkken Sparekasse i august/september 2008.

Sagens omstændigheder.

I august 2008 henvendte klageren sig til Løkken Sparekasse med henblik på placering af en opsparing på 40.000 kr.

Ved e-mail af 14. august 2008 meddelte sparekassen, at man til hver af klagerens to mindreårige børn havde oprettet en garantkonto, hvortil pengene kunne overføres. Endvidere fremgår: "Efterfølgende vil vi overføre beløbet til deres garantikapital og sende en kvittering".

Den 4. september 2008 blev der til hver af børnene oprettet en garantikapitalkonto, hvortil der blev overført 20.000 kr. fra deres respektive garantkonti, i alt 40.000 kr. For hvert indskud udstedte sparekassen en kvittering med følgende tekst:

"…

Ovennævnte er indtrådt som garant i Løkken Sparekasse i henhold til Løkken Sparekasses til enhver tid gældende vedtægter.

Garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser.

Beløbet forrentes i henhold til vedtægterne. Tilskrevne renter overføres til afregningskontoen pr. 31. december.

Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Løkken Sparekasse samtykker. Ingen garant er forpligtet til at lade sin garantikapital indløse.

Stemmeberettiget ved valg til repræsentantskabet er de myndige garanter, hvis garantikapital er noteret på navn i Løkken Sparekasse senest 4 uger før valget finder sted. Hver garant har 1 stemme for hver DKK 1.000,00 indbetalt garantikapital, dog højest 20 stemmer.

Valg til repræsentantskab afholdes i overensstemmelse med Løkken Sparekasses vedtægter.

…"

I efteråret 2008 blev der afholdt valg til sparekassens repræsentantskab. Den 1. september 2008 var sidste frist for opstilling af kandidater. Fristen for garanternes afgivelse af stemmer var den 21. november 2008.

Den 3. november 2008 lukkede sparekassen for udbetaling af garantikapital.

Pr. den 31. december 2008 blev tilskrevne renter på garantikapitalkontiene overført til garantkontiene.

Den 11. februar 2009 meddelte Løkken Sparekasse Finanstilsynet, at sparekassen ikke opfyldte solvenskravet i lov om finansiel virksomhed § 124.

Den 20. februar 2009 blev rentebeløbene hævet fra garantkontiene.

Den 10. marts 2009 indgav klageren en klage over Løkken Sparekasse til Ankenævnet.

Den 25. marts 2009 blev sparekassens aktiver og passiver overdraget til Løkken Sparebank A/S, som er et datterselskab af Finansiel Stabilitet A/S, og som har til formål at afvikle sparekassens aktiviteter. Garantikapitalen, som på overdragelsestidspunktet udgjorde 170 mio. kr., forblev i Løkken Sparekasse.

Den 26. marts 2009 blev Løkken Sparekasses tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed inddraget af Finanstilsynet. Sparekassen blev efterfølgende omdannet til en forening, LS Løkken.

Løkken Sparebank har under sagen fremlagt diverse bilag, herunder blandt andet brochurer og andet informationsmateriale om garantikapital i Løkken Sparekasse samt materiale vedrørende valg til sparekassens repræsentantskab.

Finanstilsynet har den 25. marts 2009 afgivet rapport om undersøgelse af Løkken Sparekasse. Undersøgelsen omfatter sparekassens rådgivning i forbindelse med salg af garantbeviser, markedsføring af garantbeviser og medarbejdernes indflydelse på kunders placering af indskud på garantikapitalkonti. Undersøgelsen har givet Finanstilsynet anledning til påtale af bl.a. manglende skriftlighed vedrørende forretningsgange for rådgivning og indgåelse af væsentlige aftaler. Rapporten er offentliggjort.

Parternes påstande.

Klageren har nedlagt påstand om, at Løkken Sparebank skal betale 40.000 kr.

Løkken Sparebank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han tilfældigt læste, at sparekassen tilbød en konto med en rente på 5,25 %, hvilket var baggrunden for henvendelsen til sparekassen og oprettelsen af kontiene til børnene.

Sparekassen oplyste, at der var en opsigelsesfrist på 3 måneder, hvis han ønskede den høje rente. Aftalen kom i stand pr. e-mail. Der blev ikke oplyst noget om, at indeståenderne var ansvarlig kapital, som sparekassen rådede over. Dette blev han først informeret om den 20. februar 2009, hvor indeståenderne skulle opsiges, men hvor det kun var muligt at hæve renterne.

Da han troede, at der var tale om almindelige højrentekonti med 3 måneders opsigelse, havde han ikke anledning til at søge nærmere information via sparekassens hjemmeside.

Han har på intet tidspunkt modtaget hverken valgmateriale, vedtægter, GarantNyt, brochurer eller lignende, der kunne tyde på, at indeståenderne var ansvarlig kapital. For så vidt angår det fremlagte valgmateriale bemærkes, at opstilling af kandidater til repræsentantskabsvalget i 2008 skulle være banken i hænde senest den 1. september 2008 eller 4 dage før tegningstidspunktet.

Løkken Sparebank har bl.a. anført, at garantikapitalen blev tegnet efter udtrykkelig aftale mellem klageren og sparekassen og med midler tilhørende klageren. Garantikapitalen må betragtes som gaver fra klageren til børnene, i hvis navne garantikapitalen blev tegnet. I forbindelse med tegningen blev klageren orienteret om garantikapitalens særlige karakter af ansvarlig kapital. Garantikapitalens særlige karakter af ansvarlig kapital og de dermed forbundne risici fremgik også af de kvitteringer, der blev udstedt ved tegningen. Der foreligger ikke ugyldighed i forbindelse med tegningen, og Løkken Sparekasse har ikke som følge af mangelfuld rådgivning pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren. Sparekassen var ikke underlagt nogen rådgivningsforpligtelse i forhold til børnene.

Vilkårene for indskud af garantikapital fremgik af sparekassens informationsmateriale, herunder at garantikapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser og ikke er dækket af Indskydergarantifonden.

Sparekassens garanter blev hvert år indkaldt til garantmøde i sparekassen. Indkaldelse skete ved personlig skriftlig invitation. Garanterne fik endvidere hvert kvartal tilsendt sparekassens nyhedsmagasin GarantNyt. Af årsopgørelserne fremgik garantindskuddene som "Garantikapital", hvilket er en traditionelt anvendt betegnelse for ansvarlig kapital i en sparekasse.

I efteråret 2008 blev der afholdt valg til repræsentantskabet i sparekassen. Der blev i den forbindelse sendt blandt andet en individuelt udformet stemmeseddel til hver enkelt garant, idet antallet af stemmer afhang af størrelsen på garantens indskud.

Rentesatsen på garantikapitalkonti var væsentlig højere end rentesatsen på sparekassens øvrige indlånskonti. Tilskrevne renter blev overført til separate garantkonti, hvilket også var et tegn på garantikapitalkontoens særlige karakter.

Klageren undlod at reklamere og er allerede af den grund afskåret fra at gøre sine indsigelser gældende.

Sparekassens information om vilkårene for og karakteren af tegning af garantikapital har til enhver tid været retvisende og fyldestgørende.

Hvis det lægges til grund, at sparekassens rådgivning var mangelfuld, gøres det gældende, at klageren ikke har løftet bevisbyrden for, at han ikke ville have tegnet garantikapital.

Et eventuelt erstatningskrav må nedsættes helt eller delvist på grund af klagerens egen skyld.

Der foreligger hverken kausalitet eller adækvans imellem det lidte tab og en eventuel ansvarspådragende adfærd.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

To medlemmer - John Mosegaard og Erik Sevaldsen, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer - udtaler:

Som sagen foreligger oplyst, herunder vedrørende forretningsgange i sparekassen, finder vi ikke, at det uden bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer kan afgøres, om sparekassen har givet klageren tilstrækkelig rådgivning om risikoen for at miste garantikapitalen. Da denne bevisførelse ikke kan finde sted ved Ankenævnet, men i givet fald må ske ved domstolene, stemmer vi for, at sagen afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

To medlemmer - Troels Hauer Holmberg og Søren Geckler - udtaler:

Mindretallet bemærker, at Finanstilsynet i sin undersøgelse af Løkken Sparekasses generelle håndtering af rådgivning, markedsføring og salg af garantkapital forud for indløsningsstoppet i 2008, har fundet, at markedsføringsmaterialet har ensidigt fokus på den høje forrentning, men ikke informerer om konsekvensen af, at garantindskud ikke er dækket af indskydergarantiordningen eller statsgarantiordningen, at der ikke var udarbejdet interne forretningsgange eller instrukser til brug for generel rådgivning og salg af garantbeviser til kunder, at der ikke var udarbejdet forretningsgange til at sikre overholdelsen af god skik, at der i rådgivningen ikke var særligt fokus på risikoen for at tabe garantikapitalen, da denne risiko blev betragtet som hypotetisk, at der ikke blev rådgivet særligt omkring betingelserne for at opsige garantikapitalen, at der ikke systematisk blev foretaget vurderinger af, om det ville være hensigtsmæssigt for kunden at indskyde garantikapital, at sparekassen ikke har udarbejdet skriftlige aftaler i forbindelse med salg af garantikapital og således ingen dokumentation har for den ydede rådgivning, samt at Løkken Sparekasse ikke har overholdt § 6 i god skik bekendtgørelsen, idet sparekassen har undladt at indgå skriftlige aftaler om forhøjelse af garantikapital, hvori kundens væsentlige rettigheder og pligter er angivet, og hvor forudsætningerne for den ydede rådgivning er nedfældet. På den baggrund finder vi, at Løkken Sparekasse må bære risikoen for bevisusikkerhed om, hvorvidt sparekassen har ydet tilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salg af garantikapital. Da sparekassen herefter ikke har godtgjort, at der er givet klageren sådan rådgivning i forbindelse med erhvervelsen af garantbeviser, stemmer vi for, at der gives klageren medhold i den nedlagte påstand.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :



Ankenævnet kan ikke behandle denne sag.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.