Afgørelse

Beregning af opsigelsesfrist for lån.

Klagerne havde i deres ejendom et lån til det indklagede realkreditinstitut. Af det for lånet udstedte pantebrev fremgik det, at ”Kontantindfrielse kan ske med 2 måneders varsel til en 2/1, 1/4, 1/7 eller 1/10..." Pantebrevet var oprettet på Justitsministeriets pantebrevsformular B, hvoraf det fremgår, at der sker udskydelse af betalingsdagen til den førstkommende hverdag, hvis forfaldsdagen eller sidste rettidige betalingsdag falder på en helligdag, en lørdag eller grundlovsdagen den 5. juni, og at udløbsdagen for alle frister efter pantebrevet udskydes på samme måde. Klagerne fremsendte fredag den 31. juli 1998 et brev til instituttet, hvori de opsagde lånet pr. 1. oktober 1998. Realkreditinstituttet meddelte mandag den 3. august 1998 klagerne, at instituttet først samme dag med posten havde modtaget opsigelsen, der derfor var for sen til 1. oktober 1998, og at lånet således først kunne opsiges pr. 1. januar 1999. Klagerne protesterede heroverfor, idet de fandt, at pantebrevsteksten måtte forstås sådan, at opsigelsen blot skulle være hos instituttet den 1. august, hvilket den også havde været. Instituttet fastholdt ved brev af 20. august 1998, at opsigelsen for at være rettidig skulle være modtaget hos indklagede senest 2 måneder før 1. oktober, det vil sige den 31. juli 1998.

Klagerne nedlagde ved Ankenævnet påstand om, at realkreditinstituttet skulle tilbagebetale dem 969,49 kr. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at sætningen ”Kontantindfrielse kan ske med 2 måneders varsel til en … 1/10” ud fra en rent sproglig fortolkning både kan forstås sådan, at opsigelse kan ske frem til en 1/10, således at sidste rettidige dag for opsigelse er 31/7, og forstås sådan, at opsigelse kan ske til og med en 1/10, således at sidste rettidige dag for opsigelse er 1/8. Efter praksis på realkreditområdet måtte sætningen ifølge flertallet forstås således, at sidste rettidige opsigelsesdag er 31/7. Denne praksis har sin baggrund i, at låneforholdet ophører med udgangen af den sidste måned i 2 månedersperioden (varselsperioden), og i den praktiske tilrettelæggelse af obligationsudtrækninger og meddelelser til Københavns Fondsbørs. Flertallet stemte derfor for at frifinde realkreditinstituttet. Mindretallet fandt, at realkreditinstituttet, der havde udformet bestemmelsen, måtte bære risikoen for dens uklarhed, således at bestemmelsen måtte fortolkes i overensstemmelse med den af klagerne hævdede forståelse. Mindretallet stemte derfor for at give klagerne medhold i klagen. Samtlige nævnsmedlemmer fandt anledning til at udtale, at det må anses for uheldigt, at indfrielsesbestemmelsen er formuleret således, at den kan give anledning til fortolkningstvivl, og at det bør overvejes at erstatte den med en bestemmelse, der er formuleret klart og utvetydigt. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og realkreditinstituttet blev derfor frifundet.