Afgørelse

Sagen vedrører krav om erstatning for kurstab og indsigelse om, at banken forsømte at hjemtage og kurssikre lån rettidigt.

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for kurstab og indsigelse om, at banken forsømte at hjemtage og kurssikre lån rettidigt.

Sagens omstændigheder

Ved købsaftale af 18. april 2015 købte klageren en ejendom for 3.895.000 kr. med overtagelse den 1. juni 2015. På samme tidspunkt rettede klageren henvendelse til Lån Spar Bank om finansiering af boligkøbet.

Fra den 20. april til 24. april 2015 var klageren i kontakt med banken telefonisk og pr. mail omkring valg af lån, hvor meget der skulle lånes og omkostningerne ved lånene. Den 20. april 2015 modtog banken de nødvendige økonomioplysninger fra klageren og meddelte hende pr. mail, at hun og hendes samlever var godkendt økonomisk til ejendomskøbet.

Klageren har oplyst, at hun den 22. april 2015 mundtligt accepterede bankens tilbud om finansiering, og at hun klart tilkendegav over for banken, at hun ønskede et 2 % obligationslån. I den forbindelse bad hun pr. mail om en oversigt over gebyrer og andre omkostninger ved optagelse af henholdsvis realkreditlån og boliglån.

Den 23. april 2015 sendte bankens medarbejder R en oversigt over finansieringsmuligheder til klageren.

Fredag, den 24. april 2015 bad R om en salgsopstilling, som klageren sendte umiddelbart herefter. Senere samme dag sendte R en finansieringsaftale med garantiformular til klageren til underskrift. I den forbindelse skrev R følgende:

”… Bemærk denne bruges kun til at stille garantien, lån osv aftaler vi bare efterfølgende. Vi skal have en snak i starten af maj herinde hos mig.”

Af finansieringsaftalen fremgik, at banken stillede en kreditramme på 4.020.000 kr. (konto nr. -871) til finansiering af ejendomskøbet, og at klageren ønskede at finansiere ejendommen med et 2 % 30-årigt obligationslån på 3.120.000 kr. i Totalkredit med 10 års afdragsfrihed og et 30-årigt boliglån som kassekredit på 900.000 kr. med en variabel rente på 4 %. Endvidere fremgik følgende af aftalen:

”Kurssikring:

Køber er bekendt med at bære kurs-/renterisiko på ejerskiftelånet.

Køber har besluttet IKKE at kurssikre realkreditlånet, men er rådgivet om muligheden for kurssikring.

Køber er bekendt med at kunne foretage kurssikring af realkreditlånet når som helst, hvis der foreligger et lånetilbud.

Banken påtager sig ikke nogen forpligtelse til at rette henvendelse til køber om kurs- og renteudviklingen på obligationsmarkedet…

Rådgivning:

Undertegnede erklærer, at vi i forbindelse med denne aftales indgåelse er rådgivet om valg af finansiering, konsekvenser ved valg af lånetype, løbetid, udbetalingstidspunkt samt om muligheder for og konsekvenser ved kurssikring…”

Onsdag, den 29. april 2015 sendte klageren den underskrevne finansieringsaftale til R og spurgte endvidere til lånetilbuddet:

”Jeg havde overset din sidste email. Du får garantien underskrevet tilbage i dag. Hvor langt er vi så med et egentligt lånetilbud fra jer? Udestår noget ift. et lånetilbud? Vi vil jo gerne lægge os fast på renten og kursen, hvis kursen på 2 % ‘eren igen kommer over 97.”

R svarede samme dag, kl. 14.26:

”Det lyder godt, så kan jeg få lavet garantien i dag. Jeg holder nemlig tidlig weekend fra i eftermiddag. Vi skal lige mødes næste uge, så skal vi sammen lave det endelige lån. Har I nogen dage og tidspunkter der passer jer?”

Klageren skrev samme dag kl. 16.11:

”Jeg har netop forsøgt at ringe, men telefon lukkede jo kl. 16. Jeg vil høre, om vi hurtigst muligt kan få lavet lånetilbuddet, så vi kan lægge os fast på en rente og kurs, når kursen er bedst. …”

Banken var lukket fredag, den 1. maj 2015.

Mandag, den 4. maj 2015, kl. 15.24, skrev R til klageren:

”Perfekt. Jeg har netop forsøgt at ringe og lagt besked hvor jeg forklarer lidt om lån og hvordan og hvorledes. Kursen er meget god på 2,5 % uden afdrag på cirka 99,1 i øjeblikket.”

Efter det oplyste fastholdt klageren et 2 % obligationslån.

Torsdag, den 7. maj 2015 indgik klageren en aftale om kurssikring af det aftalte 2 % obligationslån til kurs 92,075.

Klageren har fremlagt en oversigt, der viser, at gennemsnitskursen på de bagvedliggende 2 % obligationer i perioden 24. april til 7. maj 2015 faldt fra 96,538 til 92,84.

Den 28.-29. maj 2015 blev der hævet i alt 3.860.000 kr. på konto -871 vedrørende ejendomskøbet.

Den 8. juni 2015 blev provenuet af Totalkreditlånet indsat på kontoen, og den 19. juni 2015 blev der indsat 500.000 kr., som var klagerens egenfinansiering.

Kontoen blev opgjort den 6. juli 2015 med en restgæld på 284.414,19 kr., hvoraf 14.838,46 kr. var renter.

På baggrund af en indsigelse fra klageren ved mail af 15. marts 2016 tilbød banken pr. kulance at refundere lånesagsgebyrer samt tilskrevne renter på omprioriteringskonto -871, således at klageren blev stillet som om, provenuet af Totalkreditlånet og egenfinansieringen var blevet indsat på kontoen den 1. juni 2016.

Den 3. maj 2016 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Banken har den 12. maj 2016 refunderet klageren lånesagsgebyrer på 8.000 kr., og den 1. juli 2016 har banken refunderet klageren renter på 14.293,91 kr.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Lån Spar Bank skal betale erstatning for kurstab på Totalkreditlånet. Endvidere har klageren nedlagt påstand om, at banken skal refundere yderligere gebyrer og renter.

Lån Spar Bank har principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at lånetilbuddet kunne og burde have været indhentet i forbindelse med finansieringsaftalen, idet lånetype, vilkår og vurdering var på plads på daværende tidspunkt.

Hun havde gjort det klart, at hun ønskede et 2 % obligationslån, og hun opfordrede mange gange R til at indhente et tilbud på det. Hun kunne ikke komme i kontakt med R, hørte ikke fra ham, og den pågældende afdeling var ikke behjælpelig i R’s fravær. R sikrede sig ikke en konkret afklaring med hende.

Hvis hun havde fået et lånetilbud rettidigt, kunne hun have låst kursen. Det er ikke korrekt, at hun fravalgte en kurssikring den 29. april 2015. Hun kunne ikke fraskrive sig retten til kurssikring, når hun endnu ikke havde et lånetilbud. Det fremgår tydeligt af R’s mail, at finansieringsaftalen alene skulle bruges til at stille restkøbesumsgarantien, og at der skulle snakkes lån senere.

Da hun underskrev finansieringsaftalen, havde der fra den 23. april 2015 ikke været tvivl om for banken, at hun ønskede et 2 % obligationslån. Derfor skal ekspeditionstiden regnes fra dette tidspunkt og ikke først fra det tidspunkt, hvor hun underskrev finansieringsaftalen. Det, at lånetilbuddet først kom den 7. maj 2015, skyldtes udelukkende dårligt rådgiverarbejde, manglende overblik og ”smøl”. Der gik 14 dage. Det er en urimelig lang ekspeditionstid i ejerskiftesager og ikke normal procedure i banken. Det er derimod normal kutyme, at man låser kursen, når der er enighed om finansieringen.

I R’s fravær den 30. april 2015 talte hun med en anden rådgiver og bad denne udskrive et lånetilbud, hvilket blev afvist med henvisning til, ”at de ikke ville gå ind i andres sager”.

Hun er enig i, at provenuet/kursværdien ved et 2,5 % obligationslån til kurs 99,1 ville have været den samme, men ydelsen på lånet ville have været højere samtidig med, at en fremtidig konverteringsmulighed ville blive mindre ved, at varigheden er højere på et 2 % end på et 2,5 %.

Hun har lidt et tab, idet hovedstolen på lånet unødigt er blevet forhøjet. I forhold til kursen henholdsvis den 24. april og 29. april 2015, kan tabet opgøres således:

24. april 2015 (hvor finansieringsaftalen blev udarbejdet) 96,538 – 92, 075 = ca. 140.000 kr.

29. april 2015 (hvor finansieringsaftalen sendes retur) 96,299 - 92,075 = ca. 130.000 kr.

Bankens rådgivning har været mangelfuld, langsom og forvirrende.

Lån har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en stillingtagen til klagerens anbringende om, at en medarbejder i banken i R’s fravær den 30. april 2015 skulle have afvist at udskrive et lånetilbud, vil kræve en mundtlig bevisførelse, der ikke kan ske for Ankenævnet men i givet fald må finde sted ved domstolene. Det følger af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4, at Ankenævnet herefter må afvise sagen.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at den inden for en rimelig tid – 5 bankdage – fra torsdag, den 30. april 2015 til torsdag, den 7. maj 2015 fremkom med et lånetilbud.

Ejendomshandlen var først endelig den 27. april 2015, hvor klagerens fortrydelsesret udløb.

Det bestrides, og det har i øvrigt formodningen imod sig, at klageren som hævdet af hende allerede skulle have accepteret et tilbud om finansiering den 22. april 2015, idet banken først den 23. april 2015 sendte en oversigt over finansieringsmuligheder til klageren.

Hvis det havde været afgørende for klageren at få et lånetilbud tidligere, burde hun have reageret på R’s mail den 24. april 2015, hvor han skrev, at de skulle snakke lån i starten af maj. Det gjorde hun ikke.

Klageren fravalgte kurssikring den 29. april 2015.

Klageren tilkendegav skriftligt, at hun først ville fastlåse kursen på 2% -obligationen, hvis den igen kom over 97.

Gennemsnitskursen på 2% -obligationen kom ikke over 97 i dagene fra den 22. april 2015 til 8. maj 2015.

Det har formodningen imod sig, at klageren – i lyset af forventningen om, at kursen ville stige til 97 – ville have kurssikret til kurser i intervallet 96,299 til 93,735, selvom banken var fremkommet med et lånetilbud i de mellemliggende dage, dvs. fra torsdag, den 30. april 2015 til onsdag, den 6. maj 2015.

Klageren afviste den 4. maj 2015 at finansiere lånet med en 2,5 % obligation som foreslået af banken, selvom klageren ved den aktuelle kurs på 99,1 kunne have fået et betydeligt større provenu udbetalt.

Klageren har ikke lidt et tab, men hendes forventninger til provenuet ved afregningen af det nye lån er skuffet.

Ankenævnets bemærkninger

Ved en købsaftale af 18. april 2015 købte klageren en ejendom med overtagelse den 1. juni 2015. På samme tidspunkt henvendte klageren sig til Lån Spar Bank og ønskede, at den skulle hjælpe hende med at finansiere boligkøbet.

Den 20. april 2015 meddelte banken klageren, at hun og hendes samlever var godkendt økonomisk til ejendomskøbet. Rekvirering af et lånetilbud forudsatte, at klageren tog stilling til, hvilken lånetype, hun ønskede. Klageren tog endelig stilling til lånetypen onsdag den 29. april 2015, hvor hun returnerede den underskrevne finansieringsaftale med garantiformular på et 2 % obligationslån til banken. I den forbindelse skrev klageren under på, at hun var rådgivet af banken om kurssikring. At klageren har modtaget rådgivning vedrørende kurssikring understøttes af det forhold, at klageren i forbindelse med returneringen af finansieringsaftalen tilkendegav, at hun ville kurssikre, hvis kursen på 2 % igen kom over 97.

Den 7. maj 2015 blev 2 % lånet kurssikret til kurs 92,075.

Ankenævnet finder ikke, at bankens ekspedition i forbindelse med hjemtagelsen af Totalkreditlånet har været ansvarspådragende.

Banken har, før klagen blev indgivet til Ankenævnet, tilkendegivet, at den ville godtgøre klageren lånesagsgebyrer på 8.000 kr. samt renter på 14.293,91 kr., hvorved klageren blev stillet som om, provenuet af Totalkreditlånet og egenfinansieringen var blevet indsat på konto -871 den 1. juni 2016. Beløbene er betalt efterfølgende.

Klageren får ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.