Afgørelse

Tab af kurstabsfradrag.

Klager A´s broder ejede ejendom 1, hvori der indestod tre kontantlån til det indklagede realkreditinstitut. Den 31. januar 1994 opsagde broderen lånene til pariindfrielse.

Med skæringsdato den 5. april 1994 underskrev klager B en gældsovertagelseserklæring til instituttet vedrørende lånene i ejendom 1. Instituttet fremsendte primo april 1994 en forhåndsgodkendelse af klager B som køber, hvoraf det fremgik, at der skulle indsendes endelig gældsovertagelse, når handlen var indgået endeligt. Primo juni 1994 rykkede instituttet for opfyldelse af en række forbehold for endelig gældsovertagelse og bevilgede betinget gældsovertagelse til den 1. september 1994. Kontantlånene blev indfriet henholdsvis 1. juli 1994 og 1. oktober 1994.
Primo oktober 1994 fremsendte instituttet et ejerskiftelånetilbud til klager A vedrørende ejendom 2. Låneudbetaling var betinget af, at klager B underskrev en selvskyldnerkautionserklæring. Medio oktober 1994 fremsendte instituttet et tillægslånetilbud til klager B vedrørende ejendom 1. Låneudbetaling var betinget af, at klager A underskrev en selvskyldnerkautionserklæring, samt at tilbudet vedrørende ejendom 2 ikke blev udbetalt. Ingen af lånetilbudene blev effektueret.

Klagerne protesterede i november 1994 forgæves over den foretagne rådgivning om reglerne for bevarelse af kurstabsfradrag samt over ekspeditionstiden vedrørende lånetilbudet.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet havde ydet fejlagtig rådgivning om betingelserne for at opnå kurstabsfradrag, og at instituttet derfor skulle erstatte dem det mistede fradrag. Klagerne opgjorde deres tab til i alt 109.257 kr. Klagerne påstod endvidere, at instituttet havde forsinket afgivelsen af lånetilbudet, hvilket havde ført til et potentielt tab af muligheden for helt eller delvis at overføre stempel fra de gamle lån til et nyt lån. Instituttet påstod frifindelse.

Såvel klagerne som instituttet afgav over for Nævnet forklaring om sagsforløbet, hvorom der ikke var enighed - særligt i relation til tidspunktet for og indholdet af en eller flere samtaler mellem klagerne og instituttet om reglerne for bevarelse af kurstabsfradrag.

Nævnet fandt det ikke mod instituttets benægtelse godtgjort, at der af instituttets medarbejdere var givet fejlagtig rådgivning til klagerne. Nævnet fandt heller ikke, at instituttet havde pådraget sig et ansvar for forsinkelse med afgivelse af lånetilbud. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.