Tredjemandspant.
| Sagsnummer: | 36/1988 |
| Dato: | 19-12-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Per Overbeck, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - stiftelse
|
| Ledetekst: | Tredjemandspant. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 25. januar 1984 underskrev klageren i Sparekassen Sydjylland, Holsted afdeling, hvori han var kunde, et kautionsbevis, ifølge hvilket han indestod som selvskyldnerkautionist for sin søns engagement med indklagede dog således, at hans tilsvar aldrig kunne overstige 15.000 kr.
I forbindelse med en kreditudvidelse håndpantsatte klageren den 23. august 1984 endvidere til afdelingen et ejerpantebrev på 42.000 kr. i sin ejendom.
I skrivelse af 17. juni 1988 rettede klagerens anden søn ved sin advokat henvendelse til indklagede og anmodede om at få oplyst størrelsen af det beløb, som klageren indestod for. Endvidere meddelte advokaten, at klageren var af den faste overbevisning, at han kun kautionerede for 15.000 kr., og at advokaten var blevet anmodet om at meddele indklagede, at debitors kredit ikke måtte udvides.
I skrivelse af 22. juni 1988 meddelte indklagede, at debitors gæld udgjorde 137.792 kr., og henviste med hensyn til sikkerhedstillelsen til kautionsbeviset og håndpanterklæringen.
Klagerens advokat har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde sit krav på ejerpantebrevet og udlevere dette til klageren.
Indklagede har påstået frifindelse.
Til støtte for påstanden har klagerens advokat anført, at klageren på tidspunktet for håndpantsætningen var 80 år gammel og på grund af sin høje alder ikke var i stand til at overskue konsekvenserne af sin underskrift.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand anført, at hverken indklagede eller klagerens eget pengeinstituthar haft betænkeligheder ved klagerens evne til at varetage sine egne interesser.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende findes det ikke godtgjort, at klageren der i januar 1984 havde påtaget sig kautionsforpligtelse for mellemværendet ved underskrivelsen af håndpantsætningserklæringen den 23. august 1984 i sit pengeinstitut var ude af stand til at forstå betydningen af dispositionen.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.