Rådgivning ved etablering af ratepension. Skat. Omkostninger til revisorbistand.

Sagsnummer:293/1997
Dato:18-02-1998
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ratepension - skattemæssige forhold
Omkostninger - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Rådgivning ved etablering af ratepension. Skat. Omkostninger til revisorbistand.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:



Denne sag omhandler indklagedes rådgivning ved oprettelse af en ratepension for klageren i 1994, herunder de skattemæssige konsekvenser. Ifølge klagerens revisors opgørelse indebar oprettelsen en merskat på 42.525 kr. svarende til beskatningen af en indkomst på 135.000 kr.

Under sagens behandling ved Ankenævnet har skattemyndighederne imødekommet en anmodning fra revisoren om, at ratepensionen kan ophæves uden afgift, således at klageren skattemæssigt stilles, som om ratepensionen ikke var oprettet. Indklagede havde inden sagens indbringelse for Ankenævnet givet tilsagn om i givet fald at medvirke hertil.

Klagen vedrører herefter klagerens udgifter til revisorbistand, som klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Om sagens nærmere omstændigheder er det oplyst, at klageren den 14. april 1994 fratrådte sin stilling som direktør i et selskab ejet af hendes tidligere ægtefælle. Klageren fik ved sin fratræden udbetalt 1,7 mio. kr., og selskabet blev efterfølgende solgt.

Klageren indskød i 1994 1.185.800 kr. (inkl. arbejdsmarkedsbidrag) på en livrente (arbejdsgiverordning) i et forsikringsselskab og 488.490 kr. (ekskl. arbejdsmarkedsbidrag på 25.710 kr.) på en ratepension hos indklagede, i alt 1,7 mio. kr. For begge ordninger blev udbetalingstidspunktet fastsat til den 1. oktober år 2000. Klageren er født i 1940.

Klageren havde i forvejen en ratepension hos indklagede, hvorpå der i 1993 var indskudt 100.000 kr.

I de beregninger, der blev foretaget forud for oprettelsen af ratepensionen, forudsatte indklagede, at hele beløbet ville blive beskattet som fratrædelsesgodtgørelse i medfør af den dagældende bestemmelse i ligningslovens § 7 W, 2. pkt., nu § 7 O. Efter den dagældende bestemmelse skulle 70% af den del af værdien, der oversteg 6.000 kr., medregnes til den skattepligtige indkomst. 1.185.800 kr. blev derfor anset som skattepligtig, mens 514.200 kr. blev anset for skattefri.

I maj 1996 nedsatte skattemyndighederne selskabets fradrag for fratrædelsesbeløbet med 800.000 kr. og forhøjede samtidig klagerens indkomst med samme beløb som værdi af gaveydelse. Endvidere blev det konstateret, at 450.000 kr. af fratrædelsesbeløbet på 1,7 mio. kr. måtte anses som almindelig skattepligtig indkomst for klageren, jf. ligningslovens § 7 W, 3. pkt. Dette medførte, at klagerens skattemæssige indkomst for 1994 blev forhøjet med 135.000 kr. (30% af 450.000 kr.).

Klagerens revisor indgav klage til skattemyndighederne vedrørende de 800.000 kr. og anmodede om tilladelse til afgiftsfrit at ophæve ratepensionen og at forhøje indskuddet på livrenten med 135.000 kr. Revisoren rettede endvidere henvendelse til indklagede om rådgivningen i forbindelse med oprettelsen af ratepensionen. Samtidig blev indklagede anmodet om at medvirke til ophævelse af ratepensionen, såfremt den nødvendige tilladelse fra skattemyndighederne blev opnået. Indklagede afviste et ansvar for pensionsrådgivningen, men gav tilsagn om at medvirke til en ophævelse af ratepensionen.

Skattemyndighederne gav klageren fuldt medhold, hvorfor forhøjelsen af den skattemæssige indkomst med 800.000 kr. bortfaldt, ligesom klageren fik mulighed for at ophæve ratepensionen og indskyde yderligere 135.000 kr. på livrenten. Klageren undgik herved forhøjelsen af den skattemæssige indkomst med 135.000 kr., ligesom indskuddet af de skattefrie midler på ratepensionen kunne frigives.

Klageren har opgjort sine omkostninger til revisorbistand således:

Indkomstansættelse

37.431,25 kr.

Omgørelse af ratepension

19.662,50 kr.

Forhandlinger med indklagede

24.968,75 kr.

Korrespondance med Ankenævnet

36.906,25 kr.

I alt

118.968,75 kr.

Klageren har anført, at hun fratrådte sin stilling på grund af alvorlig sygdom. Hun henvendte sig til indklagede med henblik på placering af de 1,7 mio. kr. således, at hun opnåede den laveste skattebetaling. Hendes daværende revisor havde foreslået hende at udskyde beskatningen ved et engangsindskud på en ratepension, men da han ikke havde tilstrækkeligt kendskab til reglerne herom, foreslog han hende at rette henvendelse til indklagede. Det bestrides, at indklagedes forslag til placering af midlerne blev drøftet med revisoren. Revisoren var bortrejst netop på det tidspunkt, hvor indskuddene blev foretaget. Revisorens kollega afslog at vurdere indklagedes forslag, men stillede lokale til rådighed for et møde med indklagede. Kollegaen deltog passivt i mødet og rådgav ikke, idet han ikke havde kendskab til hendes formueforhold. Ved beregningen af indskuddet på livrenten undlod indklagede at tage hensyn til, at en del af de 1,7 mio. kr. var løn og således skulle beskattes fuldt ud. Indskuddet på livrenten blev derfor 135.000 kr. for lille, hvilket medførte, at hendes skattemæssige indkomst for 1994 blev forhøjet med dette beløb. Hun har ikke oplyst, at de 1,7 mio. kr. skattemæssigt kunne betegnes som fratrædelsesgodtgørelse. Hun blev ikke gjort bekendt med, at indskuddet på ratepensionen var et skattefrit beløb. Bindingen af beløbet på en ratepension var ikke hensigtsmæssig, idet hun på grund af en beskeden fremtidig personlig indkomst ikke vil kunne udnytte fradragsretten herfor over de efterfølgende 10 år, jf. pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 4. Indklagede burde have udbedt sig oplysninger om den fremtidige indtægt som grundlag for en vurdering af, om en ratepension var hensigtsmæssig. Oprettelsen af ratepensionen havde endvidere den virkning, at fradragsperioden for den ratepension, der var oprettet i 1993, blev forlænget med 5 år. Indklagede burde have sikret sig, at hun fuldt ud forstod konsekvenserne af forslaget. Kravene til rådgivningen mindskes ikke, blot fordi indklagede eventuelt var af den opfattelse, at hun havde revisorbistand. I givet fald bør indklagede kunne dokumentere, at dette var tilfældet. Såfremt indklagede havde ydet korrekt rådgivning, kunne hun have undgået revisorbistanden til udredningen af de skattemæssige forhold. Da det blev klarlagt, at 450.000 kr. af beløbet ved fratrædelsen skulle beskattes som almindelig indkomst, bortfaldt også kravet om forhøjelsen på 800.000 kr., som var begrundet i, at skattemyndighederne anså dette beløb for en skattepligtig gave, som selskabet samtidig blev nægtet fradrag for.

Indklagede har anført, at klageren oplyste, at beløbet på 1,7 mio. kr. var en fratrædelsesgodtgørelse. Indklagede fandt ikke grundlag for at betvivle oplysningen. På grundlag af klagerens ønske om en skattemæssig optimal anbringelse af beløbet blev der udarbejdet to alternative forslag. Det ene forslag indebar indskud af det samlede provenu efter skat på en privattegnet ratepension, mens det andet forslag omfattede indskud af den skattepligtige del af fratrædelsesgodtgørelsen på en arbejdsgiveradministreret livrente og indskud af den skattefrie del på en privattegnet ratepension. Forslagene blev udleveret til klageren under et møde, hvor forslagene, herunder de skattemæssige konsekvenser, nøje blev gennemgået med klageren af indklagedes pensionsrådgiver. Det blev bl.a. oplyst, at indskuddet på ratepensionen omfattede den skattefrie del af fratrædelsesgodtgørelsen, og at det skattemæssige fradrag herfor ville blive fordelt over 10 år. Klageren meddelte ved mødets afslutning, at hun ville drøfte forslagene med sin revisor. Få dage senere blev indklagede inviteret til at deltage i et hasteindkaldt møde hos en revisor, som ifølge det senere oplyste viste sig ikke at være klagerens sædvanlige revisor. Under mødet blev de to forslag til placering på ny gennemgået. Klageren besluttede herefter at oprette livrenten i forsikringsselskabet og ratepensionen hos indklagede. Indklagedes beregninger var korrekte ud fra de af klageren oplyste forudsætninger, herunder at beløbet på 1,7 mio. kr. var en fratrædelsesgodtgørelse. Indklagede måtte endvidere berettiget antage, at klageren var bistået af sin revisor ved beslutningen om midlernes placering. Indklagedes rådgivning var korrekt og tog udgangspunkt i klagerens individuelle situation, herunder klagerens oplysning om, at hun ikke ville komme til at mangle penge i fratrædelsesåret, ligesom rådgivningen omfattede en hensyntagen til og gennemgang af relevante skatteregler, herunder beregning af den skat, som indklagedes forslag ville udløse. De omkostninger, som klageren har rejst krav om, at indklagede skal dække, indeholder bl.a. revisors bistand vedrørende selskabets skattemæssige indkomst og fradragsforhold og skattemyndighedernes afgørelse af den skattemæssige karakter af beløbet på 1,7 mio. kr., hvilket er indklagede uvedkommende.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har bl.a. anført, at hun ikke har oplyst, at de 1,7 mio. kr. var fratrædelsesgodtgørelse, og at hun ikke var bekendt med, at det beløb, der blev indskudt på ratepensionen var et skattefrit beløb. Indklagede har bl.a. anført, at klageren oplyste, at beløbet på 1,7 mio. kr. var en fratrædelsesgodtgørelse, og at indklagede under drøftelserne af forslagene til placering af midlerne redegjorde for de skattemæssige konsekvenser ud fra de givne forudsætninger, herunder oplyste, at indskuddet på ratepensionen var skattefrie midler.

Da der således på væsentlige punkter består uenighed om de faktiske omstændigheder, finder Ankenævnet, at en afgørelse af, om indklagede helt eller delvist bør dække klagerens omkostninger til revisorbistand, vil forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, hvorfor sagen afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.

Som følge heraf




Ankenævnet kan ikke behandle klagen. Klagegebyret tilbagebetales klageren.