Afgørelse

Omstændigheder i forbindelse med stiftelse af kaution og lån.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser i forbindelse med stiftelse af kaution og lån.

Sagens omstændigheder.

I januar 2001 blev klageren og dennes daværende ægtefælle, H, kunder hos indklagede. Der blev etableret et engagement bestående af blandt andet en kredit til klageren på 60.000 kr. og et fælles billån på 110.000 kr. Klageren og H ejede ejendommene I og II.

I maj/juni 2001 blev klageren og H separeret. I forbindelse hermed overtog klageren ejendom I, som hidtil havde tjent som fælles bopæl, mens H overtog ejendom II.

Ved gældsbrev af 29. maj 2001 ydede indklagede H et boliglån på 140.000 kr., som blev anvendt til dækning af forbedringsudgifter vedrørende ejendom II. Klageren påtog sig selvskyldnerkaution for lånet. Ejendom II var sat til salg med et forventet provenu på 350.000 kr., og det var hensigten, at lånet skulle indfries i forbindelse med salget.

Den 19. september 2001 ydede indklagede klageren en kredit på 85.000 kr. til ombygning af ejendom I.

I januar 2002 overtog klageren ejendom II og satte ejendom I til salg.

Klageren har om baggrunden for overtagelsen af ejendom II anført, at han blev kontaktet af indklagede, der opfordrede ham til at købe ejendommen, som kunne overtages for den aktuelle gæld til realkreditinstituttet på ca. 510.000 kr. Da ejendommen var vurderet til 750.000 kr., ville friværdien forbedre hans økonomiske situation. H formåede ikke at sælge ejendommen, som hun kun havde beboet i få uger, og som nu var tilgroet og forladt. H var psykisk ustabil og blev presset af indklagede. Indklagede har anført, at klageren meddelte, at han havde mulighed for at købe ejendom II for restgælden til realkreditinstituttet, hvilket ville sige for ca. 500.000 kr., hvilket var 250.000 kr. under mæglervurderingen. Klageren tilkendegav, at han ved et senere salg ville påskønne H økonomisk, fordi hun havde solgt ejendommen billigt. Da klageren endvidere oplyste, at han kunne indgå en lejekontrakt med en kommune som lejer af ejendommen, således at denne "hvilede i sig selv", valgte man at støtte handlen. Klageren har bestridt dette.

Ved kautionserklæring af 12. februar 2002 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for en kredit til H på 165.000 kr. Kreditten blev etableret ved en kreditaftale underskrevet af H den 18. februar 2002 og anvendt til inddækning af overtræk.

Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med gennemførelsen af handelen pressede ham til at underskrive kautionserklæringen navnlig under henvisning til, at han havde erhvervet ejendommen billigt. Han underskrev derfor kautionserklæringen i en form for afmagt.

Indklagede har oplyst, at man den 20. februar 2002 tilbød H at flytte sit engagement, som nu var på, ca. 300.000 kr. til et andet pengeinstitut mod en dekort på 100.000 kr. Acceptfristen var den 1. juli 2002. Meningen med tilbudet var også at tage hensyn til klageren, der ville blive frigjort fra sin kautionsforpligtelse. H meddelte dog, at hun ikke kunne finde et andet pengeinstitut.

Den 4. april 2002 bevilgede indklagede klageren en kredit på 140.000 kr., hvoraf ca. 80.000 kr. blev anvendt til indfrielse af billånet.

Ifølge et budgetskema udarbejdet den 4. april 2002 udgjorde klagerens årlige faste udgifter 175.350 kr. Ifølge indklagede var klagerens samlede indtægter inkl. børnepenge 228.000 kr. svarende til et månedligt rådighedsbeløb på ca. 4.400 kr. Klageren har bestridt, at børnepengene indgik i budgettet.

I begyndelsen af 2003 solgte klageren ejendom II med overtagelse den 15. juni 2003. Samtidig optog H et lån på 125.000 kr. i et andet pengeinstitut, P. Klageren kautionerede for lånet.

Ved kreditaftale underskrevet af klageren den 2. april 2003 ydede indklagede en kredit på 100.000 kr. på lånesagskontoen vedrørende salget af ejendom II.

Den 7. april 2003 overførte indklagede 100.000 kr. fra lånesagskontoen til nedbringelse af H's boliglån med hovedstol på 140.000 kr. Klageren og H fik skriftlig meddelelse om overførslen. Over for H kvitterede indklagede endvidere for en indbetaling på 125.000 kr., som var blevet krediteret på H's kredit på 165.000 kr.

Ved skrivelse af 14. april 2003 meddelte indklagede klageren, at H's boliglån og kredit nu var indfriet, og at hans kautionsforpligtelse derfor var ophørt.

Den 30. juni 2003 underskrev klageren et gældsbrev til indklagede vedrørende et lån på 100.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr. Låneprovenuet blev anvendt til nedbringelse af gæld på klagerens totalkonto.

I sommeren 2003 gennemførte indklagede en omprioritering af ejendom I, hvorved klageren opnåede en ydelsesbesparelse.

Salget af ejendom II blev tilendebragt i november 2003 og indbragte et provenu på ca. 250.000 kr.

Ved skrivelse af 12. november 2003 rykkede indklagede klageren for to overtræk på henholdsvis 1.959,24 kr. og 9.993,42 kr. Ifølge skrivelsen var klageren blevet rykket flere gange herfor.

Parternes påstande.

Den 7. november 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre overførslen til H's engagement på 100.000 kr. eller at frafalde kravet i henhold til lånet på 100.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede på utilbørlig måde formåede ham til at betale 100.000 kr. af H's gæld.

Han købte ejendom II efter tilskyndelse fra indklagede, men opnåede ikke herved en forbedring af sin økonomiske situation. Tværtimod opnåede indklagede på grundlag af friværdien i ejendommen at få sikkerhed for tab på H's engagement.

Indklagede burde have hjulpet H med at få solgt ejendom II og derigennem få inddækket sit tab. Hvis H selv havde solgt sit hus, havde det ikke været nødvendigt, at han påtog sig kautionsforpligtelserne.

Med hans køb af ejendommen blev der skabt splid mellem ham og H, idet indklagede i forbindelse med handelen forlangte, at han nu skulle kautionere for H's gæld, og herefter lagde pres på H for indfrielse af engagementet. Han har ikke på nogen måde tilkendegivet at ville påskønne H økonomisk.

Det forekommer uforståeligt, at indklagede den 18. februar 2002 ydede H en kredit på 165.000 kr., som han seks dage forinden var blevet pålagt at kautionere for, for herefter at tilbyde H at skifte bank mod betaling af 100.000 kr.

Da det lykkedes H at få et lån i et andet pengeinstitut mod kaution fra ham, forlangte indklagede 125.000 kr.

Indklagede hævede uden forudgående aftale 100.000 kr. af købesummen ved salget af ejendom II til nedbringelse af H's gæld. Da H samtidig indbetalte de 125.000 kr., blev indklagedes tab på H's engagement begrænset til 75.000 kr.

Han er uforstående over for, at han i forbindelse med salget af ejendom II nu pludselig skulle betale 100.000 kr. Det oprindelige tilbud til H af 20. februar 2002 indebar, at han ikke skulle betale noget. Hans kaution for H's gæld må anses for bortfaldet med akkorden på 125.000 kr., som H opfyldte med det nye lån hos P, som han kautionerede for.

Han blev tvunget til at acceptere lånet på 100.000 kr., som blev oprettet på grund af indklagedes hævning af det samme beløb til indfrielse af H's engagement.

Han så sig nødsaget til at sætte begge ejendomme til salg, idet indklagede kun ville udbetale 4.000 kr. pr. måned til leveomkostninger, selvom han er enlig far til en mindreårig søn. Indklagede tilbageholdt også børnepengene.

Han blev udsat for ydmygende behandling i afdelingen for eksempel i forbindelse med julen i 2002, hvor han manglede penge til tøj til sønnen. Medarbejderen forespurgte højlydt andre tilstedeværende om deres vurdering af prisen på tøjet.

Efter gennemførelsen af ejendomssalget oprettede han en lønkonto hos P og meddelte indklagede, at hans løn, pension og udbetalinger fra Danica ikke længere ville blive overført til indklagede. Efterfølgende har han konstateret, at indklagede rettede henvendelse til kommunen og Danica og herigennem fik oplyst hans nye kontonummer hos P, hvilket indklagede efter hans opfattelse ikke var berettiget til. Indklagede har trods opfordring ikke redegjort tilfredsstillende herfor.

Det bestrides, at han af indklagede var blevet rykket for inddækning af overtræk før modtagelsen af skrivelsen af 12. november 2003. Ved telefonisk forespørgsel til den underskrivende medarbejder fik han oplyst, at overtrækket skyldtes omprioriteringsomkostninger, som indklagede havde "glemt". Under sagen har han på ny kontaktet den pågældende medarbejder, der oplyste, at hun udmærket huskede samtalen. Indklagede var ikke i stand til at dokumentere, at der tidligere var rykket for overtrækket, og hvorledes beløbet fremkom.

Indklagede har anført, at det bestrides, at klageren blev tvunget til at betale 100.000 kr., for at H kunne skifte pengeinstitut. Klageren havde kautioneret for H's gæld på ca. 300.000 kr. Afdelingen tilbød at lade H's engagement og klagerens kautionsforpligtelser udgå, mod at klageren betalte 100.000 kr. og H 125.000 kr. ved optagelse af lån i et andet pengeinstitut. Klageren og H accepterede tilbuddet. Klageren og H har frivilligt indgået aftalen med afdelingen, og der foreligger ingen ugyldighedsgrund. Klageren købte ejendom II på eget initiativ og tilkendegav i den forbindelse, at han ved et senere salg af ejendommen økonomisk ville påskønne H, at hun havde solgt ejendommen billigt.

Det bestrides, at der er blevet tilbageholdt børnepenge. Børnepengene blev medregnet som en indtægt i klagerens budget, der viste et månedligt rådighedsbeløb på ca. 4.400 kr. Det blev derfor foreslået klageren at nøjes med at hæve 1.000 kr. pr. uge, hvilket klageren accepterede. Klageren valgte selv, at børnepengene skulle indgå på hans konto hos indklagede.

Klageren har fået bevilget overtræk, når han har haft brug herfor f.eks. til tøj til sønnen. Det af klageren anførte om bevilling af overtræk i julen 2002 bestrides. Indklagede lægger stor vægt på at udvise diskretion.

Fra og med den 1. august 2003 ophørte klagerens månedlige pensionsoverførsler. På forespørgsel fra afdelingen oplyste klageren, at kommunen var ved at genberegne hans pension, hvilket betød et midlertidigt ophør. Da der heller ikke indgik noget beløb den 1. september 2003, rettede afdelingen henvendelse til kommunen og Danica, der oplyste, at klageren har meddelt dem, at beløbene skulle overføres til P. Klageren oplyste, at der var tale om en fejl, og at han omgående ville sørge for, at det til P overførte beløb på ca. 30.000 kr. blev overført til indklagede, hvilket imidlertid ikke skete.

Klagerens beskrivelse af hændelsesforløbet i forbindelse med rykning i november 2003 bestrides. Den af klageren anførte telefonsamtale med medarbejderen erindres ikke af den pågældende. Rykkerskrivelserne fremgår alene af indklagedes edb-system og kan derfor ikke fremlægges.

Det bestrides, at afdelingen skulle have anvendt tvang eller på anden måde udnyttet klageren eller H i sin sagsbehandling.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Der er ikke grundlag for at fastslå, at indklagede på utilbørlig måde pressede klageren til at købe H's ejendom (ejendom II) og til at påtage sig kaution for H's boliglån på 140.000 kr. og H's kredit på 165.000 kr. Det må efter det foreliggende lægges til grund, at klageren var bekendt med, at H i forbindelse med kautionerne ikke fik stillet ny likviditet til rådighed, og at kautionerne således vedrørte gammel gæld.

Der er heller ikke godtgjort omstændigheder, der kan medføre hel eller delvis tilsidesættelse af klagerens forpligtelse i henhold til lånet på 100.000 kr., som den 30. juni 2003 blev etableret til endelig finansiering af de 100.000 kr., som i begyndelsen af april 2003 ved overførsel fra klagerens lånesagskonto blev anvendt til delvis indfrielse af H's engagement og dermed klagerens frigørelse for kautionerne,

Det bemærkes i denne forbindelse, at indklagede den 20. februar 2002 tilbød H en dekort på 100.000 kr., hvilket må forstås således, at indklagede var indstillet på at nedsætte sit krav med 100.000 kr., såfremt indfrielse af den resterende gæld på 200.000 kr. skete inden acceptfristens udløb. Indklagedes fornyede tilbud i begyndelsen af 2003, der indebar en dekort på ca. 75.000 kr., adskilte sig således ikke væsentligt fra tilbuddet i februar 2002. Det må lægges til grund, at klageren, der havde erhvervet H's ejendom til en fordelagtig pris, accepterede indbetalingen af de 100.000 kr. på H's engagement, hvormed kautionsforpligtelserne bortfaldt. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at klageren den 2. april 2003 underskrev aftalen om en kredit på 100.000 kr. i tilknytning til lånesagskontoen, at klageren ved skrivelse af 7. april 2003 fik meddelelse om overførslen uden at gøre indsigelse, og at klageren efterfølgende uden forbehold underskrev gældsbrevet på 100.000 kr. til endelig finansiering af betalingen.

Efter det oplyste indgik de til klageren udbetalte børnepenge i det månedlige rådighedsbeløb på 4.400 kr., som klageren efter aftale med indklagede hævede med ca. 1.000 kr. om ugen. Indklagede findes derfor ikke at have afskåret klageren fra at råde over børnepengene.

Hændelsesforløbene i forbindelse med bevilling af overtræk og indklagedes rykning må på grundlag af de modstridende opfattelser anses for uafklarede. Ankenævnet finder imidlertid ikke, at disse spørgsmål har betydning for klagerens hæftelse for lånet på 100.000 kr.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.