Afgørelse

Gældsovertagelse. Frigørelse for gældsansvar. Personlig fordring.

Klagerne solgte pr. 1. august 1989 deres ejendom, hvori der indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut, som skulle overtages af den nye ejer. Skødet blev tinglyst i marts 1990. Der blev angiveligt i efteråret 1989 søgt om gældsovertagelse hos instituttet. I april 1990 korresponderedes der mellem instituttet og den berigtigende advokat om vilkårene for gældsovertagelse. Den berigtigende advokat meddelte den 30. maj 1990 klagerne og køberen, at han afsluttede sagen, idet ingen af de involverede parter havde udvist interesse for løsning af gældsovertagelsen. I september 1990 meddelte instituttet den berigtigende advokat - med kopi til klagerne – at instituttet ikke havde modtaget det til behandling af gældsovertagelse fornødne materiale, at der var berammet tvangsauktion over ejendommen, og at klagerne fortsat var debitorer på lånet. Instituttet overtog i oktober 1990 ejendommen på tvangsauktion, videresolgte pr. 1. februar 1992 ejendommen og gjorde i august 1994 en personlig fordring gældende mod klagerne, som skulle forrentes med 10,12 pct. p.a. fra auktionsdagen. I januar 1997 erindrede instituttet klagerne om sagen og udtog i maj 2001 stævning mod klagerne. Retten udsatte i august 2001 sagen på Realkreditankenævnets behandling.

Klagerne nedlagde ved Nævnet principal påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod dem, subsidiært ikke gøre en fordring af den aktuelle størrelse gældende. Herudover nedlagde klagerne påstand om, at en eventuel fordring alene skulle tillægges almindelig procesrente fra sagens anlæg ved retten, og indtil betaling sker. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet lagde til grund, at klagerne ikke ved salget var blevet frigjort for deres personlige gældsforpligtelse, og fandt ikke, at instituttet ved passivitet havde fortabt retten til at gøre et personligt gældsansvar gældende mod klagerne. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere instituttets opgørelse af kravet eller forrentningen heraf. Instituttet var derfor berettiget til at gøre fordringen gældende, medmindre nogen del at instituttets krav kunne anses som forældet. Som følge af de to landsretsafgørelser, som var truffet i henholdsvis juni og oktober 2000 vedrørende spørgsmålet om hel eller delvis forældelse af realkreditinstitutternes personlige fordringer mod låntagere, hvis ejendomme var solgt på tvangsauktion, fandt Nævnet, at det ikke efter domspraksis kunne antages, at nogen del af det krav, som instituttet havde gjort gældende, var forældet. Nævnet frifandt derfor instituttet, som var berettiget til at kræve fordringen forrentet med 10,1164 pct. fra 5 år tilbage fra klagens indbringelse for retten, og indtil betaling sker.