Tvist om manglende kurssikring. Størrelse af morarente.
| Sagsnummer: | 851 /1994 |
| Dato: | 12-12-1995 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - overtræk
Realkreditbelåning - kurssikring |
| Ledetekst: | Tvist om manglende kurssikring. Størrelse af morarente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klagerens engagement med indklagedes Nørrebro afdeling bestod i efteråret 1992 af en kassekredit. Til sikkerhed for kassekreditten havde indklagede håndpant i et ejerpantebrev med pant i klagerens faste ejendom.
Ved skrivelse af 4. november 1992 anmodede afdelingen klageren om betaling af et overtræk på kassekreditten på ca. 70.000 kr. inden 8 dage.
Efter drøftelser mellem klageren og afdelingen besluttedes det at sætte klagerens ejendom til salg, idet et provenu skulle anvendes til nedbringelse af klagerens gæld til indklagede.
Den 24. november 1992 udarbejdede ejendomsmæglerfirmaet N en salgsvurdering, hvori N anslog et kontant salgsprovenu til ca. 149.000 kr. Det fremgik, at der ikke var taget højde for beløb til frigivelse af ejerpantebrevet.
Den 5. april 1993 blev klagerens kassekredit omlagt til et lån på 351.043,25 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.300 kr., første gang 1. maj 1993. Af gældsbrevet, som klageren har underskrevet, fremgår, at indklagedes almindelige forretningsbetingelser og de almindelige bestemmelser for lån og kreditter gælder for lånet. I indklagedes almindelige bestemmelsr for lån og kreditter til private formål er anført:
"6. Overtræksrente (morarente) og øvrige ekstraomkostninger
Overholder De ikke betalingerne på lånet/kreditten eller overtrækkes kredittens maksimum påløber en forhøjet rente af restancen eller overtrækket. Den forhøjede rente fastsættes af banken. Banken kan ligeledes kræve et gebyr for udsendelse af rykkerbreve, inkassoomkostninger og udgifter til juridisk bistand.
7. Opsigelse og indfrielse
Banken kan opsige lånet/kreditten med 3 måneders varsel og forlange hele gælden betalt. Ved opsigelse har De krav på en begrundelse fra bankens side.
........
8. Misligholdelse og andre forfaldsgrunde
I følgende særlige situationer kan banken opsige lånet/kreditten uden varsel og forlange hele gælden betalt straks:
a) Hvis De ikke betaler ydelser, renter, provision eller afdrag til tiden og stadig ikke har betalt otte dage efter, at banken har sendt Dem en rykkerskrivelse. Ved kreditter gælder dette også, hvis De overtrækker kredittens maksimum uden bankens tilladelse.
........"
Ved skrivelse af 27. maj 1993 meddelte afdelingen klageren, at man var villig til at frigive ejerpantebrevet på betingelse af, at indklagede fik uigenkaldelig transport i nettoprovenuet til nedbringelse af klagerens engagement.
Den 31. maj 1993 overlod klageren salget af ejendommen til N. Ved slutseddel underskrevet af parterne den 18. og 23. marts 1994 solgtes klagerens ejendom. Salget medførte et netto kontant provenu på ca. 22.000 kr. Af købesummen på 1.264.000 kr. skulle 992.000 kr. berigtiges ved optagelse af obligationslån hos Nykredit.
Ved skrivelse af 18. marts 1994 foreslog afdelingen klageren, at der afholdtes møde den 13. april s.å. for en drøftelse af engagementet. Klageren meddelte, at han ikke kunne deltage i mødet.
Ved skrivelse af 12. april 1994 til klageren meddelte afdelingen vedrørende ejendomssalget, at der var en kursrisiko på ejerskiftelånet, indtil dette blev hjemtaget.
Der afholdtes møde den 27. april 1994 med klagerens (senere) ægtefælle. På mødet drøftedes kurssikring af det ved handelen forudsatte ejerskiftelån. Klagerens ægtefælle havde tidligere været ansat i et pengeinstitut. Ifølge klageren opfordrede afdelingens medarbejder til ikke at kurssikre, idet man forventede stigende obligationskurser. Indklagede bestrider, at medarbejderen opfordrede til at undlade kurssikring, men klagerens ægtefælle tilkendegav, at hun ikke ønskede orientering om kurssikringsspørgsmål, men ville vende tilbage omkring sagens videre forløb.
Ved skrivelse af 5. maj 1994 meddelte afdelingen klageren, at den negative kursudvikling på obligationerne havde medført, at stort set hele provenuet ved salget af ejendommen var væk. Det anførtes, at klageren ved en øjeblikkelig kurssikring havde mulighed for at sikre, at handlen kunne falde på plads uden underskud. Afdelingen gjorde endvidere opmærksom på, at man ikke var indstillet på finansiere et eventuelt underskud.
Ved skrivelse af 10. maj 1994 returnerede afdelingen papirerne vedrørende omprioriteringen af ejendommen. Dette skete med henvisning til, at man telefonisk den foregående dag havde oplyst, at der var et underskud på ejendomshandlen på ca. 56.000 kr. eksklusive diverse gebyrer.
Klageren overgav herefter ekspeditionen af omprioriteringen til andet pengeinstitut.
Ved skrivelse af 22. juli 1994 til klageren "Vedr. Deres engagement i [indklagede]" rykkede indklagede for en række økonomiske oplysninger, som klageren ifølge aftale skulle have meddelt inden udgangen af juni 1994, men som indklagede nu udbad sig inden 8 dage. Det hedder herefter: "Ud fra ovennævnte, .... vil banken fastsætte en ydelse for afvikling af gældsforholdet."
I anbefalet skrivelse af 5. august 1994 til klageren gav indklagede en række kommentarer til dels ejendomssalget, dels klagerens øvrige engagement. Det hedder afslutningsvis i skrivelsen:
"Vedr. Deres udlånsengagement.
Såfremt vi ikke senest 8 dage fra dato har modtaget punkt 1) til 8) i.h.t. vores brev af den 22. juli 1994, ser vi os desværre nødsaget til at opsige Deres engagement til fuld indfrielse uden yderligere varsel."
Ved skrivelse af 23. august 1994 opsagde afdelingen uden angivelse af nogen begrundelse klagerens lån til indfrielse senest den 21. september s.å.; saldoen var pr. 30. juni 1994 403.616,96 kr.
Ved skrivelse af 14. oktober 1994 meddelte afdelingen, at klagerens engagement var overgivet til retslig inkasso med en restgæld pr. 30. september s.å. på 417.593,75 kr. Det meddeltes samtidig, at rentesatsen med virkning fra samme dato blev ændret til inkassorentesatsen på p.t. 20% p.a.
Under en korrespondance med indklagedes inkassoadvokat anførte klageren, at afdelingen havde medvirket til, at salget af hans ejendom var blevet forhalet, hvorved klageren havde lidt kurstab på ejerskiftelånet, ligesom han havde lidt rentetab ved forsinket indfrielse af eksisterende realkreditlån m.v. Klageren opgjorde disse tab til 99.302 kr. og fandt, at indklagedes tilgodehavende pr. 1. oktober 1994 herefter kunne opgøres til 318.292 kr. Indklagedes advokat afviste klagerens krav.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagekalde lånets opsigelse samt at indgå "afviklingsaftale ved et gensidigt frivilligt forlig på det reelt skyldige beløb på 318.292 kr. pr. 1. oktober 1994 med en månedlig fast ydelse på 5.000 kr. og en normal udlånsrente og således, at [indklagede] herigennem giver kompensation/erstatning, der modsvarer 99.302 kr. i forhold til bankens skrivelse af 14. oktober 1994."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at der i oktober 1992 afholdtes et møde med deltagelse af hans advokat og indklagede. Ved mødet gav indklagede skriftligt tilsagn om, at ejerpantebrevet ville blive frigivet i tilfælde af salg mod, at provenuet tilfaldt indklagede. Han rykkede for denne skrivelse i marts 1993, men skrivelsen fremkom først i slutningen af maj 1993. Dette har ført til en forsinkelse af salget af ejendommen og dermed forværret det økonomiske resultat. Indklagedes behandling af omprioriteringssagen var mangelfuld; det er hans opfattelse, at han enten afgav fastkursaftale eller gav tilsagn om, at indklagede kunne foretage kurssikring, hvilket imidlertid ikke skete. Indklagede afviste senere at foretage omprioriteringen. Indklagedes afvisning samt rådgivning om kurssikring medførte, at lånet blev hjemtaget til en dårligere kurs, ligesom indfrielse af eksisterende lån blev forsinket med deraf forøget renteudgift.
Indklagede har anført, at klageren er civiløkonom, HA og HD i regnskab og organisation og således har en indsigt ud over det sædvanlige i økonomiske og finansielle problemstillinger som den foreliggende. Det bestrides, at indklagede forhalede ejendomssalget. Indklagede gav mundtligt tilsagn om frigivelse af ejerpantebrevet i oktober 1992 og bekræftede det i maj 1993. Ejendommen blev først solgt knapt et år efter, at den skriftlige accept forelå, hvorfor dette forhold ikke har forsinket salget. Med hensyn til omprioritering af ejendommen var indklagede i besiddelse af kreditforeningspantebrevet fra den 28. april 1994 til den 5. maj s.å. Dette forhold har isoleret set ikke betydet noget tab for klageren. Klagerens ægtefælle gjorde under mødet den 27. april opmærksom på, at hun med sin professionelle indsigt ikke behøvede rådgivning om kurssikring. Afdelingen har derfor ikke rådgivet klageren eller ægtefællen til at afvente kursudviklingen. Et tab som følge af manglende kurssikring skyldes derfor klagerens egne forhold. Klageren kunne ikke have nogen berettiget forventning om, at indklagede helt eller delvis ville finansiere det underskud, som blev konstateret ved salg af ejendommen. Klagerens lån blev opsagt den 23. august 1994, efter at man gennem knap 2 år forgæves havde forsøgt at få inddækket et overtræk på ca. 70.000 kr. Sammenfattende finder indklagede ikke, at man har handlet ansvarspådragende, hvorfor klagerens påstand om nedskrivning af gælden med 99.302 kr. ikke bør tages til følge.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke holdepunkter for at antage, at det forhold, at indklagede først i maj 1993 skriftligt vedstod det i oktober 1992 afgivne løfte om at ville frigive ejerpantebrevet mod at modtage provenuet ved ejendommens salg, har medført tab for klageren.
Ankenævnet finder ikke godtgjort omstændigheder, som kan medføre et ansvar for indklagede i forbindelse med indklagedes behandling af omprioriteringen af klagerens faste ejendom.
I skrivelse af 22. juli 1994 anførte indklagedes afdeling, at man efter modtagelse af udbedte økonomiske oplysninger ville fastsætte en ydelse for afvikling af klagerens udlån, og i skrivelse af 5. august 1994 meddelte afdelingen, at man så sig nødsaget til at opsige klagerens udlånsengagement, såfremt de udbedte oplysninger ikke var afdelingen i hænde inden 8 dage. Efter de for lånet gældende vilkår gælder som udgangspunkt et opsigelsesvarsel på 3 måneder. Ankenævnet finder ikke, at afdelingens nævnte skrivelse opfylder de i vilkårenes pkt. 8 litra a nævnte betingelser for opsigelse uden varsel, og indklagede bør derfor anerkende, at opsigelsesen af 23. august 1994 - som efter det foreliggende har haft den fornødne saglige begrundelse - først har virkning fra den 23. november 1994.
Med hensyn til det i klagerens påstand anførte om, at engagementet skal undergives "normal udlånsrente", bemærkes, at indklagede efter pkt. 6 i de ovenfor citerede bestemmelser for lån og kreditter må være berettiget til at forlange, at lånet forrentes med en rente, der er højere end sædvanlig udlånsrente. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes inkassorente på 20% som urimelig. Debitering med inkassorentesats kan som følge af det ovenfor om opsigelsen anførte dog først ske med virkning fra den 23. november 1994.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at indgå en afviklingsaftale vedrørende klagerens engagement.
Som følge af det anførte
Indklagede bør anerkende, at opsigelsen den 23. august 1994 af klagerens lån først har virkning fra den 23. november 1994. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.