Underskud ved låneomlægning.
| Sagsnummer: | 200106029/2001 |
| Dato: | 19-11-2001 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Kåre Klein Emtoft, Bent Olufsen, Ole Jørgensen og Mads Laursen |
| Klageemne: |
Omkostninger - låneomlægning
Beregning - provenue |
| Ledetekst: | Underskud ved låneomlægning. |
| Indklagede: | Nykredit Realkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Klageren havde et lån til det indklagede realkreditinstitut, for hvilket terminsydelserne blev betalt over en terminskonto i et med instituttet koncernforbundet pengeinstitut. I januar 2001 fremsendte instituttet et tilbud til klageren på låneomlægning, hvoraf det fremgik, at der var anslået et overskydende provenu af låneomlægningen på 632 kr., og at der ikke i beregningerne var taget højde for terminsydelser på det gamle lån, som skulle betales frem til indfrielsestidspunktet. Klagerne indgik i januar 2001 en tinglysningsaftale med instituttet. I den forbindelse blev der oprettet en afregningskonto, hvorpå instituttet for klagerens regning havde fuldmagt til at hæve beløb til dækning af indfrielsesbeløb, omkostninger m.v. i forbindelse med sagen. I februar 2001 fremsendte instituttet en udbetalingsmeddelelse til klageren, hvoraf det fremgik, at låneomlægningen havde medført et underskud på 7.726 kr., som blev overført til afregningskontoen. I beløbet indgik terminsydelse på 13.531 kr. frem til indfrielsestidspunktet. Instituttets centrale kundekontaktcenter meddelte i marts 2001 klageren, at der stod et overskydende beløb på 15.827 kr. på hans terminskonto, hvilket beløb blev overført til klagerens bankkonto. Instituttet meddelte i april 2001 klageren, at den i forbindelse med låneomlægningen oprettede afregningskonto viste, at instituttet havde 13.161 kr. til gode, hvilket beløb klageren blev bedt om at indbetale.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at kræve betaling af det opståede underskud. Instituttet påstod frifindelse. Klageren anførte over for Nævnet bl.a., at han af instituttet havde fået oplyst, at låneomlægningen var afsluttet med et overskud på 15.827 kr., og at han i god tro havde modtaget og brugt beløbet. Instituttet afviste, at en samtale med det anførte indhold havde fundet sted.
Nævnet fandt det ikke godtgjort, at instituttet havde givet klageren tilsagn om, at låneomlægningen var afsluttet med et overskud på 15.827 kr. Nævnet bemærkede, at klageren havde tiltrådt, at instituttet kunne hæve beløb på afregningskontoen til dækning af indfrielsesbeløb m.v., og at klageren således var forpligtet til at betale i overensstemmelse med instituttets opgørelse af afregningskontoen, herunder ydelsesbeløbet for perioden frem til indfrielsestidspunktet på 13.531 kr. Det forhold, at klageren under lånesagens gang fortsat indbetalte til terminskontoen, således at der blev oparbejdet en saldo i klagerens favør på 15.872 kr., kunne ikke føre til noget andet resultat. Nævnet fandt derfor, at instituttet var berettiget til at afkræve klageren 13.161 kr., og frifandt instituttet.