Personlig fordring. Forældelse. Forrentning.
| Sagsnummer: | 200101007/2001 |
| Dato: | 19-06-2001 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Kåre Klein Emtoft, Grit Munk, Mads Laursen, Søren Møller-Damgaard |
| Klageemne: |
Personlig fordring - passivitet
Beregning - rente |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. Forrentning. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i december 1981 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 380.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 759.088 kr. Instituttet videresolgte pr. 1. marts 1982 ejendommen. I juni 2000 gjorde instituttet en personlig fordring på 86.800 kr., svarende til det endelige tab, gældende over for klageren, hvortil skulle lægges en årlig rente på 18,2996 pct. i fem år. I august 2000 nedsatte instituttet gælden med kursreguleringen på sælgerpantebrevet, der herefter udgjorde 72.854 kr., ekskl. rente.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt – i overensstemmelse med hidtidig nævnspraksis – at klageren ikke kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet henviste til, at det af tidligere indbragte sager om personlige fordringer var fremgået, at der havde været anvendt forskellige fremgangsmåder ved fordeling af budsummen på de enkelte kolonner, og det kunne således ikke udelukkes, at instituttet forlods havde anvendt budsummen og videresalgsoverskudet til dækning af restgæld, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Flertallet fandt endvidere, at instituttet var afskåret fra at kræve fordringen forrentet med 18,2996 pct., idet instituttet havde undladt at opfylde sin accessoriske forpligtelse til på et langt tidligere tidspunkt at have gjort klageren opmærksom på, at man uanset den senere renteudvikling ville fastholde den høje rente, hvorved klageren havde været afskåret fra at indrette sig herpå. Mindretallet henviste til, at det ved Østre Landsrets dom af 27. juni 2000 i en lignende sag var blevet fastslået, at det i forholdet mellem parterne tilkommer instituttet at bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet af en tvangsauktion skal afskrives, og stemte derfor for at frifinde instituttet. Da renten på 18,2996 pct. var aftalt mellem parterne, fandt mindretallet endvidere, at instituttet var berettiget til at kræve fordringen forrentet med denne sats. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3, og at kravet skulle forrentes med morarente efter rentelovens bestemmelser 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.
Retssag anlagt med Forbrugerrådet som mandatar.