Tegning af livrente i selskab ejet af samme pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 62/1995 |
| Dato: | 30-11-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Rådgivning - pensionsforhold
Forsikring - tegning af livrente |
| Ledetekst: | Tegning af livrente i selskab ejet af samme pengeinstitut. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
På opfordring fra indklagedes Randers afdeling deltog klageren i oktober 1993 i et møde hos indklagede vedrørende tegning af livrente i et forsikringsselskab, der er ejet af indklagede.
Klageren, der er født i 1919, indskød herefter 30.000 kr. på en livrente i selskabet.
Ifølge en forsikringsoversigt fremsendt til klageren den 15. december 1993, ville der i perioden 1. januar 1995 til 1. januar 2000 blive udbetalt 6.826 kr. årligt til klageren med tillæg af evt. bonus. Efter de første 2 år var udbetaling betinget af, at klageren var i live.
Ved skrivelse af 4. juli 1994 til klageren foreslog indklagede med henvisning til drøftelsen i efteråret 1993, at der indbetaltes et yderligere beløb på livrenten bl.a. for at opnå skattefradrag i 1994 og som følge af skattereformen betale lavere skat af udbetalingerne.
I oktober 1994 indbetalte klageren yderligere 30.900 kr. på livrenten.
Ifølge forsikringsoversigt af oktober 1994 ville udbetalingerne i perioden 1. januar 1995 til 1. januar 2000 herefter udgøre 13.645 kr. årligt. Udbetalingerne var fortsat, bortset fra de første 2 år, betinget af at klageren var i live. I øvrigt fremgik, at klageren havde fortrydelsesret, og at fortrydelsesfristen var 14 dage.
Ved skrivelse af 21. november 1994 besvarede indklagede en telefonisk forespørgsel fra klagerens søn vedrørende investeringen.
Med henvisning til en artikel i Jyllands-Posten den 4. december 1994, der er fremlagt under klagesagen, gjorde klagerens søn ved skrivelse af 13. december 1994 indsigelse overfor indklagedes rådgivning i forbindelse med klagerens investering. Af avisartiklen fremgår bl.a., at to navngivne personer, der må anses for professionelle på området, alene anser en livrente for fordelagtig, såfremt der investeres ved en høj skatteprocent (68) og udbetales ved en lav skatteprocent (38), hvilket typisk vil være ved pensionering.
Klageren har fremlagt en beregning, der viser, at hun vil opnå en effektiv forrentning efter skat på mellem 3 og 4,4% p.a., såfremt hun lever frem til 1. januar 2000, mens hun ved investering i 9% realkreditobligationer 2006 ville opnå en forrentning efter skat på 4,6% p.a. Såfremt hun var afgået ved døden den 1. januar 1995, ville forrentningen have udgjort -47% efter skat og ved dødsfald pr. 1. januar 1997 -21,6% efter skat.
Indklagede har fremlagt en beregning, der viser, at klageren efter skat har indbetalt 29,611 kr., og at hun vil modtage en samlet udbetaling efter skat på 37.038 kr., hvilket beløb formodes at blive større som følge af bonustilskrivning. Det erkendes, at investeringen kan vise sig at være mindre attraktiv, såfremt klageren dør forinden år 2000, men klageren blev gjort opmærksom på de særlige risici, der er forbundet med investering i en livrente. Indklagede har i øvrigt oplyst, at kundens livrente ikke kan tilbagekøbes/annulleres, når udbetalingerne er påbegyndt.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at livrenteforsikringen skal annulleres, således at det indbetalte beløb på 60.900 kr. tilbagebetales med tillæg af rente og med fradrag af allerede foretagne livrenteudbetalinger.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede uopfordret anbefalede at tegne en livrenteforsikring for at opnå en fordelagtig rente og for at udnytte skattereformen. Investeringen har vist sig at være ufordelagtig for hende. Hun kunne have opnået mindst tilsvarende forrentning ved investering i statsobligationer eller realkreditobligationer, således som hun har været vant til gennem årene. Samtidig kunne hun have bevaret dispositionsretten. Såfremt hun dør inden år 2000, har livrenten kun været til fordel for indklagedes eget produkt i datterselskabet. Indklagede bør ikke anbefale livrenter til personer, der allerede har nået pensionsalderen. Hun kunne ikke overskue investeringen og stolede på indklagedes rådgivning. Indklagede har overtrådt de etiske regler, hvorefter et pengeinstitut skal rådgive med udgangspunkt i den enkelte kundes individuelle økonomi samt kundens forhold i øvrigt, herunder låne- og investeringshorisont, risikovillighed og mulighed for at overskue det, der rådgives om.
Indklagede har anført, at klageren på mødet i oktober 1993 blev anbefalet at indskyde en mindre del af sin formue, i alt 60.000 kr., på en livrente. Klageren besluttede sig for at indskyde 30.000 kr., men det blev samtidig aftalt, at indklagede skulle kontakte klageren i løbet af 1994 med henblik på eventuelt yderligere indskud på livrenten, hvilket skete ved skrivelsen af 4. juli 1994. Investering i en livrente blev sammenlignet med andre former for investering. Det blev oplyst, at dispositionsretten over indskudt kapital mistes ved investering i livrente, og klageren blev gjort bekendt med, at udbetalingen af livrenten ville ophøre ved dødsfald efter udløbet af garantiperioden på 2 år. Klageren drøftede de skattemæssige konsekvenser af investeringen med sin rådgiver inden indbetaling af indskuddet på 30.900 kr. i 1994. Beløbet svarer til det beløb, der i henhold til pensionsbeskatningslovens § 18, stk. 5, kan opnås fuldt fradrag for i indkomståret 1994. Der er taget hensyn til klagerens alder og formue i forbindelse med rådgivningen, der i øvrigt opfylder retningslinierne i de etiske regler.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at der ikke er godtgjort omstændigheder, som kan medføre, at klageren ikke er bundet af de indgåede aftaler om tegning og forhøjelse af livrenteforsikringen.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.