Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tidsbegrænsning.

Sagsnummer: 253/1993
Dato: 27-10-1993
Ankenævn: Peter Blok, Niels Busk, Gert Bo Gram, Ole Simonsen
Klageemne: Tredjemandspant - stiftelse
Ledetekst: Tidsbegrænsning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved håndpantsætningserklæring af 21. november 1988 håndpantsatte klageren en ophørende livsforsikringspolice på 121.834 kr. med udløb den 1. december 1992 til sikkerhed for et lån på 650.000 kr. og en kredit på 100.000 kr. ydet af indklagedes Air Terminal afdeling til klagerens arbejdsgiver, som drev et helsestudie.

Ved skrivelse af 25. september 1992 med kopi til klageren rykkede indklagede debitor for restance på engagementet. Klageren rettede herefter henvendelse til afdelingen og gjorde gældende, at hun var berettiget til hele provenuet af livsforsikringen, idet håndpantsætningen var begrænset til et år. Klageren henviste til en uunderskrevet erklæring fra debitors svoger og svigerinde, ifølge hvilken klageren ville blive friholdt for enhver forpligtelse, der måtte blive gjort gældende i henhold til sikkerhedsstillelsen. Det var anført, at beløbet maksimalt udgjorde 115.000 kr., og at aftalen skulle bortfalde den 31. december 1989, "ved at vi om nødvendigt stiller sikkerhed overfor [indklagede]."

Efter at helsestudiet havde indstillet driften i februar 1993, afholdtes i afdelingen et møde med klageren. Ved skrivelse af 25. marts 1993 meddelte afdelingen under henvisning til dette møde, at man af provenuet på den deponerede police, 185.886 kr., fastholdt retten til fyldestgørelse for 115.000 kr., mens restprovenuet på 70.886 kr. "efter velvilje" ville være til klagerens rådighed.

Afdelingen rettede efter aftale med klageren henvendelse til debitor og dennes ægtefælle med henblik på at få undersøgt, hvorvidt debitors svoger og svigerinde var indstillet på at vedstå erklæringen fremlagt af klageren. Ved skrivelse af 6. april 1993 til klageren meddelte indklagede, at resultatet af denne forespørgsel var negativt, hvorfor man fastholdt kravet om betaling af 115.000 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale klageren den fulde forsikringssum.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at debitor i 1988 påbegyndte en ombygning af helsestudiet. Da debitor midt i ombygningen havde behov for at optage yderligere lån og ikke kunne vente på, at hendes svoger og svigerinde som aftalt skulle afgive kautionserklæring, aftaltes det mellem klageren og debitor, at klageren tidsbegrænset til et år skulle håndpantsætte sin livsforsikringspolice, hvorefter svogeren og svigerinden ville afgive kautionserklæring. Bestyreren i afdelingen var bekendt med denne aftale.

Indklagede har anført, at debitor i 1988 forhandlede med indklagede om optagelse af et lån på 650.000 kr. til brug for ombygningen af helsestudiet. Det opstillede budget for helsestudiets drift var efter indklagedes opfattelse for optimistisk, hvorfor man krævede yderligere sikkerhed. Debitor anviste herefter klagerens livsforsikring som sikkerhed for engagementet. Afdelingen tilkendegav overfor debitor og klageren, at man ikke ville acceptere en tidsbegrænset sikkerhed, hvorefter klageren underskrev håndpantsætningserklæringen uden forbehold. Efter at afdelingen den 25. september 1992 havde rykket debitor, rettede klageren henvendelse til afdelingen og tilkendegav at være berettiget til hele provenuet af livsforsikringen. Klageren fremviste da erklæringen fra debitors svoger og svigerinde. Indklagede, der indtil dette tidspunkt var ubekendt med erklæringen, afviste, at der var tale om en tidsbegrænset sikkerhedsstillelse. Under hensyntagen til klagerens situation har indklagede alene krævet 115.000 kr. af det samlede provenu på 185.886 kr. svarende til friholdelsesbeløbet i den af klageren påberåbte erklæring.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår ikke af den af klageren underskrevne håndpantsætningserklæring, at pantsætningen kun skulle gælde i et år, og Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede på anden måde har accepteret dette.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.