Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ansvar i forbindelse med tegning af kommanditanparter.

Sagsnummer: 67/1989
Dato: 29-06-1989
Ankenævn: Peter Blok, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne: Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst: Ansvar i forbindelse med tegning af kommanditanparter.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 12. juli 1986 underskrev klageren en tegningsaftale vedrørende 4 kommanditanparter a 50.000 kr. i kommanditselskabet DeeFond 1 K/S. Ved tegningsaftalen bemyndigede klageren sin bank til at overføre det kontante indskud på i alt 70.000 kr. til indklagede, der var finansierende pengeinstitut for kommanditselskabet, og det var videre anført, at alle betalinger blev deponeret hos indklagede på et angivet kontonummer. Af en redegørelse af 19. juni 1986 udarbejdet af kommanditselskabets advokater fremgik det, at de til projektet hørende kontrakter forelå i godkendt udkast og ville blive underskrevet af de implicerede, når tegningen var afsluttet, og projektet var tegnet 100% (når der forelå "closing"). Det oplystes videre, at de af kommanditisterne indbetalte beløb, indtil "closing" fandt sted, ville være indsat på separat konto hos indklagede, og at der først kunne disponeres over indbetalingerne, når "closing" havde fundet sted.

Den 10. juli 1986 instruerede kommanditselskabets advokat indklagede om at overføre et beløb på 1,65 mio. US $ til Irving Trust Company til kredit for selskabet Windmaster Inc., som var det selskab, der skulle levere de vindmøller, som indgik i projektet. Beløbet skulle ikke kunne frigives til Windmaster Inc., før end der forelå bankgaranti for et tilsvarende beløb til fordel for kommanditselskabet.

Beløbet blev den 23. juli 1986 via SWIFT overført til Irving Trust Company, New York.

Efterfølgende opstod der tvist mellem kommanditselskabet og Windmaster Inc. om betaling af vindmøllerne, og der verserer mellem disse to parter fortsat retssag, hvori indklagede deltager som processuel støttepart for kommanditselskabet.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om at blive frigjort fra den af ham underskrevne tegningsaftale samt om, at indklagede tilpligtes at erstatte ham det tab, som han har haft på kontraheringen, af ham i skrivelse af 6. februar 1989 til indklagede opgjort til i alt 116.167 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra denne dato, og indtil betaling sker.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning eller frifindelse.

Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at det af den af kommanditselskabets advokater udarbejdede redegørelse af 10. juli 1986 klart fremgår, at der ikke vil kunne disponeres over de af kommanditisterne foretagne indskud, før end "closing" har fundet sted. På trods heraf har indklagede overført de af kommanditisterne foretagne indskud til kredit for leverandøren af vindmøllerne, hvilket må medføre, at klageren er berettiget til at træde tilbage fra den indgåede tegningsaftale og kræve erstatning.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at man alene har deltaget i projektet som finansierende pengeinstitut for kommanditselskabet, på hvis instruktion man foretog den omhandlede overførsel. Der kan derfor ikke påhvile indklagede noget ansvar for overførslen, ligesom der ikke har bestået noget kontraktsforhold mellem indklagede og klageren. Hertil kommer, at indklagede efter det foreliggende må gå ud fra, at "closing" havde fundet sted, idet såvel kommanditselskabets ledelse som den administrerende direktør for det amerikanske leverandørselskab på forespørgsel udtrykkelig har fastholdt, at "closing" fandt sted i Belgien i juli måned 1986.

Ankenævnets bemærkninger:

Den af klageren ved tegningen af de omhandlede kommanditanparter foretagne investering er af erhvervsmæssig karakter. Klagen, der drejer sig om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar overfor klageren i forbindelse med dennes investering, angår således ikke et privat kundeforhold og findes heller ikke at kunne sidestilles med en klage vedrørende et sådant. I medfør af vedtægternes § 2, stk. 2 og 3, afviser Ankenævnet allerede af denne grund den indgivne klage.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.