Fortolkning af særlig indfrielsesbestemmelse. Manglende rådgivning om straksindfrielse af pantebrev med særlige indfrielsesvilkår med henblik på at fastlåse kursen.
| Sagsnummer: | 55/1997 |
| Dato: | 05-11-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Pantebreve - særlige indfrielsesvilkår
|
| Ledetekst: | Fortolkning af særlig indfrielsesbestemmelse. Manglende rådgivning om straksindfrielse af pantebrev med særlige indfrielsesvilkår med henblik på at fastlåse kursen. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I maj 1996 solgte klageren sin faste ejendom. I forbindelse med handlen skulle et pantebrev på oprindeligt 273.000 kr. til en rente på 10,5% indfries. Af pantebrevet fremgår bl.a.:
"Pantebrevet kan fra debitors side indfries helt eller delvis med 3 måneders varsel.
.........
Pantebrevet kan indfries til samme kurs som obligationer i Nykredit 22. serie årgang 2008 11%, dog ikke under parikurs."
Indklagede 1 forestod omprioriteringen i forbindelse med handlen. Indklagede 2 var kreditor i henhold til pantebrevet.
Ved skrivelse af 14. maj 1996 forespurgte den medvirkende ejendomsmægler indklagede 2 om indfrielseskursen på pantebrevet. Indklagede 2 oplyste, at pantebrevet kunne indfries til kurs 120. Den oplyste kurs svarende til den senest noterede kurs pr. 17. maj 1996 for de i indfrielsesklausulen nævnte obligationer.
Ved skrivelse af 20. maj 1996 til indklagede 2 opsagde indklagede 1 pantebrevet til indfrielse den 21. august 1996. Indklagede 2 anerkendte skriftligt modtagelsen af opsigelsen og anførte:
"Bemærk at pantebrevet har særlige indfrielsesvilkår. Vi beder Dem derfor kontakte os to dage før indfrielse, for oplysning om indfrielseskurs."
Klageren har anført, at indklagede 1 undlod at gøre hende opmærksom på, at indklagede 2 havde forbeholdt sig en anden indfrielseskurs end 120, ligesom indklagede 1 undlod at oplyse hende om, at hun havde mulighed for at indfri pantebrevet straks ved betaling af restgælden med tillæg af 3 måneders rente for at fastlåse kursen. Indklagedes medarbejder meddelte blot, at det var godt, at hun kunne vente 3 måneder med at indfri, idet hun så kunne få rentefradrag i den periode. Indklagede 1 har erkendt, at medarbejderen under et møde med klageren den 23. maj 1996 gav udtryk for den fejlagtige opfattelse, at renter ved straksindfrielse ikke kunne fradrages.
Pantebrevet blev indfriet pr. 21. august 1996 ved betaling af 330.253,06. Indfrielseskursen var 133,1.
Ved klageskema af 7. februar 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede 1 og/eller indklagede 2 tilpligtes at stille hende, som om pantebrevet var indfriet til kurs 120.
Begge indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede 2 er under sagen fremkommet med en nærmere redegørelse for beregningen af indfrielseskursen. Af redegørelsen fremgår bl.a., at den i indfrielsesklausulen anførte obligation (sagsobligationen) adskiller sig væsentligt fra statsobligationer med hensyn til kreditrisiko og indfrielsesmulighed, hvorfor der ikke er et relevant sammenligningsgrundlag mellem disse. Markedskursen på sagsobligationen blev derfor beregnet på grundlag af kursen på tilsvarende 11% obligationer 2007 og 2008 med 4 terminer mod sagsobligationens 2 terminer. Sagsobligationen er illikvid, mens de sammenlignelige obligationer er genstand for en betydelig omsætning og derfor afspejler en markedsrelevant prisfastsættelse. Kursen på de sammenlignelige obligationer steg i perioden 20. maj - 21. august 1996 fra 128 til 133. Ved en detaljeret markedsvurdering af sagsobligationen den 20. maj 1996 ville markedskursen være blevet fastsat til 128. Kursstigningen fra 120 til 133 skyldes således dels en skæv indikativ kurs i begyndelsen af perioden på 8 kurspoint, dels en kursstigning i den omhandlede periode på 5 kurspoint.
Klageren har anført, at indklagede 1 har pådraget sig ansvar ved mangelfuld rådgivning i forbindelse med indfrielsen af pantebrevet. Hun blev herved reelt afskåret fra at sikre indfrielseskursen på pantebrevet ved at foretage straksindfrielse til kurs 120 i maj 1996. For så vidt indklagede 2 har klageren anført, at kursfastsættelsen ikke bør ske på grundlag af pantekreditors frie skøn, men bør fastsættes til den senest noterede officielle kurs på de i indfrielsesklausulen nævnte obligationer. Indklagede 2 var derfor ikke berettiget til at forlange en indfrielseskurs, der oversteg 120, som på indfrielsestidspunktet var senest noterede officielle kurs.
Indklagede 1 har anført, at klageren ikke har lidt noget tab efter dansk rets erstatningsretlige regler, idet hun blot har betalt den pris, kreditor forlangte. Indfrielsen var nødvendig for gennemførelsen af salget af klagerens ejendom. Det var ikke muligt at formå indklagede 2 til at acceptere en lavere indfrielseskurs. Klageren har i øvrigt ikke godtgjort, at det var muligt at straksindfri pantebrevet. Indklagede 2 var ikke forpligtet til at efterkomme klagerens eventuelle ønske om straksindfrielse.
Indklagede 2 har anført, at pantebrevet kun kunne indfries til samme kurs som obligationer i Nykredit, 22. serie, årgang 2008 11%. Udtrykket "samme kurs" må forstås som den aktuelle markedsværdi og ikke den noterede kurs. Da den pågældende obligation ikke var omsat siden 17. maj 1996, blev indklagedes børsselskab på indfrielsestidspunktet kontaktet med henblik på at få oplyst den realistiske markedskurs på den pågældende obligation. Børsselskabets vurdering var baseret på et skøn ud fra renteniveauet, løbetiden, de særlige indfrielsesvilkår, og børsselskabet oplyste kursen som værende 133,1. Pantebrevet blev således indfriet til den korrekte kurs i henhold til de særlige indfrielsesvilkår.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at der ved fastsættelsen af indfrielseskursen på pantebrevet må tages udgangspunkt i den senest noterede officielle kurs på den i indfrielsesklausulen anførte obligation, hvilken opfattelse også må have ligget til grund for indklagede 2's oplysning til ejendomsmægleren og indklagede 1 om, at pantebrevet kunne indfries til kurs 120.
Efter indklagedes redegørelse må det endvidere lægges til grund, at kursen på sammenlignelige obligationer i perioden 20. maj - 21. august 1996 steg 5 kurspoint. Ankenævnet finder herefter, at indklagede 2 bør anerkende, at pantebrevet den 21. august 1996 kunne indfries til kurs 125, således at indklagede 2 skal betale en erstatning til klageren svarende til 8,1 kurspoints.
Det er ubestridt af indklagede 1, at klageren ikke blev orienteret om muligheden for at straksindfri pantebrevet for herved at fastlåse kursen. Ankenævnet finder, at indklagede herved har begået en ansvarspådragende fejl. Idet Ankenævnet finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at indklagede 2 i maj 1996 ville have accepteret en straksindfrielse af pantebrevet mod et tillæg på 3 måneders rente, bør indklagede 1, uanset uvisheden, om klageren rent faktisk ville have foretaget straksindfrielse, betale en erstatning til klageren svarende til kursstigningen på 5 kurspoint med fradrag af et beløb svarende til den rente, som klageren kunne opnå ved at have indfrielsesbeløbet indsat til forrentning med indklagedes til enhver tid gældende højeste indlånsrentesats i 3 måneder.
Begge erstatningsbeløb skal forrentes som nedenfor bestemt.
Som følge heraf
Indklagede 1 og indklagede 2 bør hver betale et beløb til klageren beregnet som ovenfor anført og med tillæg af rente efter renteloven fra klagens indgivelse den 7. februar 1997. Klagegebyret tilbagebetales klageren.