I december 1985 indgik klageren med indklagedes Vestergade afdeling, Odense, en aftale om skattearbitrage. Konstruktionen var baseret på, at klageren skulle optage et afdragsfrit lån på 225.000,- kr. og for provenuet købe nominelt 154.000,- kr. investeringsbeviser i SDS Invest afdeling B. Renterne på lånet, som var variabelt forrentet, skulle erlægges halvårligt forud og betales via en samtidig etableret kassekredit med et maksimum på 25.000,- kr. Kassekreditten var også med variabel rente.
Den skattefordel, som klageren ville opnå som følge af fradragsretten for renterne på lånene, skulle løbende indbetales på kassekreditten, og ifølge indklagede skulle endvidere investeringsbevisernes årlige afkast indsættes på kreditten, medens klageren bestrider dette. 3 år efter investeringsbevisernes erhvervelse skulle disse realiseres og provenuet benyttes til indfrielse af lån og kassekredit.
Den 30. december 1985 etableredes arrangementet for klageren, idet der samme dag blev etableret et lån på 225.000,- kr. og en kassekredit på 25.000,- kr. Det aftaltes, at klageren for januar 1986 skulle indsætte 1.700,- kr. og herefter månedligt 1.400,- kr. på kreditten. Beløbet var fastsat på grundlag af beregninger over klagerens skattefordel. Indklagede har under klagesagens behandling erkendt, at beløbet var beregnet for lavt, idet indbetalingerne for 1986 burde være 3.007,- kr. fra og med februar måned, for 1987 1.837 kr. pr. måned og for 1988 918 kr pr. måned.
De omhandlede investeringsbeviser indkøbtes primo januar 1986, men som følge af et stigende kursniveau udgjorde købesummen ikke som antaget 225.000,- kr., men 232.732,50 kr.
Den omhandlede investeringsforening besluttede primo 1986 at ændre udbyttepolitik, således at udbyttet minimeredes mest muligt. For 1985 udbetaltes der herefter ikke udbytte. I 1987 udgjorde udbyttet 1.617,- kr. mod forventet 5.390,- kr. og i 1988 2.156,- kr. mod forventet 5.390,- kr.
Ved arrangementets etablering var forudsat en rentesats på lånet på 14% p.a. og på kassekreditten 11% p.a. I 1986 var den faktiske rente 15% og 11,25%, i 1987 henholdsvis 16% og 12,25% og også i 1988 var renten på begge faciliteter højere end forudsat ved arrangementets etablering.
Klagerens indbetaling på kassekreditten udgjorde for
1986: 25.400,- kr.
1987: 16.800,- -
1988: 16.800,- -
Den 29. december 1988 indbetalte klageren yderligere 34.600,- kr. fra et samtidig optaget lån.
Indklagede har under klagens behandling oplyst, at ved en korrekt beregning af klagerens skattefordel burde de årlige indbetalinger have været:
1986: 33.075,- kr.
1987: 22.050,- -
1988: 11.025,- -
Den 6. januar 1989 solgtes investeringsbeviserne med et provenu på 271.525,70 kr., som anvendtes til at indfri lånet på 225.000,- kr. samt kassekreditten. Efter indfrielse af lån og kassekredit udbetaltes 4.909,76 kr. til klageren.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 48.441,27 kr., hvilket beløb er differencen mellem kassekredittens faktiske slutsaldo (pr. 22. dec. 1988) og den forudsatte slutsaldo på 25.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at han ved arrangementets etablering fik oplyst, at kassekreditten alene behøvede at være på 25.000,- kr., men den har to gange måttet hæves til ialt 90.000,- kr. Den ekspederende medarbejder havde overfor klageren oprindelig oplyst, at den månedlige indbetaling på kassekreditten blot behøvede at være 1.200,- kr., men klageren hævede frivilligt beløbet til 1.400,- kr. Klageren har således indbetalt mere end det krævede beløb samt udbytte, som ikke var forudsat indbetalt. Efter klagerens opfattelse må indklagede være ansvarlig for de forkerte beregninger vedrørende det beløb, som krævedes indbetalt på kassekreditten månedligt.
Indklagede har anført, at der på en række områder har været betydelige afvigelser fra det forløb, som var forventet. Dette har medført et konstant højere træk på kassekreditten med øgede renteomkostninger til følge. En af årsagerne var den højere købspris for investeringsbeviserne, en anden rentestigning på lånog kassekredit, og en tredje den ændrede udbyttepolitik i investeringsforeningen, alle forhold, som indklagede ingen indflydelse har haft på. Hertil kommer, at der i 1988 er udbetalt ialt 2.972,- kr. fra kassekreditten til klageren, ligesom der er betalt gebyr og stempelafgift. Endvidere var klagerens løbende indbetalinger de to første år af arrangementets løbetid mindre end forudsat set i forhold til en korrekt beregnet indbetaling. Uanset, at det var indklagede, som foretog den fejlagtige beregning, har klageren i forbindelse med udsendelse af kontoudtog samt udarbejdelse af årlige selvangivelser kunnet konstatere de samlede rente- og provisionsudgifter og således også kunnet konstatere en skattefordel, som oversteg det faktisk indbetalte beløb. Klageren har i denne forbindelse udvist en betydelig grad af egen skyld, idet han ikke reagerede herpå. Indklagede har endvidere anført, at klageren, da den opnåede skattefordel ikke fuldt ud blev indbetalt på kassekreditten, har haft en likviditetsfordel og har haft mulighed for at placere denne til en forentning og derved opnå et afkast, som sandsynligvis kan udligne størstedelen af de ekstra renteomkostninger på kassekreditten.
Ankenævnets bemærkninger:
Det forhold, at kassekredittens debetsaldo ved arrangementets afslutning væsentligt oversteg det ved arrangementets indgåelse forventede, skyldtes til dels en række afvigelser fra de forudsætninger, der var lagt til grund ved beregningerne, herunder med hensyn til størrelsen af renten på lånene og størrelsen af udbyttet fra investeringsforeningen, og for disse forhold findes indklagede ikke at kunne gøres ansvarlig.
Det var - klageren bekendt - forudsat, at hele den skattefordel, klageren opnåede som følge af fradragsretten for renterne på lånene, skulle indsættes på kassekredittten. Dette skete ikke, fordi indklagedes medarbejder ved arrangementets indgåelse begik en fejl ved beregningen af det beløb, klageren månedligt skulle indsætte på kassekreditten. Ankenævnet finder imidlertid, at klageren selv på et tidligt tidspunkt burde være blevet opmærksom på, at forudsætningen om indsættelsen af hele skattefordelen på kassekreditten ikke blev opfyldt, og klageren findes allerede af denne grund at måtte være afskåret fra at gøre erstatningskrav gældende mod indklagede som følge af den begåede fejl.
Som følge heraf