Underretning sket rettidigt.
| Sagsnummer: | 519/1991 |
| Dato: | 19-03-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Underretning sket rettidigt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved påtegning af anmodningsskrivelse fra klagerens søn om optagelse af udlandslån kautionerede klageren den 21. juni 1988 begrænset for 500.000 kr. for et udlandslån formidlet af indklagede på modværdien af 2,6 mill kr. Lånet blev optaget i CHF, og løbetiden var ifølge nævnte anmodningsskrivelse fastsat til 5 år. Endvidere fremgik det, at der var: "kvartårlig rentetilskrivning, afdragsfrit indtil ca. 30/6.89, hvorefter der forfalder kr. 200.000 kr. hver efterfølgende år, første gang ca. 30/6-1990".
Ydelserne på udlandslånet blev herefter debiteret på sønnens konto hos indklagede.
I efteråret 1988 foregik drøftelser mellem sønnen, der drev virksomhed som ejendomsmægler, og indklagede om eventuel omlægning af udlandslånet i forbindelse med, at et selskab ejet af sønnen var taget under konkursbehandling. Drøftelserne fortsatte hen over sommeren 1989, idet sønnen nu stillede i udsigt, at der eventuelt kunne ske et salg af hans ejendomsmæglervirksomhed til en kreditforening, hvilket imidlertid ikke lykkedes.
Ved skrivelse af 20. september 1989 til klageren meddelte indklagedes advokat, at kautionsforpligtelsen var taget til inkasso; inklusiv renter og inkassoomkostninger blev kautionen opgjort til 523.758,23 kr. Klageren bestrider at have modtaget denne skrivelse.
Ved skrivelse af 5. marts 1990 anmodede indklagedes advokat sønnen om at indbetale sine forpligtelser over for indklagede. Ved skrivelse af samme dato modtog klageren kopi af denne skrivelse, og det meddeltes klageren, at hans kautionsforpligtelse herved blev aktuel.
Efter gennem sin advokat at have korresponderet med indklagedes advokat har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede principalt tilpligtes at frafalde kautionsforpligtelsen, subsidiært nedsætte denne.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at den konto, hvorpå ydelserne på lånet blev debiteret, viste en stadig voksende saldo i indklagedes favør, hvorfor det må lægges til grund, at der allerede har foreligget misligholdelse på udlandslånet ultimo september 1988. Klageren har i denne forbindelse henvist til de forhandlinger af omlægninger af udlandslånet, som påbegyndtes efteråret 1988. Indklagede har undladt at foretage behørig underretning efter bank- og sparekasselovens § 41, idet klageren første gang blev orienteret om problemer ved skrivelsen af 5. marts 1990. Klageren har anført, at der foreligger misligholdelse allerede fra forfaldstidspunktet for første ydelse i september 1988, samt at klageren, hvis der var givet underretning, kunne have undgået tab, idet der i foråret 1989 foregik store opkøb af ejendomsmæglervirksomheder. Det må antages, at klageren på dette tidspunkt ville kunne have gennemtvunget et salg af sønnens virksomhed og ejendomme, således at kautionsforpligtelsen ikke var blevet aktuel. Klageren bestrider, at Ankenævnet ikke skulle være kompetent til at behandle klagen som følge af, at klageren skulle anses for at være erhvervsdrivende. Klageren er efterlønsmodtager og ejer en mindre landbrugsejendom og har i sin egenskab af far kautioneret for sin søn. Klagen bør heller ikke afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, idet Ankenævnet i hvert fald må kunne tage stilling til, om misligholdelse er indtrådt allerede ultimo september 1988, hvor ydelsen på udlandslånet blev debiteret på en konto, der stod i debet.
Indklagede har anført, at klageren må anses for erhvervsdrivende, hvorfor Ankenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen. Indklagede har i denne forbindelse henvist til en skrivelse udfærdiget af sønnen fra 9. november 1988, hvor klageren omtales som den økonomiske bagmand til en ejendomsmæglerkæde etableret af sønnen. Subsidiært har indklagede anført, at klagen bør afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, idet en bedømmelse om nedsættelse eller bortfald af kautionsforpligtelsen i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 forudsætter en egentlig parts- og vidneførsel, der ikke kan ske for Ankenævnet. Indklagede har i øvrigt anført, at udlandslånet først blev misligholdt i september 1989 og således ikke kan anses for misligholdt i september 1988 som følge af, at lånets ydelser blev debiteret en anden konto tilhørende sønnen, hvilken konto klageren ikke hæfter for. Uanset at indklagede ikke er i stand til at godtgøre, at klageren har modtaget behørig underretning efter § 41 i september 1989, kan det ikke føre til en nedsættelse af klagerens hæftelse, idet sønnens situation i efteråret 1989 ikke var bedre end i 1990.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at klageren har påtaget sig kautionsforpligtelsen i sin egenskab af far til skyldneren, og klagen findes herefter for så vidt at vedrøre et privatkundeforhold.
Det fremgår af sagen, at klageren alene kautionerede for det omhandlede udlandslån. Ankenævnet finder ikke, at det forhold, at ydelserne på udlandslånet er debiteret en konto, der herved har udvist en stigende debetsaldo, kan føre til, at udlandslånet kan anses for misligholdt, idet indklagede har været berettiget til i øvrigt at yde sønnen kredit. Ankenævnet anser det herefter ikke for godtgjort, at der har foreligget misligholdelse af udlandslånet på et tidligere tidspunkt end september 1989. Da klageren har modtaget underretning om udlandslånets misligholdelse ved indklagedes skrivelse af 6. marts 1990 må 6 - måneders fristen i bank- og sparekasseovens § 41 herefter anses for overholdt. Der er herefter ikke grundlag for bortfald eller nedsættelse af klagerens kautionsforpligtelse. Det bemærkes dog, at kautionsforpligtelsen alene kan gøres gældende for 500.000 kr. med tillæg af renter fra 6. april 1990 til betaling sker.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.