Spørgsmål om hæftelse for kaution.

Sagsnummer:290/1997
Dato:19-11-1997
Ankenævn:Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne:Kaution - stiftelse
Ledetekst:Spørgsmål om hæftelse for kaution.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 22. februar 1988 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist sammen med sin bror og far på en kassekreditkontrakt vedrørende en kredit på 300.000 kr. ydet til et anpartsselskab. Kreditten blev den 22. marts 1990 forhøjet til 400.000 kr., og klageren og de øvrige kautionister underskrev på ny som selvskyldnerkautionister. Af kassekreditkontrakten fremgår, at klageren også sammen med sin bror og far underskrev som tegningsberettigede for selskabet.

I april 1992 afhændede selskabet sin virksomhed til et nyt anpartsselskab, og det blev senere samme år taget under konkursbehandling. Konkursboet afsluttedes den 19. oktober 1992 efter konkurslovens § 143.

Klageren underskrev den 30. november 1992 sammen med sin bror og far et frivilligt forlig vedrørende gælden til indklagede, der blev opgjort til ca. 351.000 kr.

Indklagede har oplyst, at der de følgende år var forhandlinger og drøftelser om afvikling af gælden uden resultat. Ved skrivelse af 11. januar 1995 tilbød indklagede, at klageren kunne afvikle sin hæftelse for gælden ved betaling af 30.000 kr. årligt i fem år. Ved skrivelse modtaget 23. samme måned hos indklagede meddelte klageren, at han ikke var i stand til at tilbyde en afvikling. Klageren henviste endvidere til, at indklagede måtte afvente salg af den ejendom, som hans mor havde overtaget i uskiftet bo efter hans fars død, hvilken ejendom hans mor beboede. Indklagede havde sikkerhed i ejendommen i henhold til to ejerpantebreve. Af skrivelsen fremgår endvidere, at klageren ikke havde haft noget at gøre med virksomheden siden 1992.

Ved skrivelse af 28. juni 1995 opfordrede indklagede klageren til at påbegynde afvikling af gælden. Var dette ikke sket senest den 20. juli s.å., måtte klageren påregne, at sagen overgik til retslig inkasso. Klageren besvarede henvendelsen ved skrivelse af 9. juli 1995 og anførte, at han ikke kunne tilbyde indklagede en afvikling. Af skrivelsen fremgik, "det er ikke for vi ikke vil betale - men vi kan simpelthen ikke - kommer vi engang til penge er det OK".

Indklagede overgav efterfølgende sagen til inkasso, og i juni 1996 blev sagen behandlet i fogedretten. Ifølge indklagede blev fordringen ikke bestridt, og det blev aftalt, at sagen skulle genoptages i juni/juli 1998, når et lån til et andet pengeinstitut ville være afviklet. Klageren afgav insolvenserklæring.

Klageren har den 8. august 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at fritage ham for kautionsforpligtelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han i 1992 blev indkaldt til møde hos indklagede for at kautionere for gælden, idet det blev oplyst, at selskabet ville lukke, hvis han ikke underskrev. Han anser det for bondefangeri, da han på dette tidspunkt ikke ejede noget som følge af gæld fra en forretning, han tidligere havde drevet. Dette vidste indklagede, så hans underskrift var intet værd. Han er i dag lønmodtager og kan ikke betale noget.

Indklagede har anført, at klageren er bundet af sin kautionsforpligtelse, der blev påtaget i 1988 og 1990. Kautionen blev afgivet for en erhvervsmæssig kredit ydet til et selskab, som klageren var medejer af. Der er ikke holdepunkter for at antage, at kautionserklæringen er uforbindende. Det er sædvanligt, anpartshavere afgiver kaution for selskabets gæld.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren underskrev i februar 1988 som selvskyldnerkautionist for en kassekredit på 300.000 kr. ydet af indklagede til et anpartsselskab, som blev drevet af klagerens far, klagerens bror og klageren. Kreditten blev i 1990 forhøjet til 400.000 kr., og klageren underskrev på ny som selvskyldnerkautionist. Ved underskriften af det frivillige forlig den 30. november 1992 bekræftede klageren sin hæftelse for selskabets gæld, der var opgjort til ca. 351.000 kr. Ankenævnet finder, at der ikke er oplyst omstændigheder, som kan fritage klageren for gælden i henhold til kautionsforpligtelsen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.