Overtræk på budgetkonto.
| Sagsnummer: | 188/1988 |
| Dato: | 09-03-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Budgetkonto - overtræk
|
| Ledetekst: | Overtræk på budgetkonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Under denne sag er der spørgsmål om, hvorvidt klagerens konti hos indklagede i en række tilfælde på grund af fejl fra indklagedes side er kommet i overtræk.
I februar 1987 henvendte klageren sig hos indklagede og oplyste, at børnetilskud for fremtiden ville indgå direkte på klagerens budgetkonto i stedet for på hans pensionskonto, hvorfor han ønskede en stående ordre om overførsel af et beløb fra sin pensionskonto til sin budgetkonto ændret således, at beløbet reduceredes svarende til børnetilskuddet.
Klageren havde en stående ordre om, at der fra hans budgetkonto betaltes husleje, varmeafgift samt ydelser på to andelsboliglån og et privatlån, alle ydet af indklagede.
Da børnetilskuddet overførtes til budgetkontoen i april 1987, forlangte klageren dog dette udbetalt.
I juli 1987 overførte klageren uden at underrette indklagede herom sin pensionskonto til et andet pengeinstitut, hvortil også kommunen overførte børnetilskud, uden at klageren annullerede den stående ordre hos indklagede. Endvidere overførte indklagede efter anmodning fra kommunen børneydelsen på 2.500 kr. til klagerens nye pengeinstitut, hvilket indklagede efterkom, idet man antog, at anmodningen skyldtes, at kommunen ikke kunne annullere en ordre om overførsel af beløbet til indklagede i stedet for klagerens nye pengeinstitut, således at beløbet ville tilgå indklagede. Beløbet tilgik dog ikke indklagede fra kommunen.
Efter udførelsen af den stående ordre om betaling fra budgetkonto opstod et overtræk.
Den stående ordre om overførsel fra klagerens budgetkonto annulleredes, da indklagede blev opmærksom på, at der ikke indgik pension på kontoen.
I september 1987 oprettede klageren igen en pensionskonto hos indklagede, og klageren indfriede overtrækket på sin budgetkonto ved en forhøjelse af et privatlån ydet af indklagede.
I august 1988 solgte klageren sin andelsbolig. Ifølge den mellem klageren og indklagede indgåede låneaftale skulle et provenu ved salg af andelsboligen anvendes til indfrielse af andelsboliglånene. Et eventuelt restprovenu skulle udbetales til klageren.
I skrivelse af 8. august 1988 meddelte klagerens advokat klageren, at han havde modtaget salgssummen fra køberne af andelsboligen, og at klageren som sælger skulle betale vandafgift fra perioden 1. oktober 1987 til 30. september 1988, da beløbet var forfaldent, og da spørgsmålet ikke var behandlet i slutsedlen.
Klageren har indbragt sagen fra Ankenævnet med påstand, om at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, som indklagedes mangelfulde sagsbehandling har påført ham, og som han ikke kan opgøre nærmere.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagedes mangelfulde sagsbehandling har forårsaget, at hans konto den 21. juli 1988 var i overtræk med 1.810 kr. og den 20. september 1987 med 14.500 kr.
Klageren anfører endvidere, at han den 1. august 1988 blev trukket for ydelsen på andelslånene, uanset at han havde solgt ejendommen pr. 1. august 1988, samt at indklagede betalte vandafgift, uanset at advokaten ved skrivelse af 8. august 1988 havde meddelt, at vandafgiften var betalt.
Endvidere har klageren anført, at han i perioden 1. september 1987 og 1. september 1988 har betalt 9.400 kr. til Rudkøbing Varmeværk A.m.b.a. via PBC. I efteropkrævning af 30. juli 1988 vedrørende perioden 1. juli 1987 til 30. juni 1988 har varmeværket oplyst, at han har betalt 7.452 kr., hvorfor han skal efterbetale 2.409 kr. Denne difference må bero på en fejl fra indklagedes side.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at klagerens omhandlede overtræk skyldtes, at han i juli 1987 og september 1988 havde flyttet sin pensionskonto til et andet pengeinstitut uden at give meddelelse til indklagede, hvorfor indklagede ikke har haft mulighed for at annullere de på kontoen stående ordrer om overførsel og betaling via PBC.
Man havde endnu pr. 1. august 1988 ikke havde modtaget salgsprovenuet til indfrielse af andelslånene, hvorfor der blev betalt ydelse på lånet, men da man fik overført provenuet, og andelsboliglånene blev indfriet, blev restprovenuet til klageren forhøjet svarende til den ydelse, der blev betalt på lånene den 1. august 1988.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende findes det ikke godtgjort, at der af indklagede er begået fejl som kan pådrage indklagede erstatningsansvar.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.