Underretning sket.
| Sagsnummer: | 66/1989 |
| Dato: | 09-06-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Underretning sket. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 19. november 1985 optog klagerens søn et lån på 65.000 kr., for hvilket klageren kautionerede. Provenuet blev delvist anvendt til indfrielse af et tidligere lån og delvist til køb af en ejendom, som låntageren købte sammen med kautionistens anden søn, som dog ikke fik faderens kaution.
Ved erklæring af 4. juli 1986 tiltrådte klageren, at ydelserne for juli, august og september 1986 bortfaldt, og underskrev den 1. september 1986 en tilsvarende erklæring vedrørende ydelserne for oktober, november og december 1986. Anledningen hertil var i begge tilfælde, at indklagede til låntageren havde fremsendt tilbud om bortfald af ydelser på grund af det skete rentefald. Den sidste ydelse på lånet blev betalt 1. juni 1987. I august 1987 blev ejendommen sat til salg, da sønnerne ikke havde tilstrækkelige midler til at færdiggøre en påbegyndt ombygning af ejendommen.
Den 1. november 1987 blev ejendommen afhændet, dog uden at salgsprovenuet var tilstrækkeligt til at indfri lånet.
Efter at debitor ved retten i Rudkøbing afgav insolvenserklæring, gjorde indklagede kautionsforpligtelsen gældende overfor klageren.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at han først den 20. januar 1988 fik meddelelse fra indklagede om, at lånet var misligholdt. Herefter kontaktede han telefonisk indklagede, idet han ønskede oplyst grunden til den manglende underretning. En medarbejder i afdelingen oplyste, at der nu var indgået en tilbagebetalingsaftale med debitor, og besvarede ikke klagerens spørgsmål om kautionsforpligtelsens omfang. Han hørte herefter intet fra afdelingenmøde før han den 9. februar 1989 blev indkaldt til i fogedretten.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at såvel debitor som kautionisten (klageren) ved skrivelse af 28. september 1987 blev rykket for indbetaling af restancen. Derudover har klageren været involveret under hele sagsforløbet og har efter indklagedes opfattelse været årsag til, at forskellige aktiviteter blev iværksat for at klare de opståede problemer bedst muligt for sønnerne, herunder ved salg af ejendommen.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af de for Ankenævnet foreliggende bilag, at rykkerskrivelsen af 28. september 1987 blev sendt anbefalet til debitor, men alene med almindeligt brev til klageren. Overfor klagerens bestridelse af at have modtaget skrivelsen kan det herefter ikke lægges til grund, at indklagede har opfyldt sin pligt til underretning af klageren som kautionist, jf. Bank- og Sparekasselovens § 41. Det bemærkes herved at det, som sagen foreligger, ikke er godtgjort, at der har foreligget forhold, som har kunnet fritage indklagede for at give sådan underretning.
En stillingtagen til, om og i givet fald i hvilket omfang klagerens regreskrav imod debitor er blevet forringet som følge heraf, jf. den nævnte bestemmelses 2. pkt., findes imidlertid at forudsætte en bevisførelse, herunder i form af afhøring af debitor, som ikke findes at burde ske for Ankenævnet, jf. vedtægternes § 7. stk. 1, men i givet fald må foretages ved domstolene.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.