Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for undladt orientering om provenu ved låneomlægning.

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører, om Sydbank har pådraget sig et erstatningsansvar ved ikke at have orienteret klageren om, at en låneomlægning kunne have været tilrettelagt således, at hans øvrige gæld kunne delindfries.

Sagens omstændigheder.

Klageren var kunde i Sydbank, hvor han sammen med sin hustru, H, havde et lån på ca. 300.000 kr. med pant i parrets bolig. Provenuet var anvendt til køb af bil. Klagerens og H’s bolig var desuden belånt med to realkreditlån i Totalkredit på i alt ca. 3,3 mio. kr. Begge lån var 5 % rentemaxlån.

Den 10. februar 2009 modtog klageren og H et brev fra banken om, at ydelsen på deres boliglån var blevet forhøjet på grund af, at renten var blevet hævet.

I foråret 2009 overvejede klageren og H om det kunne betale sig at omlægge deres realkreditlån, således at boliglånet kunne indfries. Ultimo april 2009 bad de banken lave en beregning. Ifølge klageren afviste banken, at der ville være en konverteringsgevinst og at deres hus havde en værdi, der ville gøre det muligt at øge realkreditbelåningen, så boliglånet kunne indfries. Banken har afvist, at eventuel nedbringelse af anden gæld blev drøftet.

Den 23. juni 2009 var klageren og H til et møde i banken. På mødet blev der indgået en aftale om ekspedition af realkreditlån, hvor et nyt X5 Totalkreditlån med 5 års afdragsfrihed skulle afløse de eksisterende realkreditlån. Under sagen har banken fremlagt en udskrift af bankens IT-system, hvor bankens medarbejder L har indskrevet et referat af mødet. Referatet nævner ikke muligheden for at omlægge boliglånet i forbindelse med omlægningen af realkreditlånene.

I Sydbanks brev af 25. juni 2009 til klageren og H er bl.a. anført:

"…

Jeg vil her skitsere, hvad vi aftalte på mødet.

Jeres nuværende realkreditlån med renteloft i lånenes løbetid omlægges til variabel rente fastlagt i 5 år med afdragsfrihed i 5 år. I forbindelse med omlægningen forhøjes ydelsen på boliglånet med 1.000 kr., således at løbetiden reduceres og bedre svarer til værdiforringelsen af bilen.

…

Desuden aftalte vi, at der ikke skal ske yderligere gældssætning grundet jeres rådighedsbeløb.

…"

Ved e-mail af 23. juli 2009 spurgte klageren banken om ikke boliglånet kunne laves som et tillægslån til obligationslånet og tilføjede, at: "(ideelt set var det blevet lagt ind i det samlede obligationslån), nu hvor gælden var blevet reduceret".

Den 27. juli 2009 svarede banken, at ejendomspriserne var faldet således, at banken ikke troede, at det var muligt at få boliglånet omlagt til realkreditlån, selvom restgælden på realkreditlånet var reduceret.

Af klagerens e-mail af 30. august 2009 fremgår følgende:

"…

Ved konvertering var der en gevinst, som vi desværre ikke blev gjort opmærksom på. Var vi blevet det, ville vi igen have bedt om at få lagt boliglånet ind i obligationslånet – eller i det mindste de 180.000 som det drejede sig om.

….."

Den 17. september 2009 skrev banken, at ejendommen nu var vurderet til 4.100.000 kr. og at banken ville kunne formidle et tillægslån på 130.000 kr. Boliglånet skulle nedskrives med provenuet. Klageren benyttede sig ikke af tilbuddet.

Den 29. december 2009 sendte klageren en e-mail til bankens kundechef. I e-mailen klagede klageren over forløbet før og efter lånekonverteringen, herunder samarbejdet med L og den manglende orientering om den konverteringsgevinst, der ville havde gjort det muligt for klageren og H at nedbringe deres bankgæld.

I forlængelse af et møde med klagerne sendte banken den 5. februar 2010 en e-mail til klageren og H, hvor banken afviser, at muligheden for nedbringelse af anden gæld ikke blev drøftet i forbindelse med omlægningen, da nettoprovenuet fremgik tydeligt af beregningen af 15. juni 2009 (udskrevet den 23. juni 2009).

Den 20. februar 2010 skrev klageren til banken at han og H ikke havde modtaget den nævnte beregning af 15. juni 2009. Klageren og H valgte herefter at skifte bank og har indfriet boliglånet hos banken.

Parternes påstande.

Klageren har den 24. februar 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal betale de merudgifter klageren og H kommer til at afholde indtil 2014, på grund af, at deres bankgæld er 224.000 kr. større end den kunne have været, hvis de havde optaget et realkreditlån med en højere hovedstol end tilfældet var.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at de i løbet af foråret 2009 drøftede mulighederne for at omlægge deres lån med banken og i den forbindelse lagde vægt på en lavere ydelse. Ønsket om forlængelse af afdragsfriheden var alene sekundært.

De spurgte flere gange banken, om der ville være en gevinst i forbindelse med konverteringen af deres realkreditlån, hvilket banken afviste.

De har aldrig modtaget den beregning der viser, at der var et nettoprovenu på næsten 220.000 kr. ved konverteringen. Det var først på det møde hvor det nye lån skulle optages, at de blev opmærksomme herpå, og da var det for sent at forøge hovedstolen på det nye lån. Det var også først på dette møde, at de blev præsenteret for lånedokumenterne.

L’s notat om mødet den 23. juni 2009 støtter deres udlægning af sagen, idet notatet ikke nævner, at der er et nettoprovenu ved omlægningen.

Efter konverteringen afviste banken fortsat, at der var rum til at optage yderligere realkreditbelåning. Da det endelig lykkedes at få foretaget en vurdering af deres hus, havde kursstigningerne betydet, at nedbringelse af boliglånet kun kunne ske med det halve beløb.

Kursstigningerne og bankens betingelser betyder, at de har lidt et tab ved ikke at have benyttet låneomlægningen i sommeren 2009 til at reducere hovedstolen på deres boliglån.

Sydbank har anført, at der ikke blev talt om tillægsbelåning, da klageren i juni 2009 ville omlægge realkreditlånene.

Banken har oplyst, at der var et nettoprovenu ved omlægningen af lånene. Beregningen der viste provenuet blev udskrevet den 23. juni 2009. Beregningen vil ikke blive gemt i IT-systemet, hvis den ikke bliver udskrevet. Det fastholdes derfor, at beregningen blev udleveret til klageren på mødet samme dag.

Banken har ikke været afvisende over for tillægslån, men banken stillede det krav, at så skulle ydelsen på boliglånets restgæld forhøjes, ligesom provenuet på låneoptagelsen skulle bruges til nedskrivelse af boliglånet hos banken.

Klageren ønskede ikke at benytte sig af muligheden for tillægsbelåning.

Klageren har ikke lidt noget tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Maria Hyldahl og Jørn Ravn – udtaler:

Det er ubestridt, at klageren i april 2009 kontaktede Sydbank vedrørende muligheden for at omlægge sine lån, idet klageren ønskede en lavere ydelse.

Under disse omstændigheder finder vi, at Sydbank i forbindelse med klagerens omlægning af sit realkreditlån i juni 2009 var forpligtet til at gøre klageren opmærksom på, at det eventuelt var muligt at optage et nyt realkreditlån med en hovedstol, der gav et større provenu, således at en del af klagerens bankgæld kunne indfries.

Det fremgår af § 7 i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., at den almindelige lånegrænse på 80 % af ejendommens værdi skal overholdes ved optagelse af nyt realkreditlån, medmindre der i forbindelse med en indfrielse af eksisterende realkreditlån optages et nyt realkreditlån med et kontantprovenu der alene dækker indfrielsesbeløb og omkostninger ved omlægningen. Det provenu, i form af forskellen i den nominelle restgæld på det nye og de gamle lån, som fremgik af låneberegningen af 23. juni 2009 har således ikke direkte betydning for, hvor stort et realkreditlån der kunne optages på baggrund af ejendommens værdi på det pågældende tidspunkt.

Vi finder det godtgjort, at klageren i juni 2009 kunne have optaget et større realkreditlån, idet Sydbank i september 2009 tilbød at formidle et tillægslån på 130.000 kr. På grundlag heraf finder vi, at Sydbank skal stille klageren som om han i juni 2009 havde optaget et realkreditlån med et provenu, der var 130.000 kr. højere end tilfældet var, og havde nedbragt boliglånet tilsvarende.

To medlemmer – Niels Bolt Jørgensen og Astrid Thomas – udtaler:

Som udgangspunkt kunne banken som betingelse for at rykke for et nyt realkreditlån stille krav om forøgelse af afdragene på det banklån, som ejerpantebrevet lå til sikkerhed for. Vi lægger i overensstemmelse med bankens brev af 25. juni 2009 til grund, at parterne på mødet den 23. juni 2009 aftalte at omlægge realkreditlånene til et lån med variabel rente i 5 år og afdragsfrihed i 5 år, og i forbindelse hermed at forhøje ydelsen på boliglånet med 1.000 kr., således at løbetiden svarede bedre til værdiforringelsen af bilen. Under henvisning hertil finder vi det ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende.

Afgørelse træffes efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Såfremt klageren inden 8 uger anmoder herom, skal Sydbank inden 4 uger stille klageren som om han i juni 2009 havde optaget et realkreditlån med et provenu, der var 130.000 kr. højere end tilfældet var, og havde nedbragt boliglånet tilsvarende.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.