Tvist om klager oplyst om mulighed for kurssikring.
| Sagsnummer: | 442 /1994 |
| Dato: | 27-04-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Ole Just, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Tvist om klager oplyst om mulighed for kurssikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I januar 1994 henvendte klageren sig til indklagede med henblik på omprioritering af sin ejendom.
Låneansøgning blev fremsendt til BRF Kredit, der ved skrivelse af 22. marts 1994 meddelte, at man kun kunne tilbyde omlægning af eksisterende BRF Kredit-lån, og at BRF Kredit skulle kontaktes, såfremt klageren var interesseret i et tilbud på disse vilkår.
Ved skrivelse af 28. marts 1994 anmodede klageren BRF Kredit om at revurdere låneansøgningen på baggrund af nye oplysninger vedrørende ejendommen, hvorefter BRF Kredit den 5. april 1994 tilbød et kontantlån på 180.000 kr. til indfrielse af samtlige lån i ejendommen.
På et møde hos indklagede den 17. april 1994 underskrev klageren de nødvendige dokumenter til brug for omprioriteringen.
Lånet blev udbetalt den 27. maj 1994 ved salg af obligationer til kurs 79,7.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning for kursstab fra den 17. april 1994 og at refundere omprioriteringsgebyret.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har bl.a. anført, at lånesagen på grund af langsommelig sagsbehandling kom til at strække sig over ca. fem måneder. Fordi markedet var ustabilt, anmodede hun gentagne gange om kurssikring, hvilket den ekspederende medarbejder afslog. Det blev ikke på mødet den 17. april 1994 aftalt, at sagen skulle gennemføres uden fastkursaftale.
Indklagede har anført, at dokumenterne blev modtaget retur fra tinglysning den 9. maj. Den 11. s.m. - dagen før Kristi Himmelfartsdag - blev det aftalt at hjemtage lånene hurtigst muligt. Dokumenterne blev fremsendt til BRF Kredit tirsdag den 17. maj 1994. Omprioriteringssagen, der reelt blev indledt ved underskrivelse af dokumenter og omprioriteringsaftale den 17. april 1994, blev ekspederet på sædvanlig måde og uden unødigt ophold. I forbindelse med underskrivelse af dokumenterne den 17. april 1994 blev muligheden for at foretage kurssikring og indklagedes forventninger til den fremtidige renteudvikling drøftet med klageren, hvorefter det blev aftalt, at sagen skulle gennemføres uden kurssikring.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at den ekspeditionstid, der af indklagede er anvendt til behandlingen af omprioriteringen, har været af en sådan længde, at den kan begrunde et erstatningsansvar for indklagede.
Ankenævnet finder efter det foreliggende ikke grundlag for at antage, at klageren, der efter sine egne oplysninger var bekendt med mulighederne for kurssikring, anmodede indklagede om kurssikring den 17. april 1994.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.