Afgørelse

Rådgivning om valg af låntype/renteprocent.

Klagerne havde i deres ejendom tre højtforrentede lån. Klagerne indgik i januar 1995 en omprioriteringsaftale med et pengeinstitut, som er koncernforbundet med det indklagede realkreditinstitut. I henhold til aftalen skulle der optages et kontantlån til brug for indfrielse af de tre indestående lån. Realkreditinstituttet fremsendte den 20. januar 1995 et lånetilbud til klagerne på et 30-årigt kontantlån, baseret på 7 pct. obligationer til en anslået kurs på 79,10 og med en anslået obligationshovedstol på 586.599 kr. Lånets indfrielsesvilkår var beskrevet i såvel lånetilbudet som det for lånet udstedte pantebrev. Klagerne indgik den 25. januar 1995 en fastrenteaftale med instituttet, hvorefter lånet skulle udbetales den 8. februar 1995 ved salg af 7 pct. obligationer for nominelt 594.285 kr. til kurs 78,75. Lånet blev udbetalt i overensstemmelse hermed. Klagernes repræsentant henvendte sig i november 2001 til pengeinstituttet og klagede over forkert rådgivning ved optagelse af det omhandlede lån, som var forbundet med et meget stort kurstab. Efter kontakt til et andet realkreditinstitut havde klagerne fået oplyst, at dette institut i januar 1995 havde anbefalet kunderne et 8 pct. eller 9 pct. lån med et langt mindre kurstab. Klagernes rådgiver bad derfor instituttet om at betale differencen på kurstabet mellem 7 pct. lånet og et 8 eller et 9 pct. lån. Instituttet afviste erstatningskravet med henvisning til, at instituttet ikke havde gjort noget galt på rådgivningstidspunktet, hvor det ikke var usædvanligt at fokusere på at opnå den laveste mulige nettoydelse, hvilket skete ved optagelsen af et kontantlån med en lav kuponrente.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte dem differencen på kurstabet mellem 7 pct. lånet og et 8 eller et 9 pct. lån. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at det som følge af, at klagen var indgivet mere end 6 år efter låneomlægningen, ikke var muligt at afgøre, hvilke konkrete overvejelser hos klagerne der havde været grundlaget for låneomlægningen, og derfor heller ikke muligt at afgøre, om den konkrete rådgivning af klagerne havde været mangelfuld. Der var efter Nævnets opfattelse ikke grundlag for at fastslå, at de oplysninger, som var givet i instituttets lånetilbud, ud fra en generel vurdering af forholdene i 1995 havde været urigtige eller mangelfulde. Nævnet bemærkede, at et kontantlån i 1995 baseret på 7 pct. obligationer var sædvanligt i perioden, og at det – afhængig af låntagerens forventninger og fremtidsplaner - var en rimelig og forsvarlig foranstaltning at optage et sådant lån. Nævnet frifandt derfor instituttet.