Kapitalindskud.
| Sagsnummer: | 625/1992 |
| Dato: | 08-06-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Rådgivning - investering
Værdipapirer - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Kapitalindskud. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 6. juli 1992 underskrev klageren i indklagedes Lyngby afdeling en aftale om indskud af 50.000 kr. som ansvarlig kapital i [indklagede]. Det var i aftalen anført, at kapitalindskuddet var bundet fra den 7. juli 1992 til den 7. juli 1998, samt at kapitalindskuddet ikke var dækket af indskydergarantifonden. Den 7. juli 1992 overførte klageren 50.000 kr. fra en jubilæumskonto i afdelingen til indskudskontoen, og den følgende dag overførte klageren ved en telefonisk henvendelse yderligere 50.000 kr. fra en jubilæumskonto til indskudskontoen.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre 100.000 kr. fra kapitalindskudskontoen til jubilæumskontiene.
Indklagede har, efter at sagen er indbragt for Ankenævnet, tilbageført de 50.000 kr., der blev overført den 7. juli 1992, til jubilæumskontoen og har derudover nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun den 6. juli 1992 indfandt sig i indklagedes Lyngby afdeling bl.a. med henblik på at foretage en sammenlægning af flere jubilæumskonti med forskellig rente, således at de alle ville blive forrentet med 7,5%. Klagerens bankrådgiver oplyste i denne forbindelse, at hendes samlede indskud udgjorde mere end 250.000 kr., hvorfor hendes indskud ikke var dækket af indskydergarantifonden. Klageren har anført, at bankrådgiveren herved medregnede hendes indestående på indekskontoen. Hvis dette ikke medregnes, er beløbet mindre end 250.000 kr. Bankrådgiveren opfordrede klageren til i stedet at overføre beløb til én samlet jubilæumskonto, samt at foretage en indbetaling på en kapitalindskudskonto, der forrentedes med 10% p.a. Bankrådgiveren oplyste, at kapitalindskudskontoen var omfattet af indskydergarantifonden, og at beløbet var bundet i tre år, men at der var mulighed for forlængelse til seks år. Først efter at klageren havde foretaget yderligere indskud på 50.000 kr., blev hun opmærksom på, at kontoen ikke var dækket af indskydergarantifonden, samt at bindingsperioden var seks år frem til den 7. juli 1998. Klageren har ikke i forbindelse med underskrivelsen af aftalen fået udleveret en kopi af denne, men har først efter, at hun havde rettet henvendelse til afdelingen og anmodet denne om at tilbageføre beløbet, fået udleveret en kopi af aftalen.
Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med underskrivelsen af aftalen fik udleveret en kopi af denne, og at klageren på ny efter at have rettet henvendelse til afdelingen fik tilsendt en kopi af aftalen. Det fremgår klart af aftalen, at kapitalindskuddet ikke er dækket af indskydergarantifonden, og at kontoen er bundet fra 7. juli 1992 til 7. juli 1998. Klageren er endvidere såvel mundtligt som skriftligt blevet gjort bekendt hermed, samt med at indklagede havde til hensigt på betingelse af Finanstilsynets godkendelse at foretage en indfrielse allerede i 1995. Indklagede har givet klageren korrekte oplysninger om indskydergarantifonden, nemlig at fonden dækker indskud med indtil 250.000 kr. og herudover bl.a. indekskonti. Det indskud, der er foretaget af klageren den 6. juli 1992, hvor klageren underskrev aftalen, er ikke omfattet af dørsalgsloven, hvorfor der er indgået en bindende aftale. Indklagede har efterfølgende tilbageført de yderligere indskudte beløb på 50.000 kr., som aftaltes telefonisk med klageren den efterfølgende dag.
Ankenævnets bemærkninger:
Betingelserne for kapitalindskud, herunder bindingsperioden og det forhold, at kapitalindskud ikke er dækket af indskydergarantifonden, fremgår af den aftale, som klageren underskrev den 6. juli 1992. Det findes ikke antageliggjort, at en medarbejder hos indklagede skulle have givet klageren oplysninger, der er i strid hermed, og der ses ikke i øvrigt at være oplyst omstændigheder, der kan medføre, at klageren ikke er bundet af sin underskrift på aftalen.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.