Spørgsmål om hævninger på konto med tilknyttet bog er sket med frigørende virkning for indklagede.

Sagsnummer:124/2001
Dato:06-11-2001
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Karen Frøsig, Grit Munk, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne:Bog - frigørende udbetaling
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Spørgsmål om hævninger på konto med tilknyttet bog er sket med frigørende virkning for indklagede.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet, om nogle hævninger på klagerens konto med tilknyttet bog er sket med frigørende virkning for indklagede.

Sagens omstændigheder.

Klagerens engagement med indklagede består af bl.a. en checkkonto og en højrentekonto med tilknyttet bankbog.

I januar 1996 flyttede klageren, der er født i 1904, på plejehjem.

Den 20. februar 1996 blev der afholdt et møde om klagerens engagement. I mødet deltog indklagede, klagerens to døtre, A og B, og klagerens revisor. Baggrunden for mødet var bl.a., at klageren ved en fejl havde udstedt en check på 400.000 kr. Døtrene søgte derfor indklagedes rådgivning om, hvorledes klageren kunne sikres mod såvel misbrug som egne uhensigtsmæssige dispositioner over sine konti.

Indklagede rådgav om etablering af værgemål for klageren og alternativt om etablering af en frivillig ordning, der indebar, at klageren kun kunne disponere i fællesskab med et bestemt familiemedlem. A og B vurderede, at det ikke ville være muligt at få klageren til at medvirke til etablering af et værgemål.

Indklagede udarbejdede en erklæring, der indebar, at klagerens dispositioner over sine konti skulle ske i fællesskab med klagerens svigersøn. Blanketten blev fremsendt til A og B den 24. oktober 1996 med henblik på deres indhentelse af klagerens underskrift.

Klageren underskrev ikke erklæringen, men underskrev den 13. april 1997 følgende:

"Hermed overdrager jeg min datter [A] ansvar for mine økonomiske anliggender, da jeg ikke magter det mere."

A modtog herefter kontoudskrifter for klagerens engagement.

I perioden 4. august 1998 - 19. januar 2000 blev der foretaget 38 hævninger i størrelsesordenen 1.000 - 10.000 kr. på i alt 142.600 kr. på højrentekontoen, som klageren ikke kunne vedkende sig. Hævningerne blev foretaget ved forevisning af den til kontoen knyttede bankbog.

Der foreligger en udbetalingskvittering for en hævning på 8.000 kr. den 22. oktober 1998. Det antages, at kvitteringen er underskrevet af en sygehjælper, S, som var tilknyttet klageren på plejehjemmet.

Der er under sagen endvidere fremlagt kopi af ikke underskrevne kvitteringer for overførsel af 100.000 kr. fra checkkontoen til højrentekontoen den 22. oktober 1998. Efter overførslen var saldoen på checkkontoen og højrentekontoen henholdsvis 8.238 kr. og 206.506 kr.

I 2000 blev der rejst straffesag mod S, der blev tiltalt for tyveri af de 142.600 kr. ved uden tilladelse at have hævet pengene fra klagerens højrentekonto. Den 6. juni 2000 blev der af retten i Nykøbing Sjælland afsagt følgende dom i sagen:

"Efter bevisførelsen lægges til grund, at tiltalte har hævet på forurettedes bankbog i det omfang, som hun har forklaret om. Det kan ikke ganske afvises, at tiltalte har fået tilladelse hertil af forurettede. Det findes betænkeligt med den fornødne sikkerhed at lægge til grund, at det er tiltalte, der har foretaget de øvrige hævninger på kontoen. Retten finder det herefter ikke godtgjort, at tiltalte er skyldig. Hun frifindes derfor.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Tiltalte [S] frifindes for tiltalen i denne sag."

Parternes påstande.

Den 27. marts 2001 har klageren via sin advokat indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre de omtvistede hævninger på i alt 142.600 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerens advokat har anført, at klageren ikke har givet tilladelse til hævningerne på i alt 142.600 kr. og overførslen på 100.000 kr. Udbetalingerne er ikke sket til klageren, og de er ikke foretaget med frigørende virkning for indklagede, jf. gældsbrevslovens § 33, stk. 2.

Indklagede blev på mødet den 20. februar 1996 bekendt med, at klageren er svækket på grund af alder og sygdom, og at hun ved en fejl havde udstedt en check på 400.000 kr. Der var en nærliggende risiko for misbrug, og indklagede blev opfordret til at være opmærksom på usædvanlige transaktioner. Checkkontoen blev anvendt til de løbende betalinger og højrentekontoen til opsparing. Klagerens faste udgifter blev betalt over Betalingsservice, og hun havde ikke behov for store kontanthævninger. Med de omstridte hævninger skete der en væsentlig ændring i hævemønsteret. Der forelå således særlige omstændigheder, som burde have givet indklagede anledning til at kræve bevis for, at den person, der mødte med bankbogen, var berettiget til at hæve.

Indklagede burde endvidere have undersøgt fuldmagtsforholdet i forbindelse med overførslen af de 100.000 kr.

Det må anses for overvejende sandsynligt at samtlige hævninger blev foretaget af S.

Den frifindende straffedom er ikke udtryk for, at klageren har accepteret hævningerne. De strafferetlige beviskrav er strenge, fordi den mulige retsfølge er indgribende. Rettens tvivl med hensyn til beviset er derfor ikke udtryk for, at retten fandt det bevist, at hævningerne var berettigede og godkendt af klageren.

Selv om indklagede i 1997 blev anmodet om at sende kontoudtog mv. til A, skete det gentagne gange, at disse blev tilsendt klageren, hvilket gjorde det vanskeligt for A at følge med i transaktionerne. Først ved modtagelsen af årsopgørelsen for 1999 kunne A konstatere, at der i forhold til saldoen ultimo 1998 manglede et større beløb.

Under mødet den 20. februar 1996 ydede indklagede mangelfuld og utilstrækkelig rådgivning om sikring af klagerens konti. Indklagede nævnte kun muligheden for etablering af værgemål, som er den mest vidtgående løsning. Indklagede burde have oplyst, at der var knyttet en bankbog til højrentekontoen, og at der kunne opnås en væsentlig sikring mod misbrug ved enten at ændre højrentekontoen til en kontotype uden bankbog eller at forsyne bankbogen med mærke. Indklagede har pådraget sig et ansvar ved at undlade at nævne disse mindre indgribende muligheder.

Indklagede har anført, at samtlige udbetalinger skete til en legitimeret, jf. gældsbrevslovens § 33, stk. 1, idet udbetalingerne skete ved forevisning af bog, og at udbetalingerne ikke fremstod som usædvanlige.

Det bestrides, at man under mødet den 20. februar 1996 blev anmodet om at være opmærksom på usædvanligt store hævninger eller på klagerens konto i øvrigt, og en eventuel anmodning herom ville være blevet afslået.

Klageren har været kunde i mange år, og det er indklagedes indtryk, at klageren altid har været meget bevidst om sine økonomiske anliggender. Også efter mødet har man haft den opfattelse, at klageren i hvert fald periodisk var habil i relation til de økonomisk anliggender. Man har ikke haft anledning til mistanke om, at hævningerne ikke skete i overensstemmelse med klagerens ønske.

Et eventuelt misbrug af klagerens konti kunne kun forhindres ved, at der blev etableret et værgemål for klageren eller ved det foreslåede fuldmagtsforhold. Det blev præciseret under mødet, at disse løsningsmodeller var de eneste acceptable og styrbare for indklagede. Fuldmagten, der blev fremsendt til A og B, blev aldrig underskrevet, hvilket man tog som udtryk for, at klageren havde nægtet at give fuldmagt.

Hverken oprettelse af mærke eller ændring af kontotype kunne forhindre, at klageren foretog uhensigtsmæssige dispositioner over sine konti, hvorfor disse muligheder ikke indgik i drøftelserne under mødet.

I kraft af fuldmagten af 13. april 1997 havde A mulighed for at gøre sig bekendt med de kontoforholdene. A reagerede ikke på årsopgørelserne, som på trods af ikke ubetydelige kontotilførsler viste en negativ vækst.

Det er ikke godtgjort, at der har være tale om uberettigede hævninger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det må lægges til grund, at de omstridte hævninger blev foretaget på grundlag af forevisning af den til kontoen knyttede bankbog og oplysning om kontohavers navn. En afgørelse af, om klageren kan gøre et krav gældende mod indklagede, må bero på, om det kan lægges til grund, at den pågældende har været uberettiget til at hæve på kontoen, og - i bekræftende fald - om der generelt eller for så vidt angår nogle af udbetalingerne har foreligget sådanne særlige omstændigheder, at indklagede burde have afkrævet den mødende bevis for sin ret til at hæve på bogen, jf. gældsbrevslovens § 33, stk. 2, 2. pkt. Ankenævnet finder, at en stillingtagen til disse spørgsmål ville kræve en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Sagen afvises derfor i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.