Afgørelse

Ekspeditionsfejl ved afgivelse af lånetilbud.

Klageren ejer en ejendom, som var belånt med to private pantebreve samt et efterstående lån til det indklagede realkreditinstitut. I juli 1993 anmodede klageren en lokal ejendomsmægler, som er autoriseret låneformidler for realkreditinstituttet, om at foretage en undersøgelse af mulighederne for hel eller delvis låneomlægning. Ejendomsmægleren fremsendte i august 1993 forskellige beregninger af omlægning af lånet til instituttet. Efter ansøgning fra klageren fremsendte instituttet i september 1993 et lånetilbud vedrørende kontantlån til klagerens pengeinstitut. I november 1993 tilsendte ejendomsmægleren klageren en beregning af låneomlægning af samtlige indestående lån. Den 1. december 1993 fremsendte klageren en fornyet låneansøgning til realkreditinstituttet, hvori han anmodede om ændring af det allerede afgivne lånetilbud til et 7 pct. 30-årigt obligationslån. Realkreditinstituttet fremsendte den 6. januar 1994 et lånetilbud på et kontantlån på 680.000 kr. I perioden efter den 6. januar 1994 var kursen på de omhandlede 7 pct. obligationer på flere tidspunkter over 100. Realkreditinstituttet fremsendte den 27. januar 1994 et lånetilbud vedrørende et obligationslån på 681.000 kr. til 7 pct. rente over 30 år. Kursen var da 99,85.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttets låneformidler ikke havde ydet en tilstrækkelig rådgivning, at instituttet begik en fejl ved fremsendelse af kontantlånetilbudet og ikke det ønskede 7 pct. obligationslån, at instituttet var uberettiget til at afvise at tilbyde 7 pct. obligationslånet med henvisning til, at kursen var over 100, og at instituttet som følge deraf var erstatningsansvarlig over for klageren. Klageren påstår principalt tabet opgjort som de positive omkostninger til stempelafgift, tinglysningsafgift, pengeinstitutgebyr, kursoplysningsgebyr samt lånetilbudsgebyr - i alt ca. 8.000 kr. Subsidiært påstår klageren tabet opgjort som forskellen i ydelser på det eksisterende lån og det tilbudte 7 pct. obligationslån. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.

Boligministeriet havde den 20. december 1985 henstillet til, at realkreditinstitutterne fra og med den 23. december 1985 standsede tilbudsgivningen på basis af obligationer, hvis kurs på tilbudstidspunktet oversteg pari. Denne henstilling var blevet gentaget, da boligministeren den 26. juni 1990 på ny gav realkreditinstitutterne tilladelse til at yde kontantlån.

Som sagen var oplyst, fandt Nævnet det ikke godtgjort, at ejendomsmægleren havde rådgivet klageren forkert eller utilstrækkeligt med hensyn til låntyper. Nævnet fandt, at instituttet burde have afgivet lånetilbudet i overensstemmelse med ønskerne i klagerens nye låneansøgning af 1. december 1993 eller have afklaret låneønsket/ønsket med hensyn til låntype, før afgivelsen af lånetilbudet. Allerede fordi det ikke var godtgjort, at klageren ville have realiseret et kurstab ved, at det af ham ønskede tilbud først fremkom den 27. januar 1994, var der ifølge Nævnet ikke grundlag for at give klageren erstatning herfor. Som sagen i øvrigt var oplyst, fandt Nævnet heller ikke, at klageren kunne kræve erstatning for omkostningerne til gebyrer, stempelafgift m.v. Nævnet lagde herved vægt på, at instituttet ikke havde opkrævet gebyr for det senest afgivne lånetilbud, og at klagerens udgifter i øvrigt ikke havde været afhængige af den stedfundne fejl med afgivelse af kontantlånetilbudet den 6. januar 1994. Nævnet frifandt derfor instituttet.