Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod ekspeditionstid ved overførsel af ratepension med ind- og udenlandske værdipapirer.

Sagsnummer: 420 /2014
Dato: 14-09-2015
Ankenævn: John Mosegaard, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn, Astrid Thomas, Andreas Moll Årsnes
Klageemne: Pensionskonti - overførsel
Overførsel - pensionskonti
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2
Ledetekst: Indsigelse mod ekspeditionstid ved overførsel af ratepension med ind- og udenlandske værdipapirer.
Indklagede: Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod ekspeditionstid ved overførsel af ratepension med ind- og udenlandske værdipapirer.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Bank, hvor han havde en ratepensionskonto med et tilknyttet depot med danske værdipapirer og et tilknyttet depot med udenlandske værdipapirer.

I september 2014 ønskede klageren at overføre pensionen til pengeinstituttet P. Den 16. september 2014 modtog banken en overførselsanmodning fra P. I slutningen af oktober 2014 konstaterede banken, at klagerens oprindelige pensionskontrakt var bortkommet. Den 22. november rykkede klageren for overførslen.

Banken har oplyst, at overførslen ved en fejl fra bankens side ikke blev ekspederet før indtræden af den såkaldte ”lukkeperiode”, jf. bekendtgørelse om visse regler i pensionsbeskatningsloven, hvorefter pensionsordninger ikke må overføres mellem pengeinstitutter i perioden fra den 15. december til den 22. januar.

Den 4. december 2014 rykkede P banken telefonisk for overførslen. Banken oplyste, at klageren først kunne forvente, at overførslen skete efter udløbet af lukkeperioden.

Den 11. december 2014 indgav klageren klage til Ankenævnet.

Pensionsdepoterne blev overført til P i slutningen af januar 2015. I perioden fra den 23. til den 29. januar 2015 hævede banken et ekspeditionsgebyr på 400 kr., et gebyr på 1.232,51 kr. for depotet med de udenlandske værdipapirer og et gebyr på 675 kr. for depotet med de danske værdipapirer på klagerens pensionskonto. Pensionskontoen blev overført til P den 2. februar 2015.

Klageren har oplyst, at han ikke var afskåret fra at handle i pensionsdepoterne i den pågældende periode, og at han ikke har lidt et økonomisk tab i forbindelse med sit pengeinstitutskifte. Klageren har endvidere oplyst, at P ikke har refunderet gebyret, som banken beregnede for overførslen.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Ankenævnet skal give Nordea Bank en påtale for bankens ekspedition.

Nordea Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

tab-stops:0cm 42.55pt 3.0cm 127.6pt 170.15pt 212.7pt 255.25pt 297.75pt 340.3pt 382.85pt 425.4pt">Klageren har anført, at bankens service og håndtering var mangelfuld, hvilket banken bør have klar besked om.

Han har ikke lidt et tab i forbindelse med pengeinstitutskiftet. Banken har beregnet sig et gebyr for overførslen.

Nordea Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerens påstand om, at banken skal have en påtale for dårlig service, ikke vedrører en konkret formueretlig tvist.

Nordea Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at overførslen ved en beklagelig fejl fra bankens side ikke blev ekspederet før indtræden af lukkeperioden. Som følge heraf var det ikke muligt at overføre de udenlandske værdipapirer fra den 20. november og de danske værdipapirer fra den 15. december 2014.

Selvom det lægges til grund, at banken burde have ekspederet overførslen inden lukkeperioden, har klageren ikke lidt et erstatningsretligt relevant tab. Klageren har i hele perioden kunnet handle værdipapirer.

Bankens gebyrer for at ekspedere overførslen medførte ikke et formuetab for klageren. Der er ikke årsagssammenhæng mellem ekspeditionstiden og gebyrerne.

Ankenævnets bemærkninger

Den 16. september 2014 modtog Nordea Bank en overførselsanmodning fra P. Klagerens to pensionsdepoter og ratepensionskontoen blev overført til P henholdsvis i slutningen af januar 2015 og den 2. februar 2015. Ankenævnet finder, at banken i hvert fald for pensionsdepotet med de danske værdipapirer burde have ekspederet overførslen inden ti ekspeditionsdage fra modtagelsen af anmodningen. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at overførslen af pensionsdepotet med de udenlandske værdipapirer blev forsinket som følge af en fejl fra bankens side.

Klageren var ikke afskåret fra at disponere over værdipapirerne i depoterne i den pågældende periode. Klageren har oplyst, at han ikke har lidt et tab i forbindelse med pengeinstitutskiftet.

Ankenævnet behandler klager, der angår et konkret økonomisk mellemværende. Ankenævnet kan ikke give banken en påtale vedrørende ekspeditionstiden. Ankenævnet finder derfor, at klagen ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.