Ejerpantebrev pantsat til sikkerhed for fælles boliglån ved pengeinstitutskifte erstattet af nyt ejerpantebrev, som blev stillet til sikkerhed for alt mellemværende, herunder den ene pantsætters kassekredit.
| Sagsnummer: | 523 /1995 |
| Dato: | 11-06-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Ole Just, Allan Pedersen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - øvrige spørgsmål
Tredjemandspant - stiftelse |
| Ledetekst: | Ejerpantebrev pantsat til sikkerhed for fælles boliglån ved pengeinstitutskifte erstattet af nyt ejerpantebrev, som blev stillet til sikkerhed for alt mellemværende, herunder den ene pantsætters kassekredit. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren og dennes daværende samlever overførte i 1987 deres engagement til indklagede. Ved overførslen blev et boliglån på oprindeligt 65.000 kr. forhøjet til 74.626.83 kr. Lånet havde i det tidligere pengeinstitut været sikret ved et ejerpantebrev på 35.000 kr. med pant i en fælles ejet ejendom. Lånedokumentet blev oprettet og underskrevet af klageren og samleveren den 12. marts 1987.
Samleveren havde den 19. februar 1987 af indklagede fået bevilget et lån på 250.000 kr. samt en kassekredit. I denne forbindelse udstedte klageren og samleveren et ejerpantebrev på 250.000 kr. med pant i den fælles ejendom; ejerpantebrevet blev håndpantsat ved håndpanterklæring af 19. februar 1987, hvorefter ejerpantebrevet blev stillet til sikkerhed "for skadesløs betaling af, hvad vi tilsammen og hver for sig samt hvad [samleverens virksomhed] til enhver tid måtte være eller blive sparekassen skyldig". Samtidig aflystes ejerpantebrevet på 35.000 kr.
I 1992 ophævedes samlivet mellem klageren og samleveren. Samleveren overtog i samme forbindelse ejendommen som eneejer, og klageren udtrådte efter aftale med indklagede som meddebitor og -kreditor på ejerpantebrevet. Klageren har anført, at det i samme forbindelse blev aftalt, at samleveren skulle overtage gælden til indklagede, ligesom hun blev bibragt den opfattelse, at hun blev slettet som debitor for boliglånet. Indklagede bestrider, at klageren blev frigivet som meddebitor.
Den tidligere samlever afhændede i juni 1993 ejendommen. Den 24. september 1993 blev samleveren erklæret konkurs. Et nettoprovenu ved salget på 146.739,93 kr. blev af indklagede den 2. november 1993 krediteret samleverens kassekredit til nedbringelse af dennes debetsaldo.
Efter forgæves at have rettet henvendelse til indklagede om at blive slettet som debitor på boliglånet anlagde klageren i april 1995 sag mod indklagede med påstand om, at indklagede tilpligtedes at anerkende, at hendes forpligtelse for boliglånet var bortfaldet i marts 1992. Retssagen blev i oktober 1995 på klagerens anmodning udsat på forelæggelse for Ankenævnet.
Klageren har for Ankenævnet gentaget påstanden som anført i stævningen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med etableringen af engagementet undlod at rådgive hende på tilstrækkelig vis. Hun var således ikke klar over, at hun ved indfrielsen af boliglånet i det tidligere pengeinstitut i forholdet til samleveren mistede den delvise sikkerhed, hun havde i form af ejerpantebrevet på 35.000 kr. Denne sikkerhed blev af indklagede reelt konverteret til sikkerhed for en kredit, for hvilket alene samleveren hæftede. Indklagede medvirkede således aktivt til at fratage hende den delvise sikkerhed, og indklagede bør som følge heraf være forpligtet til at anvende provenuet indkommet ved salget af ejendommen til hel eller delvis indfrielse af boliglånet. Dette støttes på aftalelovens § 36, idet indklagede udnyttede en overlegen stilling både som den, der besluttede, på hvilke vilkår lånet til samleveren blev bevilget, og som den, der kunne overskue konsekvenserne af ikke specifikt at lade det eksisterende ejerpantebrev tjene som sikkerhed for det nyoprettede boliglån. Ved sin handlemåde har indklagede forskudt retsforholdet og hæftelsesforholdet mellem hende og den tidligere samlever med hensyn til boliglånet. Indklagede er herved gået ud over, hvad der kan betegnes som en nødvendig varetagelse af sine interesser, idet man reelt har overført sikkerheden for boliglånet til at tjene primært som sikkerhed for et lån optaget af samleveren alene. Den tidligere samlever oplyste i forbindelse med samlivets ophævelse, at indklagede havde givet mundtligt tilsagn om, at hun blev slettet som debitor for boliglånet. Ved samlivets ophævelse bibragte indklagede hende berettiget en forventning om, at boliglånet ved ejendommens salg ville blive indfriet af en eventuel friværdi. Indklagede opkrævede således ikke ydelser på lånet over for hende.
Indklagede har anført, at man ikke i forbindelse med engagementets overførsel udnyttede en overlegen stilling som anført af klageren. Det bestrides endvidere, at man ikke oplyste klageren om, hvad der rent faktisk skete med hensyn til ændringerne i sikkerhederne. Dokumenterne herom er på dette punkt klare, og teksten kan ikke give anledning til misforståelse. Det bestrides, at indklagede i forbindelse med parternes samlivsophævelse frigjorde klageren for hæftelsen for boliglånet. Klagerens udtræden som meddebitor og -kreditor på ejerpantebrevet kan ej heller tages som udtryk herfor. Klageren har siden samlivets ophør modtaget kontooversigter fra indklagede, hvoraf fremgik, at hun stadig hæftede for fælleslånet. I august 1993 blev klageren rykket, og hun meddelte telefonisk, at hun ikke så sig i stand til at afvikle gælden, da hun var arbejdsløs, men hun bestred ikke, at hun hæftede for lånet. Klageren hæfter herefter fortsat for det omhandlede lån.
Ankenævnets bemærkninger:
Forinden boliglånets overførsel til indklagede var dette sikret ved et ejerpantebrev på 35.000 kr. med pant i klagerens og samleverens fælles ejendom. Som følge af oprettelsen af ejerpantebrevet på 250.000 kr., som i henhold til håndpanterklæringen af 19. februar 1987 blev stillet til sikkerhed for alt mellemværende, mistede klageren den delvise sikkerhed, hun herved havde, alt afhængig af, om ejendommen ved et salg kunne dække ejerpantebrevet. Det er ikke godtgjort, at klageren ved ændringerne i de nævnte sikkerheder blev gjort bekendt med, at hun herved - afhængig af hvorledes der forholdtes med et provenu ved ejendommens salg - frigav den sikkerhed, som hun som anført havde for lånets eventuelle indfrielse. Ankenævnet finder, at indklagede derfor i forhold til klageren bør stille denne, som om indtil 35.000 kr. af provenuet ved salget af ejendommen var krediteret dette lån.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger regulere boliglånets saldo som ovenfor anført med valør den 2. november 1993. Klagegebyret tilbagebetales klageren.