Indsigelse mod opkrævning af mellemregningsrente i forbindelse med straksopsigelse af inkonverterbare lån

Sagsnummer:176
Dato:29-08-2018
Ankenævn:Henrik Waaben, Lars K. Madsen, Jacob Elverum, Bent Olufsen, Anna Marie Schou Ringive
Klageemne:D - Differencerente
Indfrielse - afregning
Ledetekst:Indsigelse mod opkrævning af mellemregningsrente i forbindelse med straksopsigelse af inkonverterbare lån
Indklagede:Totalkredit A/S
Øvrige oplysninger:

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opkrævning af mellemregningsrente i forbindelse med straksopsigelse af inkonverterbare lån.

Sagens omstændigheder

Klagerne var kunder hos Totalkredit, hvor de havde et rentetilpasningslån med refinansiering hvert år (F1) med en hovedstol på 1.440.000 kr. og et rentetilpasningslån med refinansiering hvert tredje år (F3) med en hovedstol på 1.298.000 kr.

Af pantebrevet vedrørende F1 lånet, der blev udbetalt i 2005, og af låne- og pantsætningsaftalen for F3 lånet, der blev udbetalt i 2009, fremgår bl.a.:

”… For lånet gælder Totalkredits bestyrelse til enhver tid fastsatte vilkår for långivningen og obligationsudstedelsen. Henvisningen til vedtægterne i Justitsministeriets pantebrevsformular B skal forstås som en henvisning til bestemmelser fastsat af Totalkredits bestyrelse med hjemmel i Totalkredits vedtægter.

Der henvises i øvrigt til de til debitor udleverede ”Almindelige forretningsbestemmelser” …  samt ”Særlige bestemmelser”. …”

Af Justitsministeriets pantebrevsformular B, der var gældende for lånene, fremgik, at debitor var underkastet de til enhver tid for realkreditinstituttet gældende vedtægter og bestemmelser fastsat i medfør af vedtægterne.

I pantebrevet for F1 lånet var anført:

”… Inkonverterbare kontantlån med rentetilpasning kan indfries med en såkaldt paristraksopsigelse i året forud for en refinansiering ved at betale obligationsrestgælden til kurs 100 samt renter frem til refinansiering den 1.1. …

Ved straksindfrielse betales bidrag fra seneste termin frem til tidspunktet for straksindfrielse og altså ikke frem til indfrielsesterminen.

Af det modtagne indfrielsesbeløb vil Totalkredit godtgøre låntager med en rente. Godtgørelsesrenten er den rente Totalkredit forrenter låntagers betaling med frem til tidspunktet for betalingen til obligationsejerne. Forskellen mellem godtgørelsesrenten og obligationsrente betegnes som differencerente.

Differencerenten varierer i takt med den aktuelle markedsrente for indlån. Oplysninger om den aktuelle godtgørelsesrente og dermed differencerenten fås ved henvendelse til Totalkredit eller det låneformidlende pengeinstitut. …”

Af låne- og pantsætningsaftale for F3 lånet fremgik endvidere:

”… Beregning af indfrielsesbeløb foretages med bindende virkning af Totalkredit og mod betaling af et gebyr …”

Låne- og pantsætningsaftalen for F3 lånet indeholdt en henvisning til Totalkredits ”Långuide”.  Af Totalkredits långuide fra 2009 fremgik bl.a.:

”… Opsigelsesrente opstår, fordi Totalkredit er forpligtet over for obligationsejerne indtil næste terminstidspunkt. Derfor skal låntager - ud over restgælden på opsigelsestidspunktet - betale den obligationsrente, som restgælden bliver tilskrevet i perioden, indtil obligationerne kan trækkes ud af markedet.

Da låntager betaler sit beløb straks, og Totalkredit først skal viderebetale beløbet senere, betaler Totalkredit en godtgørelsesrente af beløbet i denne periode. Forskellen mellem obligationsrente og godtgørelsesrente kaldes opsigelsesrente. …”

I februar 2018 anmodede klagernes pengeinstitut, P, på klagernes vegne om indfrielse af de to lån. F1 lånet og F3 lånet skulle refinansieres næste gang henholdsvis pr. 1. januar 2019 og pr. 1. oktober 2018. Den 21. februar 2018 sendte realkreditinstituttet et tilbud på straksindfrielse af lånene til P. Af tilbuddene fremgik, at der ville blive opkrævet en negativ mellemregningsrente på -0,95 % p.a. ved indfrielsen af de to lån, svarende til henholdsvis 10.647,59 kr. og 7.623,09 kr. Tilbuddene blev accepteret, og lånene blev straksopsagt pr. 22. februar 2018. Den 23. februar 2018 sendte instituttet indfrielseskvitteringer til P, hvoraf fremgik, at der var opkrævet en negativ mellemregningsrente på -0,95 % p.a., svarende til henholdsvis 10.647,59 kr. og 7.623,09 kr. for de to lån. Den 16. marts 2018 sendte P indfrielseskvitteringerne til klagerne. Den 19. marts 2018 rejste klagerne indsigelse over for realkreditinstituttet mod de opkrævede mellemregningsrente.

Af instituttets långuide af 3. januar 2018, der var gældende på indfrielsestidspunktet, fremgik bl.a.:

”… Opsigelsesrente opstår, fordi Totalkredit er forpligtet over for obligationsejerne indtil næste terminstidspunkt. Derfor skal låntager - ud over restgælden på opsigelsestidspunktet - betale den obligationsrente, som restgælden bliver tilskrevet i perioden, indtil obligationerne kan trækkes ud af markedet.

Da låntager betaler sit beløb straks, og Totalkredit først skal viderebetale beløbet senere, opkræver eller godtgør Totalkredit en mellemregningsrente af beløbet i denne periode. Mellemregningsrentesatsen afhænger af gældende markedsforhold på tidspunktet for indfrielsen af lånet. Satsen på mellemregningsrenten fastsættes på basis af Nationalbankens aktuelle indskudsbevisrente med et fradrag.

Forskellen mellem obligationsrente og mellemregningsrente kaldes opsigelsesrente. …”

Af Totalkredits prisblad af 1. januar 2018 fremgik, at mellemregningsrenten blev beregnet som Nationalbankens indskudsbevisrente med et fradrag på op til 1 procentpoint.

Parternes påstande

Den 28. maj 2018 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Totalkredit skal tilbagebetale de opkrævede mellemregningsrenter på 10.647,59 kr. og 7.623,09 kr. med tillæg af renter samt betale en kompensation for deres besvær.

Totalkredit har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har bl.a. anført, at de som forbrugere blev stillet i udsigt, at de kunne opnå en godtgørelsesrente ved førtidig indfrielse af lånene. Ifølge den långuide, som de tiltrådte ved låneoptagelsen i oktober 2009, kunne og skulle Totalkredit alene betale en godtgørelsesrente til dem.

De har ikke accepteret en ændring af begrebet ”godtgørelsesrente” til ”mellemregningsrente” og en deraf følgende mulighed for, at instituttet kunne opkræve yderligere renter af dem i stedet for at betale en godtgørelsesrente til dem.

Der må være grænser for instituttets adgang til at ændre långuiden og deres rettigheder og forpligtelser. I modsat fald ville instituttet få en blankocheck til skade for forbrugerne, uden at give forbrugerne adgang til udtræde af lånene i henhold til de tidligere lånevilkår. 

P kan ikke bebrejdes for ikke at opdage, at instituttet ikke var berettiget til at opkræve mellemregningsrente. Der var tale om straksindfrielse. P var i sagens natur ikke forpligtet til at stoppe processen og undersøge, hvilken udgave af långuiden, der var gældende, eller at bede dem om at undersøge dette. Hvis de som kunder skulle have taget stilling til et indfrielsestilbud, havde P skullet afvente deres stillingtagen og eventuelle protest. P var berettiget til at vente med at orientere dem, indtil indfrielseskvitteringerne forelå.

Det er sagen uvedkommende, om andre realkreditinstitutter beregner mellemregningsrente.

Totalkredit har anført, at instituttet ikke var forpligtet til at godtgøre klagerne en rente ved indfrielsen, uanset at ”mellemregningsrenten” i låne- og pantsætningsaftalerne og i den på udbetalingstidspunktet gældende långuide var benævnt ”godtgørelsesrente". Godtgørelsesrenten var et udtryk for de generelle renteforhold på tidspunktet for lånenes udbetaling, hvor denne rente var positiv. Efterfølgende blev denne rente negativ som følge af udviklingen i markedets renteforhold. Dette indebærer, at renten nu hedder en mellemregningsrente, og at instituttet har ret til at opkræve denne ved førtidig indfrielse.

Lånene var undergivet instituttets til enhver tid fastsatte vilkår for långivning og Justitsministeriets pantebrevsformular B, hvoraf fremgår, at klagerne var underlagt de til enhver tid gældende vedtægter og bestemmelser fastsat i medfør af instituttets vedtægter. Vilkårene for långivning var fastsat i långuiden, der var vedtaget af instituttets bestyrelse. Det er således den til enhver tid gældende långuide, der er gældende for låneforholdene. Klagerne har accepteret dette i låne- og pantsætningsaftalerne. Instituttet kunne efter den på indfrielsestidspunktet gældende långuide opkræve en negativ mellemregningsrente. Opkrævning af mellemregningsrente er behørigt beskrevet i denne långuide. Mellemregningsrenten fremgik tydeligt af indfrielsestilbuddene.

Indfrielsen af klagernes lån skete på sædvanlig vis ud fra de almindelige markedsforhold. Alle realkreditinstitutter beregner mellemregningsrente. Beregning af mellemregningsrente er baseret på den lovmæssige sammenhæng mellem realkreditlån og de bagvedliggende obligationer, hvorefter obligationerne ved førtidig indfrielse skal være afdækket af de placerede midler indtil obligationernes udløb. Mellemregningsrenten er en omkostning, som skyldes, at instituttet skal opbevare og administrere indfrielsesbeløbet, indtil obligationerne kan tilbagekøbes, da dette ikke nødvendigvis kan foretages på samme tidspunkt, hvortil lånet opsiges. Som led i de placeringer, som instituttet skal foretage ved førtidige indfrielser, beregner instituttet en mellemregningsrente, der for tiden, på grund af de nuværende renteforhold, udgør et negativt beløb.

Instituttet var berettiget til at opkræve en negativ mellemregningsrente på -0,95 %. Nationalbankens indskudsbevisrente var -0,65 %. Ifølge instituttets prisblad kunne mellemregningssatsen maksimalt fastsættes til -1,65 %.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne optog i 2005 et rentetilpasningslån F1 hos Totalkredit. I 2009 optog klagerne et yderligere rentetilpasningslån F3 hos realkreditinstituttet.

I februar 2018 anmodede klagernes pengeinstitut, P, på vegne klagerne om indfrielse af de to lån, der skulle refinansieres næste gang henholdsvis pr. 1. oktober 2018 og pr. 1. januar 2019. Den 21. februar 2018 sendte realkreditinstituttet tilbud på straks-indfrielse af lånene til P. Af tilbuddene fremgik, at der ville blive opkrævet en mellemregningsrente på -0,95 % p.a., svarende til henholdsvis 10.647,59 kr. og 7.623,09 kr. for de to lån.

Af pantebrevet for F1 lånet fra 2005 og af instituttets långuide fra 2009, der var gældende på tidspunktet for F3 lånets optagelse, fremgik, at instituttet ved straksindfrielse ville betale en såkaldt godtgørelsesrente til låntager, som en forrentning af låntagers betaling frem til tidspunktet for betaling til obligationsejerne.

Af pantebrevet for F1 lånet og af låne- og pantsætningsaftalen for F3 lånet fremgik, at de af Totalkredits bestyrelse til enhver tid fastsatte vilkår og bestemmelser var gældende for lånene.

Af instituttets långuide, der var gældende på tidspunktet for indfrielsen i 2018, fremgik, at instituttet opkræver eller godtgør en mellemregningsrente. Ankenævnet finder, at instituttet havde hjemmel til at opkræve mellemregningsrente i sagen, og at den beregnede mellemregningsrente fremgik tydeligt af instituttets indfrielsestilbud.

Ankenævnet finder endvidere, at Totalkredit var berettiget til – i overensstemmelse med sædvanlig praksis – at placere midlerne i pengemarkedet, uanset at pengemarkedsrenten var negativ.

Ankenævnet finder videre, at formuleringen i pantebrevet fra 2005 og i den ved lånets optagelse gældende långuide afspejlede de generelle renteforhold i 2005 og 2009 og ikke indebar en tilsikring af, at renteberegningen ikke kunne være negativ.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.