Tab. Tilbageførsel af ydelser.
| Sagsnummer: | 235 /1989 |
| Dato: | 20-12-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Kaution - tilbageførsel af ydelser |
| Ledetekst: | Tab. Tilbageførsel af ydelser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 21. juli 1981 kautionerede klageren sammen med yderligere to kautionister for et lån på 65.000 kr. ydet af indklagedes Randers afdeling til to debitorer. Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles over 10 år med en månedlig ydelse på 1.200 kr., første gang den 1. september 1981.
I forbindelse med afgivelse af kautionstilsagnet tiltrådte klageren, at medkautionisterne kunne modtage meddelelse i henhold til Bank- og Sparekasselovens § 41 og andre meddelelser på hans vegne, samt at indklagede kunne give debitorerne henstand uden samtykke fra kautionisterne.
Ydelserne på lånet blev trukket på debitorernes lønkonto. I 1982 kom lønkontoen i overtræk, og ved tilbageførsel af 6 ydelser kom lånet i restance. Ved allonge af 30. september 1982 tiltrådte alle kautionister, at lånet gik 6 ydelser tilbage, samt at restgælden udgjorde 68.273,68 kr.
I 1983 og 1984 blev lånet afviklet med henholdsvis 1.050 kr. og 4.549 kr. mindre end stipuleret, hvilket ikke blev meddelt kautionisterne.
I 1987 kom debitorernes lønkonto igen i overtræk, og der tilbageførtes 6.000 kr. svarende til 5 ydelser på lånet. Ved skrivelser af 21. juli 1987 rykkede afdelingen såvel debitorerne som kautionisterne. Skrivelsen nåede dog ikke frem til klageren på grund af adresseændring.
I skrivelse af 1. oktober 1987 til medkautionisterne meddelte afdelingen, at man til dækning af restancen havde hævet 6.000 kr. på deres konto i indklagedes Vorup afdeling, samt at man havde rykket klageren, men at denne skrivelse var kommet retur, da klageren var flyttet uden at melde adresseændring. Ved allonge af 6. oktober 1987 tiltrådte medkautionisterne, at lånet gik 5 ydelser tilbage, og at restgælden udgjorde 64.832,09 kr.
Efter at der i november 1987 påny opstod restancer på lånet, overgav afdelingen i februar 1988 sagen til inkasso til sin advokat, som den 11. februar 1988 sendte klageren en inkassoskrivelse. Den 22. februar 1988 blev sagen fremsendt til fogedretten, men under det første møde i fogedretten den 15. marts 1988, hvortil tilsigelse var forkyndt ved stævningsmand, udeblev såvel debitorerne som kautionisterne. Den 27. juni 1988 blev der herefter foretaget udlæg i klagerens faste ejendom og bil.
Klageren har ved klageskema af 3. juli 1989 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende principalt, at klagerens kautionsforpligtelse er bortfaldet, subsidiært at kautionsforpligtelsen er delvist bortfaldet med et beløb fastsat efter Ankenævnets skøn.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede ved at undlade at give meddelelse til ham om de opståede restancer på lånet i 1983-1984 og 1987-1988 har tilsidesat sin pligt i medfør af Bank- og Sparekasselovens § 41 og derved forringet hans regresmuligheder væsentligt og afskåret ham fra at vurdere sin situation, herunder sine tabsbegrænsningsmuligheder.
Uanset at han ved sin underskrift på gældsbrevet bemyndigede medkautionisterne til at modtage meddelelser på hans vegne, synes indklagede at have en anden praksis, idet skrivelsen af 21. juli 1987 tilsendtes alle kautionister. Denne skrivelse kom retur til indklagede med angivelse af "adressen ubekendt/flyttet hvorhen vides ikke", men klagerens nye adresse er anført med håndskrift på skrivelsen. Indklagede har således ikke været ubekendt med klagerens nye adresse.
Allongen af 6. oktober 1987 må betragtes som en tilkendegivelse af, at indklagede har ydet debitorerne et nyt lån. Da klageren aldrig har tiltrådt denne allonge, hæfter han ikke herfor.
Klageren hæfter under ingen omstændigheder for de 6.000 kr., som i 1987 tilbageførtes til lønkontoen, da han ikke har tiltrådt denne tilbageførsel.
Indklagede handler endvidere i strid med god pengeinstitutskik ved at undlade at underrette klageren om misligholdelsen, inden der foretages retsskridt overfor ham.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at skrivelsen af 21. juli 1987 til klageren kom retur til afdelingen med angivelse af, at modtageren var ubekendt efter adressen. Først på et langt senere tidspunkt blev afdelingen bekendt med klagerens adresse. Det er indklagedes praksis at give meddelelse til samtlige kautionister, uanset om en af kautionisterne er bemyndiget til at modtage meddelelser i henhold til Bank- og Sparekaselovens § 41. Da klageren imidlertid havde undladt at meddele adresseændring, måtte afdelingen henholde sig til den bemyndigelseserklæring, som han havde underskrevet.
Allongen af 6. oktober 1987 blev ikke underskrevet af klageren, da hans nye adresse stadig var afdelingen ubekendt. Den ændring, der herved blev indgået med debitorerne, tilgodeså også kautionisternes interesser, idet lånet i modsat fald ville være blevet opsagt til fuld indfrielse overfor disse. Den manglende underretning til kautionisterne i årene 1983 - 1984 kan ikke på noget tidspunkt vurderes at have forringet kautionisternes regreskrav mod låntagerne, da lånet i årene 1985 - 1986 blev afviklet som aftalt.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har erkendt i strid med Bank- og Sparekasselovens § 41 ikke at have givet kautionisterne, herunder klageren, meddelelse om de i 1983 og 1984 opståede restancer på lånet på henholdsvis 1.050 kr. og 4.549 kr. Når henses til, at debitorerne i 1985 og 1986 overholdt den fastsatte afdragsordning, findes det at måtte lægges til grund, at klageren, såfremt han havde fået meddelelse om restancerne i 1983 og 1984, ville have haft mulighed for at foranledige, at disse blev betalt af debitorerne. Indklagedes krav mod klageren findes derfor at burde nedsættes med et beløb svarende til de nævnte restancer med tillæg af renter som nedenfor bestemt. Indklagedes tilsidesættelse af meddelelsespligten i 1983 og 1984 findes derimod ikke at kunne føre til, at klageren i det hele skal anses for frigjort for kautionsforpligtelsen.
For så vidt angår de i 1987 opståede restancer må indklagede anses at have overholdt meddelelsespligten efter Bank- og Sparekasselovens § 41 over for klageren, dels fordi denne selv må bære risikoen for, at skrivelsen af 21. juli 1987 som følge af ikke oplyst adresseændring ikke kom frem til ham, dels fordi klageren havde bemyndiget medkautionisterne til at modtage meddelelse på hans vegne.
Det må imidlertid som ubestridt lægges til grund, at indklagede i 1987 uden klagerens samtykke har tilbageført 6.000 kr. fra det lån, for hvilket klageren kautionerede, til debitorernes lønkonto. Denne tilbageførsel findes at have været uberettiget i forhold til klageren som kautionist, hvorfor klagerens forpligtelse yderligere bør nedsættes med 6.000 kr. med renter som nedenfor bestemt.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klagerens forpligtelse som kautionist for gælden ifølge lån af 21. juli 1981 oprindelig stort 65.000 kr. skal nedsættes med 1.050 kr. med tillæg af en rente svarende til lånets rente fra den 1. januar 1984, med 4.549 kr. med tillæg af samme rente fra den 1. januar 1985 og med 6.000 kr. med tillæg af samme rente fra den 1. juli 1987. Klagegebyret tilbagebetales klageren.