Afgørelse

Spørgsmål om evt. erstatningskrav vedrørende investerin-ger er forældet, og om sagen skal afvises som erhvervsmæssig.

Indledning

Sagen vedrører, om et evt. erstatningskrav vedrørende investeringer er forældet, og om sagen skal afvises som erhvervsmæssig.

Sagens omstændigheder

Klageren i sagen er boet efter A, der var kunde i den daværende Max Bank (nu: FS Finans II). A havde et mindre personligt ejet firma, F.

I november 2006 indgik A en stop loss aftale med banken vedrørende en lånefinansieret investering i østrigske statsobligationer. Obligationerne var indlagt i et depot (depotnummer -718), som var pantsat til banken.

I september 2007 optog A to lån i banken på henholdsvis 4,5 mio. kr. (kontonummer -510) (herefter Lån 1) og 500.000 kr. (kontonummer -502) (herefter Lån 2) med henblik på investering.

A underskrev samtidig en aftale om stop loss vedrørende Lån 1, hvorefter lånet alene kunne bruges til køb af BankInvest Højrentelande investeringsbeviser. Investeringsbeviserne skulle indlægges i et depot (depotnummer -267), som var pantsat til banken. Aftalen om stop loss indeholdt bl.a. følgende:

" … Værdien af investeringsdepotet, eget-indskud og indestående på sikringskonto/kredit skal til enhver tid kunne dække værdien af gælden på udlandslånet med 100 % (stoploss-grænsen). …

I rød zone er stoploss-grænsen overskredet. I rød zone skal der straks indskydes yderligere sikkerhed. Kan vi ikke opnå kontakt med dig eller kan sikkerheden ikke reetableres straks er banken berettiget til – men ikke forpligtet til at sælge værdipapirerne helt eller delvist for at nedbringe udlandslånet.

Foretager banken realisation, er dette gjort for at minimere risikoen for yderligere tab. Banken kan derfor ikke gøres ansvarlig for de konstaterede tab – ej heller hvis det efterfølgende viser sig, at realisationen på et senere tidspunkt kunne have været gennemført til en bedre kurs.

Alle investeringer sker på eget ansvar og risiko. Max Bank har orienteret om, at investeringerne kan medføre tab for hele eller dele af investeringen. Da der er tale om gearet forretning, kan tabet være større end egenbetalingen."

Af A’s årsopgørelse for 2007 fra banken fremgik, at depot -267 indeholdt BankInvest Højrentelande investeringsbeviser til en samlet kursværdi af 4.864.226,87 kr., mens depot -718 indeholdt østrigske statsobligationer til en samlet kursværdi af 323.596,22 kr. A havde endvidere et yderligere depot, depotnummer -700, der indeholdt tyrkiske obligationer til en samlet kursværdi på 812.000 kr., og som ligeledes var pantsat til banken.

I sagen er fremlagt en indkomst- og formueopgørelse for A og hans ægtefælle for 2007. Værdipapirerne var opført i opgørelsen som personlige aktiver for A med 4.864.227 kr. (investeringsforeningsbeviser) og 1.135.596 kr. (obligationer), og Lån 1 og Lån 2 indgik i A’s personlige passiver. Af opgørelsen fremgik, at anskaffelsessummen for BankInvest Højrentelande investeringsbeviserne havde været 4.999.965 kr.

I sagen er endvidere fremlagt et ikke underskrevet og udateret eksemplar af en investeringsprofil for F v/A vedrørende opsparing af frie midler, hvoraf bl.a. fremgik, at F v/A’s risikoprofil var mellem (risikotal 6 på en skala fra 1 til 10), og at A havde erfaring med og kendskab til investeringsforeningsbeviser. Endvidere fremgik:

”… Risikotest gennemgået. Depotet er gennemgået på møde den 02.07.2008 – der er ikke fundet anledning til omlægning. …”

Af A’s årsopgørelse for 2008 fra banken fremgik, at BankInvest Højrentelande investeringsbeviserne blev solgt fra depot -267 den 18. september 2008 for i alt 3.992.059,80 kr., og at A i 2008 havde modtaget et udbytte på 631.818 kr. af investeringsbeviserne Endvidere fremgik, at depot -267 og depot -718 udgik hos banken henholdsvis den 23. og den 19. september 2008.

Parternes påstande

Den 8. juli 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at FS Finans II (Max Bank af 2011) skal betale en erstatning svarende til det investerede beløb.

FS Finans II (Max Bank af 2011) har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at investeringen blev foretaget af A i privat øjemed og ikke som led i driften af F. Investeringerne indgik i A’s private regnskaber.

Bankens rådgivning var yderst kritisabel. A havde ingen erfaring med investeringer. Banken anbefalede A at foretage risikobetonede investeringer, der var uegnede til private kunder, og som lå langt ud over, hvad han havde økonomi til. Bankens rådgivning har påført A et tab svarende til det investerede beløb.

A fremsatte indsigelse mod rådgivningen umiddelbart efter, at han blev opmærksom på, at han var blevet fejlrådgivet.

Klageren er enig med Finansiel Stabilitet i, at det er hensigtsmæssigt, at spørgsmålet om evt. afvisning og forældelse afgøres separat.

FS Finans II (Max Bank af 2011) har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klagen vedrører rådgivning i forbindelse med de to lån, der blev ydet til investeringer i september 2007. Et evt. krav er forældet efter den treårige forældelsesfrist, der løber fra rådgivningstidspunktet.

Forældelsesfristen er ikke suspenderet, da A var vidende om, at investeringen kunne være risikofyldt. Det må have formodningen i mod sig, at A, der var erhvervsdrivende, ikke havde forståelse for, at en spekulationsforretning af denne størrelse for lånte midler indebar en risiko. Det fremgår af investeringsprofilen, at A og banken havde gennemgået forretningen, og at A var bekendt med og accepterede risikoen ved investeringen. At risikoen viste sig at være større, end A havde forudsat, kan ikke påberåbes, når A var vidende om, at forretningen var forbundet med en risiko.

Klageren har i øvrigt ikke nærmere oplyst eller specificeret, præcist hvilke fejl eller forsømmelser, der kan tilregnes banken som ansvarspådragende. Klageren har ikke løftet bevisbyrden for, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar.

FS Finans II (Max Bank af 2011) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen angår etablering af en investeringskredit i erhvervsøjemed. A var erhvervsdrivende, da kreditten blev etableret. En investeringsforretning for lånte midler på over 4 mio. kr. må karakteriseres som en erhvervsmæssig disposition. A blev betjent af bankens erhvervscenter.

Ankenævnets bemærkninger

Sagen vedrører rådgivning om investering i BankInvest Højrentelande investeringsbeviser, der blev finansieret ved A’s optagelse af to lån på i alt 5 mio. kr. i Max Bank i september 2007.

Ankenævnet finder ikke, at sagen bør afvises som erhvervsmæssig. Ankenævnet lægger herved vægt på den manglende tilknytning til A’s erhverv og på investeringens størrelse. Klagen adskiller sig i øvrigt ikke væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2, jf. stk. 3.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Efter forældelseslovens § 3, stk. 2 skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren er ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.

Efter de foreliggende oplysninger lægger Ankenævnet til grund, at lånene i september 2007 blev brugt til køb af BankInvest Højrentelande investeringsbeviser, og at investeringsbeviserne blev solgt den 18. september 2008 for i alt 3.992.059,80 kr.

Ankenævnet finder, at A i hvert fald efter salget af investeringsbeviserne og modtagelsen af årsopgørelsen for 2008 havde tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning til at rejse et eventuelt erstatningskrav. Klagerens eventuelle erstatningskrav vedrørende rådgivning i forbindelse med investeringerne var derfor forældet den 8. juli 2014, hvor sagen blev indbragt for Ankenævnet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.