Fortolkning af rentereguleringsbestemmelse for BoligPrioritet lån.
| Sagsnummer: | 179/2008 |
| Dato: | 15-09-2008 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Troels Hauer Holmberg, Karin Ladegaard, Erik Sevaldsen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Udlån - rente
Rente - udlån |
| Ledetekst: | Fortolkning af rentereguleringsbestemmelse for BoligPrioritet lån. |
| Indklagede: | Eik Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod Eik Banks regulering af rentesatsen på klagerens BoligPrioritet lån.
Sagens omstændigheder.
I 2006 var klagerens ejendom behæftet med et rentetilpasningslån (Flexlån) i euro optaget i Realkredit Danmark.
I november 2006 blev lånet omlagt til et 30-årigt BoligPrioritet lån (i det følgende benævnt prioritetslånet) i SkandiaBanken, nu Eik Bank. Rentesatsen var variabel 4,15 % p.a. Til prioritetslånet blev der knyttet en indlånskonto, hvorpå rentesatsen til enhver tid svarede til rentesatsen på lånet. Af pantebrevet for prioritetslånet, som klageren underskrev den 21. november 2006, fremgår bl.a.:
"Lånet forrentes med en variabel rente som foreløbig er fastsat til 4,15 % p.a.
…
Særlige bestemmelser:
Fastsættelse af rente
Renten er variabel og fastsættes på basis af den af Danmarks Nationalbank offentliggjorte rente på indskudsbeviser med et tillæg på 0,65%. Renten reguleres, når der er ændringer i renten på indskudsbeviser.
Rentetillægget kan ændres af SkandiaBanken i henhold til Almindelige bestemmelser for lån og kreditter. Bestemmelserne finder du på SkandiaBankens hjemmeside, www.SkandiaBanken.dk."
Nationalbankens rente på indskudsbeviser var på tidspunktet for lånets etablering 3,50 %.
Klageren har fremlagt SkandiaBankens "Vilkår for BoligPrioritet" gældende fra den 16. oktober 2005. Af disse fremgår bl.a.:
"For BoligPrioritet gælder vilkårene i lånedokumenterne, som kort er opsummeret her. Derudover gælder SkandiaBankens "Almindelige Forretningsbetingelser" og Almindelige bestemmelser for lån og kreditter" i det omfang, andet ikke er særligt aftalt i lånedokumenterne.
…
2. Fastsættelse af rente
Renten på BoligPrioritet fastsættes udfra renten på Danmarks Nationalbanks indskudsbeviser + et variabelt tillæg på 0,65%. Ydelsen på BoligPrioritet er kendt frem til næste gang, Danmarks Nationalbank ændrer renten for indskudsbeviser."
I tilsvarende vilkår gældende fra den 30. november 2007 er SkandiaBanken ændret til Eik Bank og tillægget på 0,65 % ændret til 1,10 %.
Ved brev af 7. april 2008 varslede Eik Bank følgende ændring af lånevilkårene:
"Vi skriver til dig for at informere dig om, at renten på din BoligPrioritet pr. 30. april 2008 hæves med 0,45%, således at din nye rentesats bliver 5,35%.
Baggrunden for ændringen er den internationale finansielle uro, der nu i længere tid har betydet højere finansieringsomkostninger for de danske banker. Eik Bank har derfor, i lighed med de fleste andre banker, valgt at hæve udlånsrentesatserne.
Se din nye ydelse i Netbank
For at bibeholde lånets løbetid har vi forhøjet din ydelse, som du kan se i Netbank efter den 10. maj 2008."
Brevet indeholdt et tilbud om at konvertere prioritetslånet til et lån i BRFkredit, som Eik Bank havde indgået en samarbejdsaftale med.
Rentesatsen på 5,35 % svarede til Nationalbankens rente på indskudsbeviser på 4,25 % med et tillæg på 1,10 procentpoint.
Klageren gjorde indsigelse mod renteændringen, som efter hans opfattelse ikke havde hjemmel i aftalen. Banken afviste indsigelsen. Ved e-mail af 11. april 2008 til klageren anførte banken bl.a.:
"Renten på boligprioritetslån er sammensat af Nationalbankens rente på indskudsbeviser + et rentetillæg, som er fastsat af banken. Rentetillægget er i dag forskelligt i forhold til, hvornår lånet er oprettet. Nogle har et tillæg på 0,65 % andre 0,90 %. Tillægget er et rentetillæg (ikke et gebyr) og en del af den samlede rente, og det er således fradragsberettiget.
Opretter man Boligprioritetslån i Eik Bank i dag, er rentetillægget på 1,1 %.
For boligprioritetslån ændres renten i henhold til pantebrevets særlige bestemmelser, hvor det fremgår, at banken kan ændre rentetillægget i henhold til de almindelige bestemmelser for lån og kreditter. Der sker her samtidig en ensretning af rentetillægget, således at alle kunder med et boligprioritetslån betaler et tillæg på 1,1% + Nationalbankens rente på indskudsbeviser (4,25%). Den samlede rente for et boligprioritetslån vil herefter være på 5,35%, og det vil således gælde for alle kunder med et boligprioritetslån.
Tilpasningen af renten på boliglån sker som følge af den fortsatte uro på de finansielle markeder, og den finansielle sektors heraf stigende finansieringsomkostninger.
I øvrigt vil jeg gøre opmærksom på, at renten på indlån "boligprioritet" er hævet med samme sats som udlånet."
Klageren har fremlagt en udskrift fra Eik Banks hjemmeside vedrørende BoligPrioritet. Af udskriften, der er dateret den 10. april 2008 fremgår bl.a.:
"Vi følger Nationalbanken
Renten på BoligPrioriteten følger renten på Nationalbankens indskudsbeviser."
Ved brev af 16. maj 2008 varslede Eik Bank følgende ændring af lånevilkårene:
"Vi skriver til dig for at informere dig om, at vi pr. 30. maj 2008 hæver renten/rentetillægget/administrationsbidraget på din boligfinansiering i Eik Bank. Satsen hæves med 0,25 %, således at din nye rentesats bliver 5,60 % p.a. Samtidig hæver vi renten med på den eventuelt tilhørende indlånskonto med 0,25 %.
Eik Bank hæver udlånsrenten på grund af de fortsatte højere finansieringsomkostninger for finanssektoren og dermed også for Eik Bank.
Ændring af ydelsen på dit lån
• | Har Du et afdragsfrit lån, så vil din rentebetaling stige fra næste termin. |
• | Afdrager du på dit lån, fastholdes den nuværende ydelse indtil næste gang Nationalbanken ændrer indskudsbevisrenten. På det tidspunkt ændres ydelsen, så lånets restløbetid fastholdes." |
Af Eik Banks "Vilkår for lån og kreditter", gældende fra den 7. februar 2008, fremgår bl.a.:
"2. Rentevilkår
Renten for de enkelte indlåns- og udlånskonti er variabel, medmindre andet udtrykkeligt er aftalt.
At renten er variabel betyder, at Eik Bank kan ændre de variable rentesatser med følgende varsel:
Uden varsel:
Hvis en ændring er til fordel for kunden.
Renten kan på indlån nedsættes og på udlån forhøjes, hvis:
1. | penge- eller kreditpolitiske ændringer i ind- og udland påvirker det almindelige renteniveau af betydning for Eik Bank, eller |
2. | anden udvikling i det almindelige renteniveau, herunder bl.a. på penge- og obligationsmarkedet, er af betydning for Eik Bank. |
Med seks ugers varsel:
Rente kan på indlån nedsættes og på udlån forhøjes, hvis:
1. | markedsmæssige forhold begrunder en ændring for én eller flere kontotyper, eller |
2. | de forhold, som individuelt blev lagt til grund ved fastsættelse af kundens rentevilkår ændrer sig. Og hvis de nye forhold har haft en vis væsentlig betydning for fastsættelsen af de individuelle rentevilkår for den pågældende kunde, eller |
3. | Eik Bank uden sammenhæng med udviklingen i det almindelige renteniveau ændrer sin generelle rente- og prisfastsættelse af forretningsmæssige grunde, herunder bl.a. indtjeningsmæssige eller for at opnå en mere hensigtsmæssig anvendelse af Eik Banks ressourcer eller kapacitet." |
Tilsvarende vilkår fremgår af punkt 6 i "Almindelige forretningsbetingelser for Eik Bank" samt i de tidligere "Almindelige forretningsbestemmelser for Lån og kreditter" i SkandiaBanken gældende fra den 6. december 2004.
Parternes påstande.
Den 9. maj 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Eik Bank skal frafalde forhøjelserne af tillægget.
Eik Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han optog lånet i tillid til, at rentesatsen kun ville variere i takt med Nationalbankens rente på indskudsbeviser. Tillægget skulle afspejle bankens administrationsomkostninger samt risiko i forhold til de enkelte aftaler og kunne sammenlignes med administrationsbidraget på et realkreditlån.
Hans opfattelse understøttes af pantebrevet/låneaftalen og bankens beskrivelse af produktet BoligPrioritet, såvel på tidspunktet for låneoptagelsen som efterfølgende.
I forbindelse med låneoptagelsen bekræftede banken telefonisk, at rentetillægget var fast i lånets løbetid, og at tillægget kun ville variere i forhold til nye kunder. Dette stemmer overens med bankens oplysninger i e-mailen af 11. april 2008.
Banken var derfor ikke berettiget til at forhøje renten på lånet uafhængigt af Nationalbankens ændringer af renten på indskudsbeviser.
Banken var tilsyneladende af samme opfattelse i hvert fald indtil foråret 2008, jf. vilkårene for BoligPrioritet, produktbeskrivelsen udskrevet den 10. april 2008 og e-mailen af 11. april 2008
Ifølge pantebrevet/låneaftalen reguleres renten, når der er ændringer i renten på indskudsbeviser, hvilket understøtter, at det eneste variable element er indskudsbevisrenten.
Ifølge vilkårene for BoligPrioritet pr. den 16. oktober 2005 er ydelsen "kendt frem til næste gang, Danmarks Nationalbank ændrer renten for indskudsbeviser", hvilken formulering Eik Bank fastholdt ved vilkårene pr. den 30. november 2007. Produktbeskrivelsen er kun korrekt, hvis det eneste variable element i ydelsen er renten på indskudsbeviser.
I Eik Banks beskrivelse af produktet på hjemmesiden den 10. april 2008 anføres "Vi følger Nationalbanken" efterfulgt af "renten på BoligPrioriteten følger renten på Nationalbankens indskudsbeviser".
Banken har afslået at fremlægge supplerende historiske oplysninger om produktet.
Banken har flere gange ændret tillægget i forhold til nye kunder uden at ændre tillægget for eksisterende aftaler.
Formuleringen af brevene af henholdsvis 7. april og 16. maj 2008 stemmer ikke overens, hvilket tyder på en vis usikkerhed fra bankens side med hensyn til produktet. Ved brevet af 7. april 2008 informeres om forhøjet rente og samtidig forhøjet ydelse. Ved brevet af 16. maj 2008 informeres om forhøjelse af "renten/rentetillægget/administrationsbidraget" og uændret ydelse, indtil indskudsbevisrenten ændres.
Bankens nye fortolkning har som konsekvens, at banken ændrer såvel rente som ydelse, når det passer banken. Forhøjelserne i april og maj 2008 er reelt udtryk for, at banken fastsætter renten i henhold til pengemarkedsrentens udvikling. Dette stemmer ikke overens med den aftalte renteregulering.
Banken bærer ansvaret for en eventuel uklarhed i aftaleformuleringen.
Han ville aldrig have indgået låneaftalen på de vilkår, som banken nu mener er gældende. Hvis han ikke får medhold i, at banken er afskåret fra at forhøje rentetillægget på hans lån, bør banken som følge af vildledende markedsføring godtgøre ham alle omkostninger i forbindelse med en omlægning af lånet til et andet lån.
Eik Bank Danmark har anført, at BoligPrioritet på tidspunktet for låneoptagelsen blev markedsført som "billigere end rentetilpasningslån". Boligprioritetslån var gebyrfri at oprette, dog med undtagelse af sædvanlige tinglysningsomkostninger. Renten var lav og variabel på linje med et rentetilpasningslån og er - trods renteforhøjelserne - stadig konkurrencedygtigt på markedet, hvilket understreges af, at klageren har valgt at beholde sit prioritetslån på trods af det fordelagtige tilbud om at flytte lånet til BRFkredit, jf. brevet af 7. april 2008.
Ved klagerens omlægning i november 2006 bortfaldt valutarisikoen på det eksisterende lån, mens den variable forrentning blev bibeholdt.
Det fremgår tydeligt af både lånetilbuddet og pantebrevet, at der er tale om et lån med variabel rente. Af pantebrevet fremgår mere specifikt, at renten kan ændres enten som følge af en ændring af Nationalbankens rente på indskudsbeviser, eller som følge af en ændring af tillægget, som ved lånets oprettelse var på 0,65 %. Det fremgår også, at bankens almindelige vilkår var gældende med de ændringer og tilføjelser, som fremgik af pantebrevet.
Klageren kan ikke have haft en rimelig formodning om, at rentetillægget var fast.
Nationalbanken har siden lånets stiftelse ændret renten på indskudsbeviser, og lånet er blevet reguleret tilsvarende.
De af klageren fremlagte "Vilkår for BoligPrioritet", der har ligget på bankens hjemmeside, er en kort opsummering, hvilket også fremgår klart. Formuleringen om, at "ydelsen på boligprioritet er kendt frem til næste gang, Danmarks Nationsbank ændrer renten for indskudsbeviser" har givet anledning til misforståelser hos enkelte kunder, hvorfor man har valgt at fjerne teksten fra hjemmesiden. Endvidere har man i forbindelse med den seneste renteforhøjelse, jf. brevet af 16. maj 2008, tilbudt kunderne uændret ydelse, indtil indskudsbevisrenten ændres.
Forhøjelserne af tillægget med 0,45 procentpoint pr. den 30. april 2008 og 0,25 procentpoint pr. den 30. maj 2008, der blev varslet ved brevene af henholdsvis 7. april og 16. maj 2008, skete i henhold til bankens Vilkår for lån og kreditter, og var begrundet i langvarig uro på de finansielle markeder og de deraf stigende finansieringsomkostninger.
De formuleringer, der er anvendt i bankens almindelige forretningsbetingelser og vilkår for lån og kreditter, er standardformuleringer, som vil kunne findes i mange pengeinstitutter.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Tre medlemmer - Peter Blok, Erik Sevaldsen og Karin Sønderbæk - udtaler:
Af pantebrevets særlige bestemmelser fremgår tydeligt, at lånets samlede rente ikke alene reguleres i takt med ændringer i Nationalbankens rente på indlånsbeviser, men også kan ændres ved, at rentetillægget, som ved lånets optagelse var på 0,65 %, ændres i henhold til bankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter. Klagerens anbringende om, at rentetillægget ikke kan ændres, kan derfor ikke tages til følge. Det kan ikke føre til et andet resultat, at vilkårene vedrørende renteændring ikke har været præcist beskrevet i bankens kortfattede produktbeskrivelser. Dette forhold udgør heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge banken at godtgøre klageren omkostningerne ved en omlægning af lånet til et andet lån.
Vi finder ikke grundlag for at tilsidesætte de forhøjelser af rentetillægget med henholdsvis 0,45 procentpoint og 0,25 procentpoint, som Eik Bank gennemførte i april og maj 2008, og som efter det oplyste skyldtes stigning i pengemarkedsrenten.
Vi stemmer herefter for ikke at tage klagen til følge.
To medlemmer - Troels Hauer Holmberg og Karin Ladegaard - udtaler:
Vi finder ikke, at der er indgået en klar og tydelig aftale om, at banken kan hæve renten udover ændringer i Nationalbankens rentesats for indskudsbeviser. Der lægges vægt på, at låneaftalen (pantebrevet) ikke indeholder nogen direkte beskrivelse herom. Det forhold, at låneaftalen henviser til bankens almindelige forretningsbetingelser, og at disse indeholder regler for, at banklån generelt har variabel rente, findes ikke at føre til andet resultat. For det første fordi de almindelige forretningsbetingelser kun gælder, når der ikke er aftalt andet, og for dette lån foreligger vilkårene nævnt "Vilkår for Boligprioritet", hvor afsnittet om rentefastsættelse netop kun henviser til ændringer i Nationalbankens indskudsbeviser. For det andet er lånets regler om renteændringer netop ganske lig markedspraksis, fordi lånets rente ændrer sig i takt med det almindelige renteniveau. For det tredje henvises alene til Nationalbankens renteniveau i bankens kortfattede produktbeskrivelser. Samlet findes banken at være nærmest til at bære risikoen ved, at produktets rentebestemmelser er beskrevet forskelligartet i bankens dokumenter.
Vi stemmer herefter for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.