Indsigelse om ulovligt pant i forbindelse med bilkøb med ejendomsforbehold.
| Sagsnummer: | 196/2006 |
| Dato: | 08-11-2006 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Anne Dehn Jeppesen, Erik Sevaldsen, Poul Erik Tobiasen |
| Klageemne: |
Kreditaftaleloven - ulovligt pant
|
| Ledetekst: | Indsigelse om ulovligt pant i forbindelse med bilkøb med ejendomsforbehold. |
| Indklagede: | Nordea Finans v/Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelse om ulovligt pant i forbindelse med et bilkøb med ejendomsforbehold.
Sagens omstændigheder.
Indklagede i denne sag er et finansieringsselskab, der er ejet af et pengeinstitut.
Ved en købekontrakt med ejendomsforbehold købte klageren i oktober 2002 en bil hos en bilforhandler. Kontantprisen var på 164.673 kr. med en udbetaling på 32.935 kr. Restløbet på 131.738 kr. med tillæg af etableringsomkostninger på 9.842 kr., eller i alt 141.580 kr., skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.937 kr. Renten var variabel 0,329 % pr. måned. De årlige omkostninger i procent var 6,37.
Stiftelsesomkostningerne var specificeret således:
"… | ||
Etableringsomkostninger | kr. | 4.247,00 |
Ekspeditionsgebyr | kr. | 1.395,00 |
Afgift til Bilbogen | kr. | 1.400,00 |
Afgift ejendomsforbehold | kr. | 2.200,00 |
Gebyrmærke forsikringsselskab | kr. | 600,00 |
Stiftelsesomkostninger i alt | kr. | 9.842,00 |
…" |
Købekontrakten blev transporteret til indklagede.
Parternes påstande.
Den 11. august 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal nedskrive restgælden med 3.600 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han på baggrund af en artikel om Tv-programmet Rabatten på Danmarks Radios hjemmeside er af den opfattelse, at indklagede uberettiget har opkrævet afgifter på henholdsvis 1.400 kr. og 2.200 kr., i alt 3.600 kr. for ugyldige pantebreve.
Han har således betalt for noget, som han ikke burde have betalt for, og indklagede bør derfor tilbagebetale beløbet.
Der er tale om et såkaldt trepartsforhold, og ifølge artiklen var det derfor ulovligt at tage pant i bilen.
Indklagede har anført, at der ikke er taget pant i klagerens bil i forbindelse med finansieringen af restkøbesummen. Der er alene taget et gyldigt ejendomsforbehold.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved købekontrakten blev der på lovlig måde taget sikkerhed i form af et ejendomsforbehold, jf. kreditaftalelovens § 6 og § 34.
Der blev ikke i strid med kreditaftalelovens § 21 taget sikkerhed i form af pant i det solgte.
Ifølge lov nr. 382 af 2. juni 1999 om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v. skal der for tinglysning af ejendomsforbehold i motorkøretøjer betales en afgift til staten på 1.400 kr. og 1,5% af det beløb, ejendomsforbeholdet skal sikre. Afgiften oprundes til nærmeste kronebeløb, der er deleligt med 100.
Klagerens indsigelse mod de opkrævede tinglysningsafgifter på i alt 3.600 kr. (1.400 kr. + 1,5% af 141.580 kr. (oprundet)) kan derfor ikke tages til følge.
Som følge
Klagen tages ikke til følge.