Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om bevis for, at PIN-kode var anvendt.

Sagsnummer: 250 /2001
Dato: 14-03-2002
Ankenævn: Peter Blok, Karin Duerlund, Mette Frøland, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne: Betalingstjenester - selvrisiko 1.200 kr./1.100 kr.
Ledetekst: Spørgsmål om bevis for, at PIN-kode var anvendt.
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klagerens PIN-kode til klagerens dankort blev anvendt i forbindelse med misbrug.

Sagens omstændigheder.

Den 23. december 2000 fik klageren frastjålet 3 dankort, hvoraf det ene var tilknyttet klagerens personlige konto, mens de to øvrige kort var tilknyttet to konti, hvortil klageren var dispositionsberettiget. Kortene var tilknyttet konti hos indklagede. Klageren blev samtidig frastjålet et Eurocard samt et dankort tilknyttet en konto i et andet pengeinstitut.

Kortene blev misbrugt den 23. december 2000 med hævninger kl. 13.08, 13.10 og 13.11, hvor der ved hjælp af hvert kort blev hævet 2.000 kr., i alt 6.000 kr. Kortene blev spærret umiddelbart efter.

Indklagede har anført, at kortenes korrekte PIN-kode blev anvendt ved hævningerne. Klageren har bestridt, at misbrugeren kunne gøre sig bekendt med koderne og har anmodet indklagede om at dokumentere, at korrekte koder blev anvendt.

Ved skrivelse af 21. januar 2001 til indklagede anførte klageren bl.a.:

"Min rute den 23.12.2000 var.

Jeg havde én aftale i Synoptik i Lyngbycentret klokken 11.30. Jeg kom til 10-15 minutter senere end dette tidspunkt, fordi damen var optaget.

Derefter stod jeg og aftalte med hende, hvordan jeg ville have leveret, og om jeg skulle betale straks eller senere. Jeg betalte straks - de havde ingen maskine man kan taste sin pin kode i, bortset fra deres Lyngby Storcenter konto (de benytter Dankort maskinen alene til dette formål).

Så gik jeg i Magasin - GIK fra Lyngby Storcenter til Magasin i Lyngby. Her købte jeg brød hos bageren. Og desuden handsker og tørklæder i Handskeafdelingen som var ved svingdøren ud til parkeringspladsen ved Johannes Fog. Det er muligt, at afdelingen ikke ligger der mere, fordi de flytter om i julen.

Her var det jeg igen brugte mit kort men igen UDEN PIN-kode.

Så gik jeg rundt i Lysafdelingen og samlede nogle ting sammen. Men da der var en kæmpekø gad jeg ikke købe tingene, så jeg gik atter over til Lyngby Centret.

Ved indgangen til Irma, hvor jeg tror jeg var lidt i 13.00 - bemærkede jeg ikke noget usædvanligt.

Jeg opdagede tyveriet, da jeg stod ved kassen."

Af skrivelsen fremgår samtidig, at klageren ved modtagelse af PIN-koden til kortene havde destrueret denne, ligesom hun ikke havde brugt PIN-koden til nogen af kortene den 23. december 2000.

Ved skrivelse af 6. april 2001 meddelte indklagede, at som følge af, at der var brugt korrekt PIN-kode ved misbrugene, fandt indklagede ikke at hæfte for beløbet. Klageren opfordrede i en efterfølgende korrespondance indklagede til at fremkomme med dokumentation for, at korrekt PIN-kode var anvendt.

Ved indklagedes skrivelse af 8. maj 2001 fremsendte indklagede loglister vedrørende hævningerne med klagerens dankort. Heraf fremgår, at misbrugeren i forbindelse med hævningen med et af kortene havde indtastet forkert kode ved to hæveforsøg.

Af skrivelse fra PBS International A/S af 2. november 2001 fremgår:

"Det kan bekræftes, at vedlagte kort liste over korttransaktioner dokumenterer, at de pågældende korts magnetstriber og tilhørende korrekte PIN-kode er anvendt ved de tre gennemførte og godkendte transaktioner.

Af denne liste fremgår blandt andet, MCC 6011 og autorisationskoderne ………, ……….., ………. Disse informationer dokumenterer, at kortene er anvendt i en pengeautomat, at der er anvendt korrekt PIN-kode og at de pågældende transaktioner er godkendt.

PIN-koden opbevares ikke i kortets magnetstribe eller andetsteds i kortet, og det er ikke muligt at udlede/læse PIN-koden ud af kortet. Tilsvarende opbevares PIN-koden ingen steder i Dankort-systemet, hvor det er muligt at udlede/læse den.

Når et kort benyttes i en pengeautomat, sker der følgende før beløbet udbetales:

Den aflæste magnetstribe og den indtastede PIN-kode sendes fra pengeautomatsystemet til PBS. Af sikkerhedsmæssige årsager sendes den indtastede PIN-kode i krypteret form fra pengeautomaten til PBS.

Når PBS modtager informationerne (magnetstribe og krypteret PIN-kode) sammenholdes informationerne med PBS' registre d.v.s. PIN-kode kontrollen sker alene hos PBS. Kontrollen sker uden, at PIN-koden på noget tidspunkt forekommer eller kan udledes ukrypteret.

Er de modtagne informationer korrekte, godkendes transaktionerne af PBS, og der sendes en information herom tilbage til pengeautomatsystemet. Beløbet vil herefter blive udbetalt i pengeautomaten.

Er den indtastede PIN-kode forkert, afvises transaktionen fra PBS' side, og der vil ikke blive udbetalt penge."

Parternes påstande.

Klageren har den 5. juli 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre de hævede beløb.

Indklagede, der under sagens forberedelse har tilbageført 800 kr. af hvert af misbrugene, har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun ved modtagelse af en PIN-kode udarbejder en PIN-kodehusker, hvorefter PIN-koden makuleres. Hun er 100% sikker på, at der ikke lå PIN-koder i hendes pung, hvor de omhandlede kort blev opbevaret.

Hun har forgæves opfordret indklagede til at fremlægge bevis for, at PIN-koden til de misbrugte kort blev anvendt ved misbrugene. Den liste, hun har modtaget, viser ikke, at korrekte koder blev anvendt.

Det er hendes opfattelse, at dankortsystemet den 23. december 2000 på misbrugstidspunktet var så overbelastet, at systemet ikke kunne følge med, hvorfor transaktioner, hvor korrekt PIN-kode ikke blev anvendt, alligevel godkendtes.

Hun finder, at indklagede stempler hende som en løgner. Hun anser det endvidere for utilfredsstillende, at indklagedes administrerende direktør ikke gider at besvare hendes henvendelser.

Hun stiller sig undrende over for, at indklagede i modsætning til Eurocard samt et andet pengeinstitut, der ikke har gjort ansvar gældende over for hende, stiller spørgsmålstegn ved hendes fremstilling.

Indklagede har anført, at korrekt PIN-kode blev anvendt ved de omhandlede misbrug. Indklagede henviser i denne forbindelse til erklæringen fra PBS International.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at betalingssystemets sikkerhedsprocedure er tilstrækkelig, og Forbrugerombudsmanden har - indklagede bekendt - ikke haft bemærkninger til sikkerheden i systemet.

Indklagedes standpunkt i sagen er ikke baseret på en vurdering af klagerens troværdighed, men på sagens faktiske omstændigheder. Man tager derfor afstand fra klagerens anbringende om, at hun af indklagede måtte være stemplet som løgner.

Klageren havde den pågældende dag ikke foretaget PIN-kodebaserede transaktioner ved hjælp af kortene, hvorfor PIN-koderne ikke er blevet aflurede. På denne baggrund har man måttet lægge til grund, at PIN-koderne var opbevaret sammen med kortene, da det må anses for usandsynligt, at en tyv inden for ca. 10 minutter kunne bryde fire PIN-koder.

Der har efter det oplyste ikke været konstateret fejl eller nedbrud i dankortsystemet i det pågældende tidsrum.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at betalingssystemets sikkerhedsprocedurer er tilstrækkelige, jf. § 4 i lov om visse betalingsmidler. På denne baggrund og efter den af PBS afgivne redegørelse, finder Ankenævnet det godtgjort, at de til de omhandlede dankort hørende PIN-koder blev anvendt i forbindelse med misbruget af kortene den 23. december 2000. Det følger herefter af lovens § 11, stk. 2, at klageren for hvert af kortene hæfter for 1.200 kr. af tabet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.