Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Dankort, misbrug.

Sagsnummer: 374/1993
Dato: 02-05-1994
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - pinkode opbevaret ved kort
Ledetekst: Dankort, misbrug.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 28. november 1988 fik klageren stjålet sit dankort. Klageren er buschauffør og har oplyst, at tyveriet skete på Frederikshavn Rutebilstation, hvor klageren et øjeblik omkring kl. 12 den pågældende dag var inde på rutebilstationen for at se efter rejsegods; busdøren var blevet åbnet ved hjælp af en knap på ydersiden af bussen. Dankortet lå i en tegnebog, og PIN-koden var noteret i et checkhæfte. Tegnebog og chechæfte lå i hver sin lomme i en jakke i bussens sovekabine, som er tæt på fordøren.

Tyven misbrugte dankortet ved hævning af 2 X 2.000 kr. henholdsvis den 28. november 1988, kl. 14.25 og den 29. november 1988 kl. 00.41. Dankortet blev spærret den 29. november 1988.

Klageren har oplyst, at indklagede i 1988 meddelte, at han selv hæftede for misbruget. I maj 1992 rettede han påny henvendelse til indklagede om misbruget; indklagede fastholdt, at klageren selv hæftede herfor.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 4.000 kr. med rente fra 1. december 1988.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han rejste sagen overfor indklagede i 1992 efter at være bekendt med Ankenævnets praksis for hæftelse ved dankortmisbrug. Han finder ikke, at han har udvist en uagtsomhed, som gør, at han bør hæfte for misbruget.

Indklagede har anført, at den omstændighed, at klageren ikke aflåste busdøren, sammenholdt med, at dankortet og PIN-koden var opbevaret i samme jakke, må anses for grov uagtsomhed efter praksis i henhold til den dagældende affattelse af betalingskortlovens § 21.

Ankenævnets bemærkninger:

3 medlemmer - Peter Blok, Bjørn Bogason og Ole Simonsen - udtaler:

Efter betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, således som denne bestemmelse var affattet på misbrugstidspunktet, er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed." Denne bestemmelse findes uanset ordlyden også at måtte omfatte en uagtsomhed, som består i, at kortindehaveren har opbevaret PIN-koden samme sted som dankortet. I det foreliggende tilfælde har klageren erkendt, at PIN-koden var noteret i et checkhæfte, der ligesom tegnebogen med dankortet lå i en jakke, som klageren havde efterladt i bussen. Klageren findes herved at have udvist grov uagtsomhed, og vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

2 medlemmer - Lars Pedersen og Jørn Ravn - udtaler:

Vi lægger til grund, at klageren i den foreliggende sag har opbevaret kortet i sin jakke, hvorfra det blev stjålet, og at den til kortet hørende kode opbevaredes i samme jakke.

Ved domme af den 24. februar og 23. april 1992 afgjorde Østre Landsret ankesager, hvis udfald - ligesom den foreliggende sags - i væsentligt omfang har være afhængig af fortolkningen af betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, i bestemmelsens tidligere gældende affattelse. Vi forstår dommene således, at det ved afgørelsen af, om kortet er mistet ved grov uagtsomhed, efter landsrettens opfattelse er en relevant omstændighed, at PIN-koden blev opbevaret sammen med kortet, men at sådan samlet opbevaring ikke automatisk bør føre til, at der statueres "grov uagtsomhed". Dette spørgsmål må besvares på grundlag af en samlet vurdering af den måde, hvorpå kortet og koden blev opbevaret.

Ved en vurdering af den foreliggende sag i lyset af de nævnte landsretsdomme finder vi, at klagerens opbevaring af kortet og koden må karakteriseres som groft uagtsom. Med denne begrundelse stemmer vi som flertallet.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.