Indgivelse af klage – Basal erhvervskonto

 

Forudsætninger for at klage:

  • Hvad kan der klages over? Klagen skal angå afslag på oprettelse af basal erhvervskonto, opsigelse af basal erhvervskonto eller gebyr for basal erhvervskonto.
  • Hvem kan klage? Ankenævnet kan behandle klager fra erhvervsdrivende og foreninger, der har hjemsted i Danmark, og hvor mindst én af nærmere angivne personer hos den erhvervsdrivende eller foreningen har bopæl i Danmark, se nærmere om betingelserne for klageadgang her og Ankenævnets vedtægter – Basal erhvervskonto, § 2, stk. 4
  • Hvilke pengeinstitutter kan der klages over? Ankenævnet behandler klager over en række større pengeinstitutter, der er omfattet af lov om betalingskonti og basale erhvervskonti, se nærmere her og Ankenævnets vedtægter – Basal erhvervskonto, § 2, stk. 1 og 2
  • Før du klager til Ankenævnet, skal du have klaget til den finansielle virksomhed og fået afslag, et utilfredsstillende svar eller ikke modtaget svar inden fem uger efter, at den finansielle virksomhed har modtaget klagen. Du kan hos den finansielle virksomhed få oplyst, hvem der er ansvarlig for klageordningen vedrørende basal erhvervskonto.
  • Ankenævnet behandler ikke klager, der hører under offentlige myndigheder, andre klage- eller ankenævn, eller som er afgjort af en domstol eller en voldgiftsret. Det gælder også retsforlig. Ankenævnet kan afvise klagen, hvis den ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende. Se øvrige afvisningsgrunde, hvorefter Ankenævnet kan eller skal afvise klagen, i Ankenævnets vedtægter – Basal erhvervskonto §§ 3-6.

Hvordan indgives klage til Ankenævnet?

Du kan indsende klagen og sagens dokumenter på dansk eller på engelsk. Klagesagen bliver behandlet digitalt. Du kan starte klagesagen i Det finansielle ankenævn - Basal erhvervskonto her. 

Klagen betragtes for indbragt for Ankenævnet, når underskrevet klageskema og klagegebyr på 1.000 kr. inkl. moms (800 kr. ekskl. moms) er modtaget.

Når du er klar til at indgive klagen, udfylder du et klageskema via denne hjemmeside.

Hvis du ikke har mulighed for at klage via Ankenævnets hjemmeside, kan du kontakte Ankenævnets sekretariat, se kontaktoplysninger nederst på siden.

Du skal betale et klagegebyr på 1.000 kr. inkl. moms (800 kr. ekskl. moms), som du kan betale med Dankort i forbindelse med, at du indgiver klagen online, eller du kan overføre beløbet via netbank. Se kontooplysninger her.  Navnet på klageren skal fremgå af betalingen.

Vi sender gebyret tilbage, hvis klageren får helt eller delvis medhold i klagen, klagen tilbagekaldes, eller hvis Ankenævnet ikke kan behandle klagen.

Klager fra erhvervsdrivende/foreninger indgives i klagerens navn. Den erhvervsdrivende/foreningen (klageren) skal under klagesagen repræsenteres af en personlig repræsentant.

Vi har tilrettelagt sagsbehandlingen således, at det ikke er nødvendigt at benytte en advokat eller en juridisk rådgiver, men klageren kan altid vælge at søge uafhængig rådgivning eller bistand. Hvis klageren vælger at lade en advokat føre sagen, skal klageren være opmærksom på, at ingen af parterne i klagesagen betaler omkostninger til den anden part i forbindelse med ankenævnsbehandlingen.

Der skal ved indgivelse af klagen vedhæftes dokumentation for klageadgang og tegningsret (dokumentation for hjemsted i Danmark, at relevant person har bopæl i Danmark, og at repræsentanten har fuldmagt fra de tegningsberettigede til at repræsentere klageren): udskrift fra CVR registeret, udskrift fra folkeregisteret, vedtægter og generalforsamlingsreferater. Udskrifter fra registre må maksimalt må være 1 måned gamle. Se nærmere om informationen her.

Der skal endvidere vedhæftes udfyldte og underskrevne fuldmagtsblanketter fra de tegningsberettigede til repræsentanten.  Du finder en fuldmagtsblanket – Basal erhvervskonto til udskrivning og udfyldelse  her.

Ved indgivelse af klagen skal klagerens repræsentant udfylde en samtykkeerklæring i klageskemaet om Ankenævnets elektroniske behandling af oplysninger, hvor der gives følgende samtykke til: 

·        at Ankenævnet må videregive alle sagens oplysninger til den eller de indklagede finansielle virksomheder,

·        at den eller de indklagede finansielle virksomheder må afgive oplysninger om klageren til Ankenævnet uanset den finansielle virksomheds tavshedspligt,

·        at Ankenævnet må modtage alle oplysninger om klageren fra sagens parter - herunder om sociale, helbredsmæssige, strafbare og andre rent private forhold - til brug for nævnets behandling af klagesagen,

·        at sagsbehandling, opbevaring og udveksling af oplysninger mellem sagens parter og Ankenævnet sker elektronisk, og

·        at sagens oplysninger opbevares elektronisk hos Ankenævnet i fem år efter sagens afslutning. Herefter slettes oplysningerne, medmindre Ankenævnet i særlige tilfælde vurderer, at fortsat opbevaring er nødvendig.

Hvis der afgives personlige oplysninger om andre end klageren, så erklærer jeg, at jeg har indhentet personens forudgående samtykke til, at personens oplysninger må indgå i klagen og behandles af Ankenævnet og den eller de indklagede finansielle virksomheder.

Tilbagekaldelse: Du kan til enhver tid tilbagekalde dit samtykke til Ankenævnets behandling af oplysninger. Du bedes i så fald kontakte Ankenævnets sekretariat. Hvis du tilbagekalder dit samtykke, vil oplysningerne i sagen blive slettet og vil ikke længere være tilgængelige. Sager, der endnu ikke er afgjort af Ankenævnet, anses for tilbagekaldt, sagen lukkes og klagegebyret returneres. Tilbagekaldelse af samtykke påvirker ikke lovligheden af Ankenævnets behandling af personoplysninger op til tidspunktet for tilbagekaldelsen, ligesom det heller ikke påvirker lovligheden af en allerede afsagt afgørelse.

Hvis du har spørgsmål eller brug for yderligere vejledning, kan du kontakte Ankenævnets sekretariat hverdage mellem kl. 10.00 og 12.00 på telefon 35 43 63 33 eller på mail .