Spørgsmål om gyldigheden af kautionsforpligtelse for klagere, der var ansatte og aktionærer, oplysning om medkautionists forhold.
| Sagsnummer: | 389/2003 |
| Dato: | 06-04-2004 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Anne Dehn Jeppesen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om gyldigheden af kautionsforpligtelse for klagere, der var ansatte og aktionærer, oplysning om medkautionists forhold. |
| Indklagede: | Amtssparekassen Fyn |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne klage vedrører klagernes indsigelse mod gyldigheden af en kautionsforpligtelse, som de påtog sig for en kassekredit ydet til et selskab, hvor klagerne dels var aktionærer og dels ansatte.
Sagens omstændigheder.
Den 19. december 2000 ydede indklagede en kassekredit på 500.000 kr. til aktieselskabet K. Klagerne A, B, C og D underskrev som selvskyldnerkautionister begrænset for henholdsvis 45.000 kr., 45.000 kr., 25.000 kr. og 10.000 kr.
Foruden klagerne underskrev som selvskyldnerkautionister uden begrænsning T og selskabet H, der var ejet af T. Endelig underskrev anpartsselskabet L som selvskyldnerkautionist begrænset for 90.000 kr.
Indklagede har anført, at på et møde den 24. oktober 2000, hvor aktieselskabet K's forhold blev drøftet, og hvor bl.a. klager B deltog, blev det oplyst, at K ville blive købt af selskabet H, som efterfølgende ville sælge 45% af aktierne i K til bl.a. klagerne, der var betydende medarbejdere i K.
Af en aktionæroverenskomst af 4. december 2000 indgået mellem selskabet H, anpartsselskabet L samt klagerne fremgår bl.a., at selskabskapitalen i aktieselskabet K udgjorde 500.000 kr. indbetalt i værdier til kurs 150, og således at selskabet H ejede 57% af aktiekapitalen, anpartsselskabet L 18%, klagerne A og B hver 9%, mens klageren C ejede 5% og klageren D 2%. Endvidere fremgår af overenskomsten:
"
3.2. | Såfremt det - for at fremskaffe den budgetterede driftskapital, jfr. § 6.1. - er nødvendigt at kautionere eller stille supplerende sikkerhed, forpligter hver af parterne sig til at stille sikkerhed for driftskreditten med en andel svarende til andelen af aktiekapitalen. |
3.3. | Såfremt det på grund af udviklingen i selskabet bliver nødvendigt at tilføre yderligere kapital forpligter parterne sig til at stille den fornødne kapital til rådighed med en andel svarende til andelen af aktiekapitalen. |
3.4. | Det betragtes som væsentlig misligholdelse af aktionæroverenskomsten, såfremt en part ikke er i stand til at ikke ønske at kautionere, stille sikkerhed eller tilføre yderligere kapital, hvor det er nødvendigt for selskabets fortsatte eksistens." |
Den 10. februar 2003 blev aktieselskabet K taget under konkursbehandling. Ved skrivelser af 28. marts 2003 anmodede indklagede kautionisterne, herunder klagerne, om indbetaling af deres kautionsforpligtelser.
I september 2003 indfriede klagerne under protest deres kautionsforpligtelser.
Selskabet H blev primo december 2003 sendt til opløsning ved skifteretten.
Under sagen er fremlagt årsrapport for selskabet H for perioden 1. maj 2000 til 30. april 2001. Regnskabet er dateret den 5. oktober 2001. Heraf fremgår endvidere regnskabstallene for 1999/2000. Pr. 30. april 2000 var selskabets egenkapital negativ med 9.000 kr.
Parternes påstande.
Klagerne har den 4. november 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at de ikke hæfter for deres kautionsforpligtelser.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at T og selskabet H som kautionister hæftede fuldt ud for kreditten. De gik ud fra, at indklagede i forbindelse med stiftelsen af kautionsforpligtelsen havde gjort sig bekendt med de pågældendes økonomiske forhold. Således blev de selv afkrævet årsopgørelser i forbindelse med etableringen af kautionen.
Kautionsdokumentet blev ikke underskrevet hos indklagede eller gennemgået, og indklagedes almindelige betingelser blev heller ikke udleveret til dem.
De har efterfølgende konstateret, at anpartsselskabet H på tidspunktet for påtagelsen af kautionsforpligtelsen havde en negativ egenkapital. Det må formodes, at indklagede var bekendt hermed eller i hvert fald burde have vidst det. Ved at undlade at oplyse dem herom påførte indklagede dem et økonomisk tab, idet selskabet senere er gået konkurs og således er ude af stand til at indfri kautionen.
Med hensyn til deres forpligtelser i henhold til aktionæroverenskomsten til at påtage sig kaution bemærker de, at de påtog sig kautionen på baggrund af et møde, hvor en medarbejder fra indklagede meddelte, at såfremt aktionærerne ikke ville risikere noget, hvorfor skulle indklagede da. De blev således nødsaget til at påtage sig kautionsforpligtelsen.
Selvom indklagede ikke var forpligtet til at kræve gælden indfriet hos de fuldt hæftende kautionister, er det bemærkelsesværdigt, at dette ikke skete. Det efterlader indtrykket af, at indklagede har plejet disse kautionisters interesser frem for deres interesser.
De anser Ankenævnet for kompetent til at behandle klagen, som overvejende er af privat karakter, hvorved bemærkes, at de var mindretalsaktionærer i aktieselskabet K. En afgørelsen i sagen vil heller ikke forudsætte en bevisførelse, der ikke kan finde sted for Ankenævnet.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er tale om erhvervsforhold, hvorfor Ankenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen. Klagerne, der var ansatte og aktionærer i aktieselskabet K, var i henhold til aktionæroverenskomsten forpligtet til at kautionere for driftskreditten. Klageren B var tillige medlem af selskabets bestyrelse. Klagen adskiller sig således væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Hertil kommer, at sagens omstændigheder særligt med hensyn til, hvad indklagede burde have vidst om anpartsselskabet H's økonomiske forhold, vil medføre en bevisførelse, der gør sagen uegnet til behandling ved Ankenævnet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man forud for kredittens bevilling foretog en kreditvurdering af både debitor og kautionisterne. Man var ikke bekendt med, at selskabet H skulle have en dårlig økonomi på dette tidspunkt. Selv hvis indklagede havde haft en sådan viden, var man ikke forpligtet eller berettiget til at oplyse de øvrige kautionister herom.
Kreditvurderingen af kautionisterne blev foretaget for at sikre indklagedes risiko. Klagerne havde derfor ikke berettiget grund til at tro, at deres risiko var lig nul. I tilfælde af at en af de fuldt hæftende kautionister indfriede sin kaution, måtte klagerne i øvrigt imødese et regreskrav fra denne.
Såfremt klagerne lagde vægt på medkautionisternes betalingsevne, måtte de selv foretage de nødvendige undersøgelser heraf.
Det følger af indklagedes forretningsgang, at de almindelige forretningsbetingelser skal udleveres til kautionister, men det kan ikke dokumenteres, at dette er sket i det konkrete tilfælde.
Den normale praksis var, at dokumenterne blev underskrevet hos indklagede, men i særlige tilfælde anmodede aktieselskabet K om at få dokumenterne tilsendt til underskrift. Da der var tale om erhvervsforhold, og kautionsforpligtelsen fremgik af aktionæroverenskomsten, fandt man det ikke påkrævet at gennemgå kautionsforpligtelsen med klagerne. Ifølge kassekreditkontraktens fortrykte tekst bekræfter underskriverne, at indklagede har gennemgået betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.
Indklagede var ikke forpligtet til at kræve betaling af de øvrige kautionister, forinden man afkrævede klagerne kautionsforpligtelsen.
Det bestrides, at man har plejet de to fuldt hæftende kautionisters interesser frem for klagernes, idet kautionsforpligtelsen blev gjort gældende over for samtlige kautionister ved skrivelser af 28. marts 2003 og 17. juli 2003. I august 2003 indfriede selskabet L sin kautionsforpligtelse, mens T i oktober 2003 indgik aftale med indklagede om betaling af den resterende gæld.
Med hensyn til indklagedes kreditvurdering af selskabet H fastholdes det, at selskabet ikke havde en økonomi der gjorde, at det var uden betydning som kautionist, særligt ikke når der var tale om en hovedaktionær. Ved vurderingen af regnskabstallene for 1999/2000 skal det tages i betragtning, at der er sket væsentlige ændringer i selskabet bl.a. i forbindelse med købet af selskabet K, hvilket ikke fremgår af regnskabstallene for 1999/2000. I denne forbindelse kan det oplyses, at indklagede ikke på daværende tidspunkt havde engagement med selskabet H.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Under hensyn til, at klagerne kun var indehavere af beskedne aktieposter i aktieselskabet K, i hvilke de var ansat, finder Ankenævnet, at klagen vedrørende deres kautionsforpligtelser for selskabets gæld må anses at angå private kundeforhold.
Klagerne havde i aktionæroverenskomsten forpligtet sig til at kautionere for selskabets driftskredit med en andel svarende til deres andel af aktiekapitalen, og i overensstemmelse hermed var deres kautionsforpligtelser for kassekreditten på 500.000 kr. begrænset til henholdsvis 45.000 kr., 45.000 kr., 25.000 kr. og 10.000 kr. Indehaveren T af selskabet H påtog sig ubegrænset kaution for kassekreditten. Ankenævnet finder, at der i hvert fald under disse omstændigheder ikke påhvilede indklagede nogen forpligtelse over for klagerne til at foretage en nærmere undersøgelse af selskabet H's økonomiske forhold og oplyse klagerne herom.
Der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan begrunde, at klagerne ikke er bundet af deres forpligtelser som kautionister.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.