Afgørelse

Spørgsmål om mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse af lån. Krav om rentekompensation.

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede som følge af mangelfuld rådgivning af klageren i forbindelse med dennes optagelse af lån er forpligtet til at yde en rentekompensation.

Sagens omstændigheder.

I 1996 ydede indklagede klageren et boliglån på 300.000 kr. (lån I) med en løbetid på 10 år. Til sikkerhed fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 300.000 kr. i klagerens ejendom.

Ved gældsbrev af 13. september 2000 ydede indklagede klageren et boliglån (lån II) på 1 mio. kr. til variabel rente, p.t. 9,8% p.a. Lånet forfaldt til indfrielse den 31. marts 2001. Låneprovenuet blev overført til klagerens løbende konto (kontonr. -356), hvorfra afdrag, renter og eventuelle gebyrer på lånet ifølge låneaftalen skulle overføres. Af gældsbrevet fremgår i øvrigt blandt andet:

"Renten på lånet er fastsat efter en gennemgang af låntagers forhold og låntagers behov for så vidt angår løbetid, afdragsprofil og låneformål. Med hensyn til låntagers forhold har banken ved fastsættelsen af rentesatsen lagt særlig vægt på størrelsen og omfanget på aftaletidspunktet af låntagers indlån i banken, låntagers pensionsmidler/pensionsaftaler i banken og bankens koncernforbundne selskaber, låntagers lån og kreditter i banken, låntagers beholdning af værdipapirer i depot i banken, låntagers eventuelle øvrige forretningsforbindelser med og tilknytning til banken samt låntagers indkomst og formueforhold."

Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 1 mio. kr. i klagerens ejendom.

Klageren havde et erhvervsengagement i pengeinstituttet P, der er koncernforbundet med indklagede.

Den 31. marts 2001 blev lån II indfriet med et bevilget overtræk på kontonr. -356.

Indklagede har oplyst, at man den 3. april 2001 bevilgede en forlængelse af lånet til den 30. september 2001. Det bevilgede overtræk på kontonr. -356 fortsatte, indtil lånedokumentet den 25. april 2001 kom retur fra klageren i underskrevet stand.

Den 9. oktober 2001 blev lån II forhøjet med 45.000 kr. og forlænget til den 7. februar 2002.

Den 9. februar 2002 underskrev klageren et nyt gældsbrev vedrørende lån II, som blev forhøjet til 1.067.401,23 kr. Rentesatsen var variabel, p.t. 7,75 % p.a. Lånet inklusiv renter skulle indfries med en ydelse på 1 mio. kr. den 30. august 2002 og en ydelse på 123.262,75 kr. den 9. september 2002. Ydelser og eventuelle gebyrer skulle uændret overføres fra kontonr. -356.

Den 30. august 2002 blev der overført 1 mio. kr. til lån II fra kontonr. -356, der herved kom i overtræk med godt 1 mio. kr.

Indklagede har anført, at klageren meddelte, at overtrækket ville blive inddækket den 20. september 2002 med et provenu fra et realkreditlån, som klageren ville hjemtage i Nykredit. Den 22. oktober 2002 meddelte klageren, at gælden ville blive indfriet ved en overførsel fra Kina, hvorfra klageren stammer.

Ved anbefalet skrivelse af 12. november 2002 anmodede indklagede klageren om at indfri gælden på kontonr. -356, som inklusive renter blev opgjort til 1.428.136 kr. Af skrivelsen fremgår blandt andet:

"Please note that we charge interest until you have paid the full amount you owe us. The exact amount payable depends on when you pay. The rate of interest (floating) is currently 13.75% per year.

If you fail to repay the loan within the deadline, we will forward your case to a collection agency. You will then be required to pay the costs associated with legal collection."

I marts 2003 udtog indklagede stævning mod klageren om betaling af gælden.

Den 5. maj 2003 underskrev klageren et pantebrev til Realkredit Danmark, som er koncernforbundet med indklagede, om et kontantlån med rentetilpasning på 589.400 EUR.

Ved skrivelser af 7. maj 2003 anmodede klageren via sin advokat indklagede om at rykke med ejerpantebrevene på henholdsvis 1 mio. kr. og 300.000 kr. for en omprioritering af klagerens ejendom med lånet på EUR 589.400.

Ved skrivelse af 9. maj 2003 meddelte indklagede bl.a.:

"Vi er indstillet på at rykke for det nye kreditforeningslån. Dog beder vi Dem om at tilsende os en beregning over hvorledes provenuet af det nye lån skal anvendes, idet vi forudsætter at ejendommens kreditorer nedbringes i prioritetsorden."

Omprioriteringen blev ikke gennemført.

Den 29. august 2003 blev sagen af retten udsat på forelæggelse for Pengeinstitutankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.

Den 8. september 2003 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Den 25. september 2003 blev klagerens ejendom solgt på tvangsauktion for kr. 5.700.000. Indklagede opnåede i forbindelse hermed dækning for ejerpantebrevene.

Parternes påstande.

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at indklagede skal tilpligtes at yde en rentekompensation.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han som følge af mangelfuld rådgivning hos indklagede er blevet påført unødige renteudgifter og omkostninger.

Han er kinesisk statsborger og behersker kun i begrænset omfang engelsk. På grund af hans udenlandske baggrund og de sproglige vanskeligheder havde indklagede og de med indklagede koncernforbundne selskaber en særlig udvidet rådgivningsforpligtelse over for ham. Selvom indklagede råder over kinesisk ekspertise, valgte indklagede at kommunikere med ham på dansk og i begrænset omfang på engelsk.

I forbindelse med etableringen af boliglånet på 1 mio. kr. burde indklagede have rådgivet ham om muligheden for i stedet at optage et langfristet og lavere forrentet realkreditlån. Det etablerede boliglån var relativt dyrt, og omkostningerne blev forøget ved overførslerne fra den løbende konto til lånet, hvilket resulterede i en rentestigning fra 7,75% til rentesatsen for bevilget overtræk på 13,5% p.a.

Indklagede undlod at orientere ham om de økonomiske konsekvenser ved misligholdelse.

Indklagede opfyldte ikke de krav til rådgivning, der en anført i Forbrugerombudsmandens retningslinier om etik i pengeinstitutternes rådgivning.

Det påhviler indklagede at løfte bevisbyrden for, at man har opfyldt sin rådgivningsforpligtelse, hvilket ikke er sket.

Han havde en tæt og hyppig kontakt med indklagede og indklagedes koncernforbundne selskaber. Indklagede kunne derfor løbende følge hans kapitalbehov. De forhold, der er nævnt i lånedokumenterne om vurdering af låntagers forhold, herunder tilknytningen til de koncernforbundne selskaber, med henblik på fastsættelsen af rente, danner også grundlag for vurderingen af, om der skal ydes lån og lånets art.

Hans lånemuligheder hos Realkredit Danmark blev blokeret uden rimelig hensyntagen til hans økonomiske og indtjeningsmæssige forhold og til hans engagementer med koncernforbundne selskaber.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren er erhvervsdrivende. Provenuet af lånet på 1 mio. kr. skulle anvendes i forbindelse med udvidelse af aktiviteterne i klagerens selskaber i form af investering af kr. 3-4 mio. kr. i nye biler. Klagen vedrører derfor reelt et erhvervsmæssigt forhold.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at lånet på 1 mio. kr. blev etableret på grundlag af en anmodning fra klageren om en kortvarig finansiering på ca. 6 måneder. Finansieringen blev tilbudt som et boliglån, da lånet blev sikret med et ejerpantebrev i klagerens ejendom, og fordi det på den måde var muligt at tilbyde en forholdsvis lav rente.

Efter anmodning fra klageren blev finansieringen efterfølgende forlænget og forhøjet. Klageren forventede løbende at kunne indfri lånet først ved at trække pengene fra sit svenske firma, senere med hjemtagelse af et realkreditlån og endelig via en overførsel fra Kina.

På de aftalte udløbsdatoer blev lånet som anført i låneaftalen indfriet ved træk på den løbende konto, hvorpå der blev bevilget overtræk.

Klageren har på intet tidspunkt tilkendegivet et ønske om længerevarende finansiering. På grund af klagerens løbende forventning om indfrielse indenfor få måneder, ville det omkostningsmæssigt ikke have været god rådgivning at hjemtage et realkreditlån til afdækning af finansieringsbehovet.

På grundlag af klagerens engagement gennem en årrække, havde man ikke grund til at antage, at den nødvendige likviditet til indfrielse af forpligtelsen ikke var tilstede.

Klageren var bekendt med forfaldstidspunkterne, da disse var fastsat efter klagerens ønske.

Det bestrides, at man har blokeret for klagerens låneoptagelse i Realkredit Danmark, idet man på baggrund af klagerens advokats henvendelse i maj 2003 netop gav tilsagn om at rykke med ejerpantebrevene. Man er ikke bekendt med det videre forløb af lånehjemtagelsen, eller hvorfor omprioriteringen ikke blev gennemført.

Indklagedes forretningssprog er dansk og engelsk og i et vist omfang tysk. Man råder ikke over kinesisk ekspertise og anvender ikke kinesisk som forretningssprog. Klageren havde en ansat med kinesisk baggrund, som kommunikerede udmærket på både dansk og engelsk. Det fremgik af opsigelsesskrivelsen af 12. november 2002, at manglende betaling ville medføre, at sagen overgik til inkasso, og at klageren ville blive pålagt omkostninger i den forbindelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at klagen bør afvises.

Efter indklagedes redegørelse om sagsforløbet, som ikke er bestridt af klageren, må det lægges til grund, at boliglånet på 1 mio. kr. i september 2000 blev etableret med kort løbetid på baggrund af klagerens forventning om hurtigt at være i stand til at indfri lånet. Det må endvidere lægges til grund, at denne forventning ikke holdt stik, og at dette var baggrunden for, at lånet løbende blev forlænget, senest til den 30. august / 9. september 2002. Ankenævnet finder, at det på denne baggrund ikke kan kritiseres, at indklagede undlod at rådgive klageren om muligheden for i stedet at optage et realkreditlån, hvormed der på grund af den korte løbetid ville være forbundet relativt store omkostninger.

Ankenævnet finder endvidere, at indklagede i overensstemmelse med vilkårene i gældsbrevet vedrørende boliglånet var berettiget til den 30. august 2002 at overføre 1 mio. kr. til dette lån fra klagerens løbende konto. Den krævede rente for overtrækket på denne konto må anses for berettiget.

Der er ikke grundlag for at antage, at indklagede på uberettiget måde har forhindret klageren i at optage realkreditlån.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.