Budgetkonto, overtræk. Forrentning af indestående.

Sagsnummer:298/1991
Dato:21-10-1991
Ankenævn:Frank Poulsen, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Gert Bo Gram
Klageemne:Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Ledetekst:Budgetkonto, overtræk. Forrentning af indestående.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:

I marts 1991 fremsendte indklagedes Helsinge afdeling et revideret budgetforslag til klageren vedrørende dennes budgetkonto. Ved samme lejlighed blev klageren tilbudt en kassekredit i tilknytning til budgetkontoen på 12.000 kr. under henvisning til, at budgetkontoen indtil dette tidspunkt jævnligt havde været overtrukket. Den 21. marts 1991 kontaktede klageren afdelingen og indbetalte 12.000 kr. og anmodede samtidig om at få oplyst, hvorledes overtrækket var opstået. Afdelingen meddelte efter en revision af kontoen, der på daværende tidspunkt havde løbet i 10 år, at det ikke havde været muligt at konstatere fejlagtigt gennemførte betalinger, men tilbød pr. kulance klageren en rentegodtgørelse på 550 kr., der indsattes på budgetkontoen den 18. april 1991.

I marts 1991 indskød klageren 300.000 kr. på en anfordringskonto hos indklagede.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham yderligere 996,05 kr. i rentegodtgørelse samt forrente indskuddet på 300.000 kr. med 9% p.a.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han havde indgået aftale med afdelingen om, at afdelingen frit kunne hæve beløb på hans lønkonto, der i en længere periode udviste en saldo på mellem 50.000 kr. og 80.000 kr., således at hans budgetkonto var i balance. Klageren finder derfor, at indklagede på et langt tidligere tidspunkt burde have rettet henvendelse til ham, såfremt man ikke ønskede at anvende den indgåede aftale vedrørende lønkontoen, således at overtrækket havde kunnet udlignes. Klageren finder derfor, at indklagede er forpligtet til at godtgøre det rentetab, han har lidt i forbindelse med det skete overtræk på budgetkontoen.

I marts 1991 henvendte klageren sig i afdelingen med henblik på at anbringe 300.000 kr. og samtidig få oplysning om renten. Afdelingen tilbød klageren 8% p.a., hvilket klageren ikke var tilfreds med, idet han oplyste, at Bikuben ville forrente beløbet med 9% p.a. og Sydbank Sønderjylland med 92% p.a. Få dage efter kontaktede en medarbejder i afdelingen klageren telefonisk, og det aftaltes, at beløbet kunne forrentes med 9% p.a. Fredag den 14. juni 1991 meddelte afdelingen, at renten var faldet til 7%. Klageren finder, at indklagede er forpligtet til i overensstemmelse med den indgåede aftale at forrente beløbet med 9% p.a.

Indklagede har anført, at klageren løbende har fået tilsendt oversigter over kommende betalinger og således har haft mulighed for at få fejlagtige betalinger stoppet. Klageren har løbende indleveret regninger til betaling, der ikke var omfattet af budgettet, og de af klageren opgivne beløb ved de årlige budgetrevisioner, har været sat for lavt. Som følge heraf opstod det omhandlede overtræk på budgetkontoen, og det er alene pr. kulance, at afdelingen tilbød klageren en renteregulering på 550 kr. Da det ikke er muligt efter kreditaftalelovens ikrafttræden at fortsætte budgetkontoen med vedvarende overtræk, og da det er mere hensigtsmæssigt for klageren at betale den til kreditten knyttede rente frem for en overtræksrente, tilbød afdelingen klageren en udligningskredit. Indklagede bestrider, at der skulle være indgået en aftale med klageren om, at afdelingen løbende kunne debitere klagerens lønkonto for underskud på budgetkontoen.

I forbindelse med at klageren indsatte 300.000 kr. på en anfordringskonto i afdelingen, blev klageren tilbudt en forrentning af disse midler på 8% p.a. indtil den 14. april 1991 samtidig med, at afdelingen udfærdigede et investeringsforslag. Klageren reagerede ikke på investeringsforslaget, men rettede først henvendelse til afdelingen den 14. juni 1991. Forrentningen af kontoen på 8% p.a. fortsatte efter aftaleperiodens udløb den 14. april 1991 med den regulering, som fulgte af generelle renteændringer.

Renten ved klagerens henvendelse udgjorde 7% p.a. efter to nedsættelser i den mellemliggende periode. Det bestrides således, at afdelingen tilbød en forrentning på 9% p.a., idet den oprindelige forrentning, der var på 8% p.a. var et tilbud om en kortvarig placering, da afdelingen forventede en efterfølgende investering i obligationer.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren har anført, at han i forbindelse med oprettelse af budgetkontoen indgik en aftale med indklagede om, at indklagede skulle regulere eventuelle underskud på budgetkontoen via klagerens lønkonto. Klageren har endvidere anført, at han ved indskuddet af 300.000 kr. i marts 1991 mundtligt fik tilsagn om, at indklagede ville forrente indeståendet med 9% p.a.

Indklagede har bestridt det af klageren anførte.

En stillingtagen til sagens tvistepunkter ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.