Krav om rentekompensation som følge af påstået utilsigtet opsparing på budgetkonto.
| Sagsnummer: | 227 /2002 |
| Dato: | 13-11-2002 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Budgetkonto - øvrige spørgsmål
Rente - indlån |
| Ledetekst: | Krav om rentekompensation som følge af påstået utilsigtet opsparing på budgetkonto. |
| Indklagede: | BG Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om klageren har krav på rentekompensation af indklagede som følge af, at klageren ved stående overførsler opsparede et større beløb på sin budgetkonto samtidig med, at klageren afviklede et lån ydet af indklagede.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 21. august 1998 ydede indklagede klageren et lån på 88.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr. Ydelsen skulle hæves på klagerens lønkonto.
Den 25. august 1998 oprettede klageren en budgetkonto hos indklagede.
Indklagede har anført, at det i forbindelse med budgetkontoens etablering blev aftalt, at der hver 14. dag skulle overføres 1.000 kr. fra lønkontoen til budgetkontoen, idet lånet skulle afvikles ved overførsel fra budgetkontoen.
Fra og med den 15. juni 2000 blev overførslen hver 14. dag fra lønkontoen til budgetkontoen forhøjet fra 1.000 kr. til 1.950 kr.
Indklagede har anført, at det er almindelig praksis, at konto til kontooverførsler etableres ved afgivelse af mundtlig instruks, når begge konti tilhører samme kontohaver. Man har derfor ikke skriftligt materiale om forhøjelsen af overførselsbeløbet.
Af kontooversigt for 2000 fremsendt til klageren primo 2001 fremgår, at der på budgetkontoen indestod 16.427,38 kr. Restgælden på klagerens lån var 51.621,36 kr.
Af kontooversigt for 2001 fremsendt til klageren primo 2002 fremgår, at der på budgetkontoen indestod 43.193,65 kr. Restgælden på lånet var 33.118,67 kr.
Den 3. maj 2002 indfriede klageren lånet ved overførsel af 26.353,42 kr. fra budgetkontoen. Budgetkontoens saldo var herefter 26.390,23 kr. Samme dag ophævede klageren budgetkontoen.
Af fremlagte kontoudtog for budgetkontoen fremgår, at transaktionerne på denne alene vedrører overførselsbeløbene fra lønkontoen og ydelserne til lånet. I perioden fra 15. juni 2000 til udgangen af marts måned 2002 har indklagede fremsendt seks kontoudskrifter for budgetkontoen. Kontoudtogene er påført oplysning om rentesatsen for kontoen. Rentesatsen har svinget mellem 0,125% og 0,375% af indestående beløb over 3.000 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 4. juni 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale "lånerente af for meget overført beløb".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede i strid med den skriftlige aftale forhøjede overførselsbeløbet fra 1.000 kr. til 1.950 kr. hver 14. dag.
Han blev herved påført en ufrivillig opsparing til en rente på senest 0,125% p.a. Han kunne have investeret det opsparede beløb på anden og bedre måde.
Han kontaktede kontoførende afdeling vedrørende dette banksjusk med krav om tilskrivning af rente på 12,55% svarende til lånerenten, men indklagedes bestyrer tilbød almindelig bankrente svarende til 375 kr. og mente at have strakt sig langt. Dette afslog han.
Opsparingen har medført personlige økonomiske omkostninger, idet lønkontoen har stået i minus med heraf følgende overtræksrenter m.v. Endvidere har hans samboende måttet låne ham beløb.
Indklagede har anført, at budgetkontoen var en konto, som klageren selv disponerede over. Indklagede påtog sig ingen forpligtelser med hensyn til at overvåge kontoen eller sørge for, at indbetalingerne svarede til udbetalingerne.
Klageren har løbende modtaget kontoudtog for budgetkontoen og lønkontoen uden, at han har rettet henvendelse.
Budgetkontoens saldo er desuden fremgået af tilsendte årsoversigter.
Det påhvilede klageren selv at reagere, hvis han ikke ønskede at foretage en opsparing på budgetkontoen og i stedet ønskede en højere forrentning, men klageren reagerede ikke.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Selv om det måtte lægges til grund, at forhøjelsen af overførselsbeløbet fra 1.000 kr. til 1.950 kr. hver 14. dag til klagerens budgetkonto beroede på en fejl fra indklagedes side, finder Ankenævnet ikke, at klageren har krav på rentekompensation, idet klageren fra primo 2001 til udgangen af marts måned 2002 modtog såvel kontoudskrifter som årsoversigter vedrørende budgetkontoen. Der påhvilede heller ikke indklagede en pligt til at overvåge engagementet med henblik på at kontakte klageren, såfremt man fandt, at klageren rentemæssigt set kunne disponere mere fordelagtigt.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.